onsdag den 27. november 2013

I ended up with pockets full of dust

I dag havde jeg makrel i chili og et æg med til mit ristede rugbrød, og selvom det var en klar forbedring i forhold til sidste uges leverpostej, nåede det ikke min mors madpakker til sokkeholderne. Hun lavede de bedste madpakker til mig lige indtil jeg flyttede hjemmefra som tyve-årig, og selvom mine veninder drillede mig lidt med det i de senere år, tror jeg også at de var lidt misundelige. De tre år jeg gik i gymnasiet stod jeg op og gik i bad klokken seks, og klokken halv syv gik jeg ned for at spise morgenmad. Der stod min mor op og holdt mig med selskab, hyggede om mig og smurte min madpakke, og det gjorde nogle mørke, kolde vintermorgener meget nemmere at overskue.  Jeg gik ud af døren ti minutter i, hvorefter hun gik i seng igen, hvis min far og min søster først skulle møde senere. Hun skulle bare lige sende mig godt afsted. Der var næsten altid en lille overraskelse med i madpakken; en chokoladekiks eller et lille flag, og tit havde hun skrevet en hilsen på servietten, der nænsomt var foldet ved siden af maden. Sådan en mor er den allerbedste slags, og det er ikke så underligt at jeg savner hende. I dag er det et år siden, hun sidst var ved bevidsthed. I dag er det et år siden, jeg sidst hørte hendes stemme. I dag er jeg meget, meget ked af det.  

6 kommentarer:

  1. Årh, masser af tanker til dig, søde Tine - godt du hyggede om dig selv med en opgraderet madpakke, netop som din mor havde gjort (: Som I alle andre indlæg, om hende, så lyder hun til at have været aldeles skøn.
    Hos os, var det far der havde madpakketjansen, gennem folkeskole og gymnasietid. A-mennesket stod altid op og fixede en pose, som var altid fyldt med hjemmebag, nyskrællede gulerødder, et stykke frugt og gerne lidt hyggesnolder: rosiner, kiks, müslibare eller en kakaobrik.
    Det er hverdagskærlighed, når det er bedst. Og netop derfor, en vigtig måde, også at forkæle sig selv på, når der ikke længere står en forældre til at varetage opgaven (:

    - Anne

    SvarSlet
  2. Du skriver så flot!

    Og hun lyder som min egen mor.. Som selv om man er blevet 34 år, henter en og nusser om en når verden er noget lort. Min mor har lovet mig aldrig at dø, og hun holder normalt hvad hun lover.

    Kram til dig. Og vid, at det bliver nemmere med tiden. Indtil da skal du bare blive ved med at skrive om det.

    SvarSlet
  3. det lyder virkeligt som nogle rare morgener! det er altså nogle gode minder at have... som peter i the passage ville sige, så lever din morgen-mor nu videre gennem alle os, der læser med hos dig. jeg kommer i hvert fald til at tænke over tine og tinemors kærlige morgener mange gange fremover. <3

    SvarSlet
  4. Hvor er I bare søde og rare og verdens bedste til at skrive gode kommentarer. <3

    Anne, det lyder til jeres far har været (og er!) præcis lige så god til at hygge om jer som min mor var. Det er nemlig de små ting i hverdagen der tit betyder allermest, og en lille snack i madpakken gjorde mig helt varm om hjertet. Jeg prøver at videreføre det selv - hvis jeg skulle have børn, ville det helt sikkert være en af de ting, jeg ville give dem.

    Kristina, åh, tusind tak! Det er dejligt at få at vide. Mødre er altså bare noget helt specielt. Min far har også lovet aldrig at dø, og nu har min søster og jeg endda lokket ham til at gå til lægen og få et fuldt helbredstjek, så han kan holde hvad han lover. :)

    Rannvá, hvor er det bare en god måde at anskue tingene på. Nu er jeg næsten ved at tude lidt igen, men kun fordi det var så fint skrevet.

    SvarSlet
  5. Kærlighed på madpakke. Hvor fantastisk.

    SvarSlet
  6. morihavnen, det var i hvert fald sådan det føltes. :)

    SvarSlet