onsdag den 6. november 2013

motion makes it hard to write

Jeg har stadig mægtig travlt med både arbejde og aftaler, men indtil videre er det faktisk lykkedes mig at balancere det hele, og det gør mig glad. I går havde jeg fri - og efter et hurtigt besøg hos lægen, der gav mig et stik i hver overarm, tog jeg mod Nørrebro, hvor jeg for bare anden gang skulle mødes med Sine. Egentlig skulle vi have besøgt butik Otto, hvorfra nogle af hendes fine kreationer bliver solgt, men butikken var lukket. Meh. Heldigvis var der ikke langt hen til Assistens Kirkegården, hvor jeg af uransagelige årsager ikke har været i al den tid, jeg har boet i København. Mit sidste besøg var sammen med mine forældre for over ti år siden, hvor mit mere prætentiøse teenage-jeg hurtigt fandt Michael Strunges grav og sørgede lidt over dét. I går tog vi billeder af de pæne efterårsfarver og glædede os over, at vi ikke havde utålmodige kærester med på slæb, og jeg tror ikke det bliver den sidste fælles fotoekspedition vi drager på. (flere billeder følger, når jeg har mere end ti minutter til at smække et indlæg sammen...)

Jeg havde egentlig kalkuleret med en middagslur, men tiden gik så hurtigt, at det ikke rigtig kunne betale sig at tage hjem. Snart skulle jeg nemlig mødes med Pernille, der havde inviteret mig i teatret for at se 'Den Mystiske Sag om Hunden i Natten' eller 'The Curious Incident of the Dog in the Night-Time' som vi begge to ELSKER på bog. (Skrevet af Mark Haddon og virkelig anbefalelsesværdig. Pernille har den stående i hele tre forskellige versioner, og ja, den ER så god). Normalt er teater ikke lige min genre. Jeg synes hurtigt, at det bliver alt for kunstigt og, ja, teatralsk, og sidst jeg var på Betty Nansen så jeg 'Maria Stuart' med mit tyskhold, hvilket var en ganske forfærdelig oplevelse - havde det været en film, var vi udvandret i pausen. Men igår var noget helt, helt andet, og nu forstår jeg endelig hvad teater kan, som andre medier ikke formår. Stykket var nemlig mindst lige så godt som bogen, og Thure Lindhardt var suveræn i rollen som den femtenårige Christopher med aspergers syndrom. SUVERÆN. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var en meget speciel og rørende oplevelse, og det fortjener mange flere rosende ord end hvad jeg lige kan nå nu.   

2 kommentarer:

  1. Uh, det lyder spændende. Det kunne være at jeg lige skulle tjekke om der er flere billetter tilbage. Tak for gåturen

    SvarSlet
  2. Jeg har i hvert fald kun rosende ord til overs for den! Selv tak for gåturen, det var hyggeligt. Lad os snart tage på fotoekspedition igen.

    SvarSlet