mandag den 2. december 2013

bordering on imperfection's license

Udfordringen ved at arbejde et sted, der hiver en stor del af årets omsætning ind omkring jul, kan være selv at komme i julestemning. Det er nogle gange helt vanvittigt at være vidne til ellers helt normale voksne menneskers opførsel, når de bliver nødt til at vente mere end ti sekunder på at få betjening, og al julemusik lyder forfærdeligt allerede inden det er blevet december. Derfor er jeg i dag, på en af mine sidste fridage inden jul, gået all-in på julehyggen for at se, om det ikke kan lykkes i år. Til tonerne af Sufjan Stevens, der synger de fineste gamle julesange - og finder på sine egne - pynter jeg op i lejligheden sammen med Jimmy, der også synes det hele er noget så interessant. Lidt for interessant, faktisk, jeg lærte hurtigt, at jeg var nødt til at placere det hele uden for hans rækkevidde (derfor den uimodståelige fugl nu bor i en julesok). Det går ualmindelig langsomt, for hvert eneste stykke julepynt opfylder mig med nostalgi i en sådan grad, at det næsten er for meget. Hver gang jeg selv har anskaffet mig et enkelt stykke julepynt, har jeg nemlig fået fem stykker af min mor (og et par stykker af min far), så hun er med på sidelinjen når jeg hænger julepølserne op eller sætter lys i pyramiden. Det er faktisk ret hyggeligt. Pølser og pyramide må i øvrigt fotograferes en anden dag, for nu er det næsten allerede blevet mørkt. Igen.   

2 kommentarer:

  1. Jeg har det også sådan med julestemningen når jeg er på arbejde. ¨
    Sikke fine stykker julepynt du har.

    SvarSlet
  2. Ja, når mennesker er bliver stressede kunder, er de altså ret forfærdelige. Og tak. :)

    SvarSlet