torsdag den 19. december 2013

my life's gotten simple since

Svampebob hjælper mig med at holde styr på dagene med en lille, daglig historie om det ulogiske i et snefyldt Bikinibunden. På tysk. Det er den bedste julekalender nogensinde - stærkt efterfulgt af min Kinder-chokoladekalender og den skrabekalender, der bare MÅ give mig de 5000 kr i år. Jeg mangler kun ét sølle rensdyr, og selvom jeg godt ved, at det er sådan for alle og den samme skuffelse hvert år, kan jeg alligevel ikke lade være med at håbe.

On a completely different note; så er jeg pakkeposten evigt taknemmelig for bare at stille den store gave (i omfang) jeg har købt til min kæreste foran vores dør. Ingen ironi her - jeg forstår, at det nogle steder kan være problematisk at efterlade en pakke uden opsyn, men i min opgang er det slet ikke et issue. Til gengæld er jeg mindre begejstret for den almindelige post, der har efterladt en seddel om en pakke, der sagtens kunne have været i postkassen. Det er ikke så heldigt, eftersom jeg skal arbejde i alle posthusets åbningstider indtil jul. Burde nok have tilmeldt mig det der Døgnposten. Måske kan jeg lokke min kæreste til at hente den - det er trods alt en gave til ham, og han skal jo bare arbejde elleve-tolv timer hver dag indtil jul (men ikke i posthusets åbningstider). Hehe. Nu vil jeg slå hjernen helt fra (det er vist allerede sket) og se 'Skat, Børnene er Skrumpet' med dyne i sofaen. Det må man nemlig godt, når man er alene hjemme.    

3 kommentarer:

  1. Haha, jeg hepper på det sidste rensdyr når at dukke op B-)


    - Anne

    SvarSlet
  2. Jeg mangler også kun et rensdyr. Og en tromme. Og en julekugle. Jeg gider ikke have den sidste julekugle. Det kan sgu være ligemeget.

    SvarSlet
  3. Anne - jeg har snydt, og derfor vandt jeg selvfølgelig ingenting. Det er min egen skyld.

    Nanna - vi manglede præcis de samme ting! Jf. ovenstående endte jeg dog tomhændet. Håber du er mere heldig.

    SvarSlet