torsdag den 31. januar 2013

weeds and trees that grow from seeds will cover us all

I dag har jeg set Alfons Åberg med Alberte, og bagefter viste hun mig sin 'stor-pige-seng', hvor hun selv siger hun sover HELE natten. Louise er ikke helt enig - så sent som i dag vågnede Alberte klokken fem... Aftensmaden blev indtaget på DaVinci i Hadsund, og efter meget lange overvejelser endte vi alligevel med at bestille det samme som sidst. Billeder tog jeg ingen af, så her er ét af fødselsdagsblomsten fra i tirsdags. Køn er den ikke - til gengæld kan den ligge helt indtørret bagerst i skabet det meste af året, indtil den kommer frem og folder sig ud, når én i familien har fødselsdag. 

onsdag den 30. januar 2013

primavera sound barcelona 2013

Det er åbenbart kommet Primavera Festival i Barcelona for øre, at min kæreste og jeg igen i år tager til OFF Festival i Polen, for de har sat alle sejl ind på at lokke os til det spanske i stedet. De har offentliggjort et helt vanvittigt godt program, som I kan se, og havde det ikke været fordi KUAs skriftlige opgaver stort set altid skal afleveres i slutningen af maj, havde jeg købt billet lige på stedet. Overvejer lidt at gøre det alligevel, og så 'nøjes' med kun at tage til Barcelona de dage, der er musik... Jeg savner Barcelona, og jeg savner Primavera Festival.

tirsdag den 29. januar 2013

flower chase the sunshine

Der er efterhånden blevet tradition for et kagebord af de helt store når min søster har fødselsdag, og i dag, da hun fyldte fireogtyve, var ingen undtagelse. Kagerne kunne jeg ikke hjælpe med, men jeg har dækket bord, hængt pom-pom'er op og pisket flødeskum, og vi blev næsten færdige inden den første gæst kom. Sidste år var Alberte selskabets yngste gæst, men den rekord blev slået i dag af tre måneder gamle Esther, der sammen med Louise hjalp med at varme kakaoen op. Min søster fik besøg af piger i alle aldre, og min tapre far snakkede med om heste, Paradise Hotel og De Unge Mødre i flere timer, inden han fortrak til stuen ovenpå. Det er på dage som i dag at vi for alvor mærker savnet til mor, men det har ikke fået lov til at ødelægge dagen, der har været den bedste længe. Nu hygger vi med dyne i sofaen til Årgang 0, og den nærmeste fremtid virker igen overkommelig. Tillykke, sødeste søs! 

mandag den 28. januar 2013

but now we speak with ruined tongues

Dagen i dag har været en modbydelig og ubehagelig en af slagsen - faktisk den værste i meget, meget lang tid. Jeg har tudet over alting og ingenting lige fra jeg stod op, hvilket mildest talt var lidt ubelejligt da jeg har tilbragt det meste af dagen i en stillezone i toget. I morges græd jeg lidt over, at jeg kun er blevet optaget på det ene af mine to forårskurser på universitetet. Det er en potentiel katastrofe, da jeg skal have to fag for overhovedet at fortsætte - og selvfølgelig for at få SU. Jeg græd også, da jeg så den seks-stjernede anmeldelse af koncerten med Conor Oberst i fredags, for jeg har aldrig været så ked af at gå glip af en koncert. Så prøvede jeg at finde ud af hvorfor jeg ikke har opdaget han kom - men koncerten blev annonceret fire dage efter min mor blev syg, så det giver meget god mening. Men Conor... Han har jo været min special guy i over ti år nu, og der er også en grund til at Jimmys fulde navn er Jimmy Oberst. Og i fredags sad jeg alene hjemme og så fucking håndbold i fjernsynet... Jeg græd også lidt over at skulle rejse fra min kæreste og Jimmy, og så græd jeg lidt mere over hvor grim jeg bliver af at græde, og i bussen fældede jeg også et par tårer. I toget kunne jeg slet ikke styre det - prøvede at tømme hovedet helt for tanker og bare stene over vinterlandskabet, men jeg var bare så ked af det. Det er første gang jeg tog toget alene siden min mor blev syg, og jeg kunne slet ikke forholde mig til at hun ikke ville stå klar på perronen når jeg stod af i Hobro. Det gjorde min far heldigvis, og nu er aftenen alligevel blevet helt fin - min søster laver kager til fødselsdagen i morgen, og min far og jeg hjælper med at smage til. I morgen vil jeg ikke græde, men fejre min søster med manér.

torsdag den 24. januar 2013

with the weight of the sun on my head

I dag stod jeg op med solen og tog tidligt ind til byen for at købe de sidste gaver til min søsters fødselsdag på tirsdag. Jeg gik forbi en pige, der kom til at vælte fem cykler med sin egen cykel. Hun så helt fortvivlet ud, og jeg vidste præcis hvordan hun havde det, og så hjalp jeg hende med at rejse dem op igen, hvilket affødte et kæmpestort smil. Jeg gik også forbi en cementblander, der sagde den mest uhyggelige lyd jeg nogensinde har hørt, men så var der en håndværker der smilede til mig, og så var det ikke så slemt. På vejen lyttede jeg til musik med K, The Knife, Kent, Kitty Wu og The Killers, for det er de eneste kunstnere jeg har fået overført til min iPod siden jeg genstartede den. Herhjemme er Jimmy også rigtig glad for vores nye, større seng - og den er faktisk blevet hans favoritlegeplads. En af yndlingslegene består i at hoppe en meter op i luften efter en af de slemme mus, hvorefter han kan lande helt blødt på dynen. 

Min kæreste er taget til Jylland et par dage, men Jimmy holder mig med selskab, og de næste dage har jeg gode aftaler jeg sagtens kan overskue. Mangler mest min kæreste til at lave grapefrugtsodavand til mig på vores nye Sodastream, men det er vist ikke så svært, så måske jeg bare skulle gøre det selv. Nu hygger jeg mig med en julegave til mig selv; Life With Mr. Dangerous af Paul Hornschemeier, og den er virkelig fin og rørende. Jeg kan sagtens relatere til pigen Amy, der arbejder i en butik med sure kunder, bor alene med sin kat og har et usundt forhold til tegnefilm, is og drenge. 

mandag den 21. januar 2013

I'm bothered by these trembling stars

Jeg synes jeg har så travlt for tiden, men det er ren indbildning det hele. Jeg føler, at alting bliver uoverskueligt, hvis jeg har bare én aftale om dagen i mere end to dage i træk. I dag var jeg tidligt oppe for at tage til lægen, der så slet ikke havde en tid til mig alligevel - det var først i morgen. Min kalender døde da min MacBook døde, men jeg var ret sikker på det var i dag. Den onde lægesekretær var dog syg, så hun kunne ikke kigge hånligt på mig. Oh well, vi prøver igen i morgen. Og ugen er nu blevet stressende, for nu skal jeg tidligt op både i morgen og onsdag når jeg skal på arbejde. Heldigvis skal jeg ud i solen og mødes med Rannvá om lidt. Jeg er godt klar over, at det lyder helt åndssvagt at jeg ikke kan overskue at tage til læge. Det er heller ikke helt rigtigt, for jeg står jo op, jeg tager afsted uden problemer, og nu har jeg det også fint. Men tanken om det... Min hjerne er på overarbejde i øjeblikket, for jeg prøver at kategorisere alting og få styr på det hele. Er pludselig blevet rædselsslagen for at miste alle mine syvtusind billeder, selvom jeg altid tager back-up (alt for tit) og godt kunne finde dem, da min computer døde. Sidder derfor og overfører ca. tredive billeder af gangen til min nye computer, da min eksterne harddisk ikke gider snakke med andet end Mac nu. Det er helt håbløst og dybt latterligt at gøre det sådan, men jeg kan ikke rigtig lade være. Når jeg ikke gør det, tænker jeg hele tiden at jeg lige skal have det gjort. Ligesom jeg igen har fået svært ved at flade ud til en film. Så kører mine tanker igen på højtryk og vil gerne rydde op i køleskabet(!), tøjskabet eller måske i vores rum på loftet  og burde jeg ikke også sortere mine dvd-film igen? Selvom jeg ikke er så ked af det, kan jeg alligevel mærke nogle gamle mønstre dukke op igen, og jeg skal huske at passe lidt på mig selv. Og nu er jeg lige begyndt at tude, fordi jeg så en reklame for Årgang 0 i fjernsynet. Det så jeg altid sammen med min mor.    

fredag den 18. januar 2013

who knows exactly what I'm after

Har haft en række rolige dage. Computerproblemerne har været stressende, men det har altså været det mindste problem, og jeg har løst det på allerbedste vis - ved at købe en ny computer. Min MacBook-model var ved at udgå allerede da jeg købte den i nul-otte, og jeg trængte virkelig til en større harddisk og en hurtigere processor. Har ikke fået taget et billede af vidunderet endnu, men jeg er allerede meget begejstret. Ellers har jeg gået nogle lange ture, for jeg har lovet mig selv, at jeg skal være udenfor i minimum halvanden time om dagen - undtagen de dage jeg arbejder. Det er godt for mig at være lidt ude, også selvom solen ikke altid er fremme. Jeg har det meget godt i de her dage. Jeg er langt fra glad hele tiden, men jeg bliver heller ikke rigtig rigtig ked af det så tit. 

torsdag den 17. januar 2013

with my eyes wide open

Her er billederne fra min skønne weekend. Jeg har det fint i disse dage, men har utrolig travlt, og både kamera og computer har drillet ret meget, så dét tager meget af min tid. Kunne godt lige bruge en koncert mere med Moongazing Hare og Teamforest til at falde ned på. 

mandag den 14. januar 2013

those sounds were close to paradise

Weekenden startede som sagt rigtig godt ud fredag med besøg på Arbejdermuseet, hvor disse billeder også er fra. Kablet til mit kamera driller, så jeg kan ikke vise billeder fra hverken festlige lørdag eller hyggelige søndag - endnu, i hvert fald. Lørdagen bød først på arbejde, hvorefter Nicolaj og Heidi tog med os hjem til thaimad og Polen-planlægning. Vi tager nok til OFF-festival i Katowice igen til august - forhåbentlig også med Stefanie og Rannvá, der begge kom lidt senere. Så hørte vi rigtig god musik, og jeg blev fuld for første gang i månedsvis. Dejlig, dejlig aften, og helt perfekt, at jeg vågnede søndag uden tømmermænd. 
 
Simon lavede pandekager til os, og så drog Rannvá, ham og jeg mod Kødbyen og 5e, hvor Moongazing Hare holdt releaseparty for sin nye plade og spillede en dobbeltkoncert med Teamforest. Vores gode ven David er manden bag Moongazing Hare, og jeg var så glad på hans vegne, for det hele gik så godt. Der var så hyggeligt med farverige vimpler, diskokugler, brændeovn og sofaer, og musikken var naturligvis også helt fantastisk. Davids stemme går lige i hjertet, og jeg fik næsten tårer i øjnene, da Aske og Hugh stemmede i og de sang alle tre. Vi kendte ret mange der var til koncerten, så bagefter gik vi lidt rundt og snakkede med de forskellige, inden Rannvá og jeg gik ud i kulden, blev fornærmet og truet lidt af halvfuld mand (der aldrig for alvor virkede truende) i bussen, og tog hjem og spillede Assassins Creed III i fire timer. Dét kalder jeg en god weekend.  

fredag den 11. januar 2013

throw away those dreams and dare

I dag har Nanna og jeg været en tur på Arbejdermuseet lige ved Nørreport. Vi har begge været der tidligere med vores familier, men det er godt nok ved at være ret mange år siden, så et nyt besøg var på sin plads. Vi måtte slippe femoghalvtreds kroner pr. mand (med studiekort, ellers femogtres), og det er måske lige i overkanten i forhold til udstillingens omfang, men indholdet af den kan jeg tilgengæld ikke klage over. Det er så fascinerende lige at blive mindet om, hvordan tingene forholdt sig for hundrede og halvtreds år siden, hvordan to voksne og otte børn kunne bo i en et-værelses lejlighed, og hvordan arbejdsløsheden nåede over fyrre procent i starten af trediverne. (Danmarks Statistik siger noget lidt andet til det tal, men I'm just telling you what I saw today.) Historien om Danmarks arbejderbevægelse er også utroligt interessant, og det er skønt at se hvordan de røde faner har vajet op gennem tiden. Museumsbutikken er fyldt med 'gammelt' legetøj, optryk af plakater og postkort, samt bøger og slikkepinde. På første sal kan man også få sig en kop kaffe med erstatningspulver og et stykke kage, og det var lige hvad vi gjorde, da vi havde været igennem hele udstillingen. Ifølge Nanna smagte kaffen elendigt, så det er nok meget godt hun ikke levede under krigen. Kiksekagen var god - og min cola selvfølgelig også - og her var priserne ganske rimelige; ti kroner for et stykke citronkage, femten for et stykke kiksekage. Vi sluttede vores hyggelige møde med smagsprøver i overflod i Torvehallerne inden jeg tog hjem til en lille lur, og nu skal jeg lave en porretærte til min sultne kæreste, der snart kommer hjem fra arbejde. 

torsdag den 10. januar 2013

we are the people who's come here to play

Jeg var ked af det i mandags, og jeg var rigtig ked af det i går morges da jeg stod op. Der var bare så mørkt, trist og tomt, og jeg havde sovet dårligt. Jeg tudede under bruseren og hele vejen ind på arbejde, men jeg overvejede aldrig for alvor ikke at tage afsted. For det første går det over. Når jeg er ked af det, er det værst i et stykke tid, og så lysner det igen. For det andet er det altid værst om morgenen, og for det tredje bliver det helt sikkert ikke sidste gang jeg står op og har det skidt. Og dagen udviklede sig hurtigt i den rigtige retning på arbejdet med fire af mine gode veninder - og pludselig blev den helt fantastisk, da Nanna glædesstrålende kunne meddele, at vi har fået billetter til en af de to koncerter The Knife spiller i København til maj. Det bliver ubeskrivelig godt - sidste gang var en helt utrolig oplevelse. For næsten præcis to år siden skrev jeg også om Nanna og The Knife.   
 
Jeg havde fri allerede klokken femten, og så var det jo heller ikke så dårligt at vende hjem til Jimmymusen og min kæreste, der lavede frikadeller og kartoffelsalat til aftensmad. Bagefter så vi det meste af Danser Med Ulve, som jeg ikke før har set -  dog i et fire timer langt(!) director's cut, men jeg var stadig godt underholdt. Indianere, søde heste og ulve, hurra! En dårlig dag endte med at blive en rigtig god dag - og sådan er det heldigvis for det meste.

mandag den 7. januar 2013

and old enough to always feel this

Jeg savner min mor ubeskriveligt meget. Savnet vokser sig hele tiden større, og de sidste par dage har jeg været meget ked af det. I dag er det en måned siden hun døde, og det forstår jeg overhovedet ingenting af.

søndag den 6. januar 2013

I'd like to tell you everything I see

Som tidligere nævnt har dette efterår været ret mindblowing på tv-seriefronten. Der er kommet nye afsnit af mange af mine favoritshows, og jeg bliver simpelthen nødt til at knytte en kommentar til udviklingen i flere af de afsindigt spændende storylines. Dette indlæg vil i modsætning til mine generelle beskrivelser af tv-serier være ganske spoiler-inficeret, så læs kun med, hvis du er godt opdateret! Dette er kun indlæg nummer et af to, for sæsonen er faktisk ikke slut endnu. I skrivende stund venter jeg på de allersidste afsnit nogensinde af Fringe; jeg venter på nye makabre absurditeter i American Horror Story, og jeg glæder mig sådan til at se noget mere til Leslie i Parks and Recreation og Jess i New Girl. Mere om det senere. 
To af de helt store oplevelser dette efterår har været Battlestar Galactica. Dette er dog ikke en ny serie, og den fortjener desuden sit helt eget indlæg, så den er ikke med her. (Girls fortjener også sit eget indlæg, og der kommer desuden ny sæson lige om lidt, så den venter jeg også lidt med.) I stedet vil jeg starte med at nævne The Walking Dead, der med de første otte afsnit i tredje sæson er tilbage til første sæsons intensitet, spænding og enormt flotte og ulækre zombier. Jeg er virkelig imponeret af den høje gore-faktor - det er altså utrolig blodigt og voldsomt tv, men jeg klager naturligvis ikke. Min yndlingskarakter Daryl fortsætter sin ufatteligt heltemodige adfærd, og Carl er gået fra at være verdens mest irriterende møgunge til at være en cool lille fyr, der bliver tvunget til at gøre helt unævnelige ting. Den nye setting i fængslet giver virkelig mulighed for nogle interessante sidehistorier, og der er altså ret uhyggeligt i de mørke, labyrintagtige gange. Andrea er tilbage. Sammen med en mørk ninjapige, der har uskadeliggjort sine to zombiebrødre(?) og bringer dem med overalt. Det er godt hun er med, for Andrea er godt nok en irriterende karakter, men hun er med til at gøre udviklingen i den temmeligt skræmmende by Woodbury interessant for os. Alt i alt er jeg meget tilfreds med sæson tre indtil videre, og jeg glæder mig til februar, hvor de sidste otte afsnit bliver sendt.
Dexter har jeg endnu ikke skrevet om på bloggen, og det er egentlig også forkert, men det skyldes nok at serien aldrig for alvor har fået sit tag i mig, og den har haft svært ved at hamle op med de andre stærke serier på min top 25. I de sidste to sæsoner, nummer seks og syv, har den dog virkelig oppet sig. Sjette sæsons storyline med The Doomsday Killers var helt fænomenal, og det var lidt svært at omstille sig til at se Edward James Olmos som kaptajn på Battlestar Galactica efter at have set ham være den sindssyge James Gellar, der arrangerer sine mordofre i tableauer illustrerende forskellige bibelscener. Især "The Four Horsemen of the Apocalypse" er for vild - med heste, der kommer travende roligt ind af en villavej, bærende forskellige kropsdele. Og sæson syv! Oh boy. Dexters søster Debra har alle dage været en af mine favoritchicks i tv-serier, og nu kommer hun for alvor på banen med en helt uventet agenda. Hvert eneste afsnit har været nervepirrende fra start til slut, og jeg glæder mig faktisk til sæson otte, selvom jeg aldrig havde troet jeg skulle høre mig selv sige det om nogen serie. 
De første otte afsnit af femte og sidste sæson af Breaking Bad løb over skærmen i efteråret, og det var som ventet en ganske hæsblæsende og medrivende omgang. Min første indskydelse var at blive glad for at se gode gamle Landry fra Friday Night Lights i rollen som Todd, men hans stunt i ørkenen ved togrøveriet var not cool. Og så er Walter jo tydeligvis blevet sindssyg. Hvad blev der af at stoppe mens legen er god? "I'm in the empire business..." Det er blevet virkelig svært at holde af ham, men det er også en af seriens forcer - man har skiftende sympati for de forskellige personer hele vejen igennem. Det kan godt være, at Skyler er sindssygt irriterende, men hun er samtidig den eneste, der reagerer nogenlunde normalt. Jeg er godt nok spændt på, hvordan det hele ender. 
Black Books er ikke ny, men kørte i tre korte sæsoner fra 2000 - 2004. Jeg har set den lidt indimellem det andet, og det har været en fin adspredelse, men ikke meget mere end det. Den britiske serie er blevet mig anbefalet fra flere sider, og jeg har længe glædet mig til at se den, men jeg synes bare der findes så meget derude, der er bedre. Måske virker den allerede en smule forældet - jeg ved bare, at hvis jeg skal se en lækker, mørkhåret englænder (eller irlænder i Bernards tilfælde) og hans kiksede, langhårede ven arbejde i deres lille, quirky butik, vil jeg til enhver tid foretrække The Mighty Boosh.  

torsdag den 3. januar 2013

make midnight skies glow so bright

På min arbejdsplads er gyserafdelingen desværre blevet kraftigt formindsket de sidste par måneder, men det kommer mig til gode, for det betyder film til fem kroner stykket og underholdning samt adspredelse nok til de næste mange kolde, grå og triste dage. De fleste af filmene er elendige, men helt okay til et enkelt gennemsyn, og ind imellem rammer man guld -  vi faldt over Hellraiser III den anden dag, og det er jo et lille mesterværk. Må se de andre snarest. Jeg har i øvrigt været på arbejde i dag for første gang i halvanden måned. Det gik helt fint, jeg kunne gemme mig lidt for kunderne ude på lageret, og det var rart at snakke med mine kollegaer igen. Det er en lettelse, for jeg havde været noget bekymret for at vende tilbage. De sidste par gange jeg har kigget ind, er jeg simpelthen blevet så ked af det, når jeg har snakket om min mor, og jeg var bange for det ville gentage sig. Men det gik altså, og med leftover-sushi fra i går var også frokostpausen en ren fornøjelse. 

onsdag den 2. januar 2013

a year is just a drop in time

I går havde jeg en rigtig dejlig aften i selskab med Rannvá og fem drenge af den allerbedste slags. Min kæreste lavede nogle utroligt lækre flødekartofler og en god bøf, og Rannvá og jeg havde købt ind af både champagne, såkaldt sparkletini samt kahlua, mælk og vodka til en runde white russians, så vi manglede ikke noget. Vi hørte god musik og mindre god musik og beundrede Jimmy, der tog hele balladen med både gæster og fyrværkeri i stiv pote, og så spiste vi bunkevis af snacks. Ved et-tiden trak Rannvá og jeg os tilbage til soveværelset, hvor vi så 'Det Gyldne Kompas' og spiste chokolade - bestemt en godkendt start på det nye år.
 
Men det er lidt mærkeligt med det nytår. En ny begyndelse. Muligheden for at starte på en frisk og lægge fortiden bag sig og alt det der. Det er bare alt, alt for tidligt for mig. Det er ikke engang en måned siden min mor døde - jeg kan på ingen måde overskue at skulle bevæge mig videre fordi kalenderen pludselig siger tretten i stedet for tolv. Jeg skal nok få et fint år, men jeg skal altså lige have lov til at komme op til overfladen igen. Godt nytår!