fredag den 31. maj 2013

Lost

Det har været en sand fornøjelse at gense Lost, og det er også første gang, at jeg har set hele serien på én gang, hvilket virkelig klæder den. Der ER mange ting at holde styr på, og så er det altså rart at have noget forhistorie frisk i erindringen. Første og anden sæson så jeg første gang i efteråret 2006 sammen med Chrelle og Nanna - første sæson i løbet af en fredag nat, og anden sæson fredagen efter, hvilket var ret hårdt. Men sjovt! Nanna måtte give op et par gange, og fordi jeg viser et billede af den sødt sovende lille pige, viser jeg også et billede af hvordan jeg selv så ud efter fireogtyve timers Lost. Hvor var vi dog unge og søde!

Og nu til selve serien, der faktisk er ganske svær at skrive noget fornuftigt om uden at komme med spoilers, og eftersom Lost i allerhøjeste grad er en serie, der holdes oppe af overraskelseselementet, skal man nok ikke læse med, hvis man ikke har set det hele. Hvilket jeg i øvrigt kun kan anbefale alle at gøre! De tre første sæsoner er nok noget af det allermest hæsblæsende og spændende tv jeg nogensinde har set - nu er jeg svært glad for dramaserier, og bevares, de har da også en cliffhanger her og der, men det er ingenting sammenlignet med Lost. Det eneste, der kommer bare i nærheden af det intense spændingsniveau må være Breaking Bad, der i øvrigt snart vender tilbage til skærmen med sidste halvdel af femte sæson. De sidste tre sæsoner af Lost når aldrig de første sæsoners storhed, men sådan er det jo ofte med tv-serier - og når man når starten af fjerde sæson, er man alligevel blevet så involveret i historien, at det er umuligt at slukke. 

I karaktergalleriet er der virkelig skruet op for stereotyperne. En alkoholiseret kirurg, der prøver at udfylde faderens sko; en iraker, der naturligvis torturerede folk under krigen; rockstjernen på heroin; den glade tykke fyr; og det koreanske ægtepar, hvor kvinden er totalt undertrykket. Det er næsten for meget af det gode, men det skaber selvfølgelig nogle interessante historier. Selvom alle karakterer altså er omvandrende klichéer, er de alle i stand til at gøre både gode og meget dårlige ting, og det gør dem noget mere menneskelige. Benjamin Linus og John Locke er mine klare favoritter, og især førstnævnte er ansvarlig for nogle virkelig hardcore og fucked-up ting i løbet af serien! Disse to mænd virker usigeligt sikre i alt hvad de foretager sig; de arbejder hele tiden ud fra en overordnet plan, og netop derfor virker det endnu stærkere, når de begynder at tvivle. Tvivle på øen og på Jacob, der har sin helt egen agenda.

Jeg kender mange, der synes slutningen er særdeles fesen. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg kan ikke rigtigt se, hvordan den ellers skulle være endt - og jeg synes det er en fin afslutning på en mastodont af en tv-serie, der strækker sig over næsten hundrede timer. Jeg vil nok altid have en lille svaghed for Lost, der var en af de første rigtigt gode serier - en af dem, der gjorde det acceptabelt at indrømme, at man så tv-serier. Siden har jeg set meget andet, der langt hen af vejen fungerer meget bedre, men Lost er helt klart den serie hvor jeg flest gange liiiige har måttet snuppe et afsnit til, og det er et kvalitetsstempel i sig selv. At jeg efterhånden har set de første sæsoner en fem-seks gange vidner også om seriens holdbarhed - jeg lægger mærke til noget nyt hver gang, og jeg glæder mig til at tage en omgang mere om nogle år. 

onsdag den 29. maj 2013

alright, let's go, you convinced me

Jeg har købt gaver til husstanden. Kattegræs og rød mus til Jimmy, no-name behagelige arbejdssko til mig selv og ginger ale-smag til vores sodastream til min kæreste. Nå ja, og et par billetter til Northside... Der er kun et par uger til nu, og jeg glæder mig virkelig meget! Programmet slår jo Roskildes med flere længder, og jeg blev endeligt overbevist da Modest Mouse blev offentliggjort. Det er efterhånden seks år siden jeg sidst har set dem live og siden de udgav deres sidste rigtige plade, men jeg er bestemt ikke holdt op med at lytte til dem af den grund - faktisk er det stadig et af de bands, jeg hører allermest. Jeg glæder mig også virkelig meget til at se Tegan and Sara igen; de vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte. Især Tegan, som jeg næsten er lidt forelsket i. Det bliver også spændende at se, hvordan The Knife griber hele konceptet om en (noget kortere) festivalkoncert an; og Nick Cave samt The Flaming Lips snupper jeg altid gerne en koncert med.   

mandag den 27. maj 2013

I can't think cause I'm just way too tired

Det er ikke fordi jeg har lynende travlt, at jeg ikke får blogget så meget for tiden. Måske handler det snarere om det modsatte - i øjeblikket føler jeg  mig præcis lige så sløv som løverne, og har i skrivende stund (klokken halv otte...) lyst til at kravle ind under dynen. Sådan er det tit efter en lang dag i solen, og denne mandag er blevet tilbragt i selskab med en af de bedste, nemlig Lærke, der også var helt klar på en gåtur i det grønne, myntedrik og bare tæer. Håber på at gentage successen i morgen med Pernille, inden jeg igen skal arbejde en del dage i træk. 

fredag den 24. maj 2013

pull me next to the light

Ting jeg savner ved at være hjemme hos min far og søster:
1. Min søsters madlavning. Hun har altid været ret fantastisk til at bage, men efter min mors død er hun også begyndt at brilliere med alt anden madlavning - her urtebagt ricotta med asparges og laks, og det smagte som et lille stykke af himlen. I næste uge starter hun et nyt kapitel i sit liv, og flytter i et lille hus i Hadsund sammen med hunden og katten (og hesten, naturligvis, men den skal ikke bo i huset), og det bliver så spændende for hende. Er kun en lille smule nervøs for min far, der nok ender med at spise en kedelig ostemad til aftensmad fire-fem gange om ugen... Håber han stadig har lidt tilbage i fryseren af den mad, mine forældres venner lavede til dem da min mor var syg. (Han kan nu også godt lave en mean chili con carne. Og boller i karry. Det er mest det med at få tid til det hele, der volder ham vanskeligheder.) 
2. Silke. Hun bliver sødere og sødere, og selvom slædehunden i hende elsker at fare rundt i sneen, er hun nu også svært begejstret for en lille lur i solskinnet i køkkenhaven. Jeg går altid en masse ture med hende når jeg er hjemme, og det er altid lidt sjovere at gå langt, når der er en glad hund ved siden af. 
3. Blomster fra haven. 'Haven' er noget af en overdrivelse, for efter min far omdannede vores frimærkegræsplæne til en terrasse for snart mange år siden, er der ikke noget græs tilbage. Men derfor er der stadig masser af blomster, og min far er så god til lige at plukke et par stykker når han kommer forbi dem. Jeg har fortalt det før, men han stiller også altid en lille buket frem på mit værelse, når jeg kommer hjem, og jeg bliver lige rørt og glad hver gang. 

tirsdag den 21. maj 2013

we're on the edge tonight

Har haft en virkelig dejlig pinse, selvom den startede med en hel arbejdsdag lørdag til lyden af sambarytmer fra Strøget blandet med Red Hot Chili Peppers inde fra butikken. Det var en af mine yngste kollegaer der stod for playlisten denne dag, og selvom han er virkelig sød, så har han altså en ret forfærdelig musiksmag - men på den anden side er der i mit hoved ikke ret meget der bliver bedre af at blive tilsat sambarytmer... I virkeligheden burde jeg overhovedet ikke musiksnobbe i det her indlæg, for efter et par timers aftensolskin havde Rannvá og jeg en fest lørdag aften med Melodi Grand Prix. Vi gik all in med stemmesedler og faktisk også en sms-stemme på Litauen (men det har jeg vist lovet ikke at sige til nogen), og det blev altså lidt for spændende under optællingen, hvor jeg faktisk fik kuldegysninger flere gange... Vores top fem:

1. Emmelie. Selvfølgelig. Det VAR den bedste sang, og hun er grunden til jeg overhovedet ser Melodi Grand Prix i år. Bevares, jeg ser det fra tid til anden, men i år var det et must see, efter Rannvá og jeg tilfældigt så hende vinde det danske. Hun er SÅ sød og ligetil, og så bliver jeg lidt forelsket i hende hver gang hun læsper. Nurh. Bonusinfo - hun er faktisk fra Mariager. Jeg har godt nok aldrig hørt om hende før, men hun har boet ved siden af en, jeg gik i parallelklasse med i folkeskolen - så vi er jo praktisk talt familie. 

2. Sverige. Nurh. Han var da totalt nuttet, ham der Robin. Han mindede mig virkelig meget om Schmidt fra New Girl - han lignede også én, der har tabt sig i hvert fald halvtreds kilo, men kinderne havde han stadig. Jeg har stadig sangen på hjernen - 'Because of yoooooooååååu', men ikke engang i mit hoved lyder fraseringerne rigtigt. Dem var jeg imponeret af. Vi stemte dog ikke på ham, da vi tænkte alle andre ville gøre det. Det gjorde de ikke. 

3. Litauen. Jeg forstår slet ikke, hvorfor INGEN mennesker stemte på charmerende Andrius og 'Something'. Indrømmet - jeg ville nok aldrig sætte sangen på, hvis jeg ikke havde ham at kigge på imens, men til en aften som i lørdags var den da perfekt - tilmed på virkelig nuttet gebrokkent engelsk. Og så sang han om sine sko. 'One is called love - the other is pain.' Nurh. Lille Andrius. 

4. Norge. Norges sang var FED. Udover den danske en af de eneste sange, jeg rent faktisk kunne finde på at lytte til her bagefter. Margaret ramte plet med dyster elektro og lækkert hår, men kjolen trak altså voldsomt ned hos mig. 

5. Rumænien. Ja, min femteplads går til Rumænien. Jeg havde slet ikke set det komme, at Dracula pludselig begyndte at synge opera, men jeg var vild med det! 

Virkelig hyggelig aften og nat, hvor vi klokken tolv kunne fejre Rannvá, der efterhånden er blevet et helt kvart århundrede. Søndag morgen drak vi varm kakao, hvorefter Rannvá tog hjem til Helsingør og spiste lagkage med sin familie, mens Simon og jeg tog en middagslur på fire timer. Om aftenen fortsatte fejringen i Helsingør med bobler - både dem man drikker og dem man puster, og det var virkelig hyggeligt. Det blev lidt sent, og igår blev jeg derfor under dynen og så Brøndby blive i Superligaen (øv) og AaB sikre sig en plads i Europa (hurra!). Billedet er i øvrigt igen completely unrelated og af min MacBook, der er blevet pimpet med Prinsesse Mononoke-stickers.

lørdag den 18. maj 2013

gonna track this shit around

Bruger mine fridage på tv-serier, læsning af bøger og spisning af snacks - i forhold til sidstnævnte er jeg faktisk blevet helt god til at lade min kæreste spise i hvert fald tre fjerdedele, og så synder jeg jo ikke så meget. Jeg har set sjette sæson af Californication, der desværre virkelig er begyndt at køre i tomgang. Kåre beskriver det meget godt her - godtnok snakker han om de forrige sæsoner, men jeg tvivler på sæson seks har overbevist ham. Dog må jeg lige udtrykke min begejstring over at se Marilyn Manson i en gæsterolle! Det hev lige hele sæsonen ti-tyve procent op, og så var det faktisk rart at se Maggie Grace (den ultrairriterende Shannon fra Lost) i en ganske sympatisk rolle. Ottende sæson af How I Met Your Mother har jeg til gengæld ikke ret meget positivt at sige om. Det begrænser sig faktisk til to ting - nemlig soundtracket indeholdende The Shins og det bedste Wilco-nummer nogensinde; 'How To Fight Loneliness', samt en fed gæsteoptræden af Ralph Macchio, der måske bedre er kendt som the Karate Kid. Han var den eneste grund til, at jeg som ganske ung begyndte til karate i Hadsund hos Sempai Michael og Sensei Bjarne. Men seriøst, HIMYM bliver simpelthen nødt til at trække stikket snart. Det gør de dog også næste år, efter niende og sidste sæson, men det er mindst tre sæsoner overdue. Det er dog heller ikke en mulighed ikke at se det; jeg vil trods alt gerne vide, hvordan det hele ender.    

torsdag den 16. maj 2013

rainbows wept color all over the streets

På Amagersiden af Christiania var der et væld af mere eller mindre vilde tulipaner i alle tænkelige former og farver. De var runde, spidse, takkede, åbne, lukkede, i klare farver eller med striber og støv, og den ene var endnu smukkere end den anden. Jeg elsker, at jeg kun bor ti minutter fra et sted, der er så anderledes end resten af København - og ligeså snart man bevæger sig bare lidt væk fra Pusher Street, Nemoland og midten af Christiania i det hele taget, er der nærmest idyllisk roligt ude på de små stier. Og lad mig lige slå en stor fed streg over den myte, der siger at man ikke må tage billeder på Staden - det er SÅ forkert, de fleste christianitter er kun glade for interessen. Det eneste sted man ikke må tage billeder, er på Pusher Streets hundrede meter... Christiania er så meget mere end hashhandel og pushere, og om sommeren er det mit favoritsted i hele København. 

onsdag den 15. maj 2013

it was all on the same postcard

I går tilbragte jeg hele eftermiddagen sammen med Annette og Rannvá, og det var lige så hyggeligt som jeg havde håbet på. Jeg er virkelig glad for at have lært Annette at kende, og jeg kan godt forstå at David har giftet sig med hende! Vi nød en hyldeblomstsaft i solskinnet ved børnehaven på Christiania, og Annette var meget begejstret for at se en svane helt tæt på - dem har de åbenbart ikke i Florida. Vi fortalte hende et par skrækhistorier om hidsige svaner og brækkede arme; historier, hun ikke helt troede på, indtil der kom en kæmpestor hund løbende og svanen gik helt amok. De er jo sindssygt aggressive! Bagefter gik vi den lange tur rundt om vandet og så på smukke huse, som vi alle tre gerne vil bo i. Jeg vil også have græs på taget! Det var lidt svært at begrænse sig med kameraet, så i dag er billederne fra Christianshavnersiden, mens I må vente til i morgen med at få de om muligt endnu mere farverige huse og blomster fra Amagersiden at se. 

tirsdag den 14. maj 2013

without you my life would be boring

I går var jeg til en koncert som jeg har ventet på i syv år; lige siden Nanna og jeg helt overstadige trådte ud af Vega efter den sidste The Knife-koncert i nul-seks. Jeg havde brugt hele dagen på at læse anmeldelser af søndagens koncert, og jeg var ærlig talt lidt bekymret, eftersom koncerten blev svinet til og rakket ned i kommentarerne af alle andre end anmelderne selv. 'Kejserens nye klæder!', 'dilletantisk højskoledanseforestilling', 'ren playback' og så videre. Selv folk, der hævdede de var inkarnerede The Knife-fans måtte udvandre, og jeg vidste efterhånden slet ikke, hvad jeg gik ind til. Men som så mange gange før viste det sig, at folk bare skal slappe lidt af og holde op med at være så snævertsynede. Okay, The Knife er ikke (længere) for alle, men jeg blev altså hverken chokeret eller provokeret over deres nye tilgang til begrebet 'koncert', jeg var tvært imod rigtig godt underholdt. 

Kritikken går på, at showet var en danseforestilling og ikke en koncert, og folk 'har ikke betalt tohundredehalvtreds kroner for at høre en plade blive sat på og se mennesker, der ikke engang er bandet, danse forvildet rundt.' Det er useriøst. Det meste af musikken var fra backtracks, ja, men sådan er det som regel til elektroniske koncerter - og det var altså også tilfældet sidste gang de spillede. Vokalen var til gengæld overhovedet ikke playback, og Karin Dreijer var tydeligvis en af de otte dansende, der leverede et helt utroligt festligt show. For et show var det - og det var et godt et af slagsen. De prøvede græser af - og krydsede dem - og selv jeg synes måske alligevel, at det var liiiige avantgarde nok at spille hele den hårdtpumpede Full of Fire playback, mens danserne stod helt stille i en gruppe i den ene side af scenen. At lade det ødelægge en hel koncert synes jeg dog er mærkeligt. Vi var seks mennesker afsted, og bagefter var der kun én af os, der gerne ville have set en mere konventionel koncert. 

The Knife deler vandene med Shaking The Habitual - både pladen og touren. Indrømmet - ved første gennemlyt var jeg en lille smule skuffet, men forgængeren Silent Shout er også en af mine all-time-yndlingsplader, så mere i samme stil havde ikke gjort mig noget. Den nye skulle dog bare have lidt tid og plads til at vokse, og jeg er blevet virkelig glad for den, på trods af de hæslige farver, der gør pladen svær at kigge på i længere tid af gangen. Min chef blev dog nærmest vred da han hørte den; han solgte promte sin billet til koncerten og mumlede noget med 'kommercielt selvmord', men det kan jeg altså kun grine lidt af. Jeg elsker stadig The Knife, deres markante holdninger og fængslende musik.  

søndag den 12. maj 2013

you say I am loca because I am your girl

I går var det seks år siden Simon og jeg blev kærester, og dette år har han været vigtigere for mig end nogensinde. Han er så god til at passe på mig. I går havde vi dog ikke tid til at fejre det - der fejrede vi nemlig min fine Nanna - så i dag væltede vi ud af sengen og direkte ind på Luna's Diner, hvor jeg fik en helt vanvittig overdådig vegetarbrunch. Seriøst, det var SÅ lækkert, og selvom jeg havde været bekymret for manglen på krydrede pølser og bacon (fik jo lige et par øl igår), var det slet ikke noget problem. Begrebet 'årstidens frugt' - som jeg næsten ikke opdagede i beskrivelsen - indebar alt fra ananas, jordbær, appelsin, druer, blodappelsin og kiwi til lychee, passionsfrugt, figner, papaya og den eksotiske pitahaya (dragefrugt). Vi havde egentlig planlagt at gå hjem, men vi kunne næsten trille derfra, og selvom jeg ikke var mæt på den klamme måde (tak, store mængder frugt!), var jeg ganske tilfreds med bare at stolpre op til bussen. Eftermiddagen har stået på middagslur (også for Jimmy) og en AaB-Brøndby-kamp, der diplomatisk nok endte et-et. Jeg elsker min kæreste, og jeg er vild med langsomme søndage. Håber I også har haft en dejlig weekend.  

lørdag den 11. maj 2013

Louie

På Rannvás opfordring har jeg endelig fået set de tre eksisterende sæsoner af den amerikanske komedieserie Louie, og jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg først har set det nu, for det er right up my alley. Jeg kender skuespiller og komiker Louis C.K. fra hans gæsterolle i første sæson af Parks and Recreation, hvor han spillede en meget genert politimand, der var kæreste med Leslie Knope, og med Louie har han taget skridtet videre og både skrevet og instrueret serien, hvor han selv spiller titelrollen. Louie er løst baseret på komikerens eget liv, og jeg har ofte svært ved at skelne - f.eks. er interaktionen med hans to døtre så overbevisende, at jeg længe troede han også var deres far i virkeligheden. Men det hele er skuespil, hvilket da også bliver understreget kraftigt af mellemscenerne, der får hverdagssituationer til at spinde helt ud af kontrol og proportioner. Afsnittene er bygget op omkring et par minutters stand-up med et tema, der har mere eller mindre relevans for afsnittets handling, men det fungerer også fint på egen hånd. Louie er grov og grænseoverskridende, men også helt utrolig sjov.

Faktisk er det ofte scenerne involverende døtrene, der er er allerbedst. Både når de selv er på skærmen, men også når Louie ellers konfronteres med forældrelivets mange udfordringer -  som når han må blive oppe hele natten for at fikse datterens julegave, eller når han bliver sendt til Afghanistan for at underholde de amerikanske soldater - og finder en levende ælling i kufferten, som hans yngste datter har puttet deri for at beskytte ham. Et andet klart plus ved Louie er de mange fantastiske gæsteoptrædender, og her har især sæson tre været rig på gyldne øjeblikke. Allerbedst er en coachende David Lynch, der simpelthen er hylemorsom. Han er godt nok et specielt bekendtskab, og nu har jeg fået lyst til at gense hele min Lynch-samling. Jeg er også ret begejstret for Ricky Gervais i rollen som Louies helt vanvittige læge, der fortæller ham at hans penis er det værste, han nogensinde har set. 'Worse than the time I saw my dad hanging himself by masturbating.' Hehe. Amy Poehler (Leslie fra Parks) har faktisk også en lille gæsterolle som Louies søster, hvilket er en smule underligt, når de nu datede i Parks... Chris Rock og Jerry Seinfeld er også virkelig sjove i tredje sæsons finale, der strækker sig over tre afsnit, og viser en Louie med ambitioner. Det klæder ham at turde drømme stort, og jeg glæder mig til at se hvad der er sket i hans liv, når serien vender tilbage til næste forår.   

torsdag den 9. maj 2013

maybe I had lied when I said I was OK

I går var jeg rigtig, rigtig ked af det. Så ked af det, at jeg for første gang var nødt til at tage hjem fra arbejde, for det gik ikke over som det plejer at gøre - det blev bare ved og ved og ved. Det gjorde ondt helt ind i knoglerne, og hele eftermiddagen var jeg fuldstændig overvældet af sorg. De sidste måneder har jeg selvfølgelig været ked af det ind i mellem, men ikke som i går, hvor jeg længe ikke kunne se nogen ende på det. Jeg har lidt en fornemmelse af, at jeg går og venter på noget, et-eller-andet, der skal vende den her situation, at nu har min mor været død længe nok, og nu kunne det egentlig være ret fedt hvis hun kom tilbage. Altså, det kan vel ikke være meningen, at jeg skal undvære hende resten af livet? Hvordan kan det på nogen måde være rimeligt? Der er også flere der har sagt til mig, at jeg ikke skal gå så meget op i datoer. At jeg ikke skal være ked af det på månedsdagene for hendes død, og at det ville være meget nemmere for mig at prøve at glemme det. De siger det KUN for at hjælpe, det ved jeg godt, men det er slet ikke en reel mulighed for mig ikke at tænke lidt ekstra på hende den syvende, for hun er i min underbevidsthed konstant, og sorgen er aldrig længere væk, end at den hurtigt lige kan vise sit fjæs på de mest upassende tidspunkter. Desuden var jeg slet ikke så ked af det i tirsdags. Jeg kan bare godt lide at vise et billede af hende af og til; det får mig til at smile, og jeg bliver glad, når jeg får at vide hvor meget jeg ligner hende.

I dag går det bedre igen. Når jeg vågner om morgenen, kan jeg næsten altid mærke om det bliver en god eller en dårlig dag. Der er stadig et klart overtal af de gode dage, og jeg har også efterhånden lært, at en dårlig morgen altså ikke nødvendigvis behøver betyde en dårlig dag. Men jeg ser virkelig frem til at starte i sorggruppen snart. Det tror jeg bliver godt for mig. I dag vil jeg hygge mig med min kæreste og Jimmy, i morgen skal jeg på arbejde igen, og på lørdag skal jeg til Nannas fødselsdag og drikke øl med en hel bunke søde mennesker. Det glæder jeg mig til. Jeg kunne heller ikke lade være med at bruge lidt penge på nye dyr til mig selv og lejligheden, men jeg har ikke rigtig noget imod at være glad for materielle goder - og glad bliver jeg, når jeg kigger på den fine ræv.  

tirsdag den 7. maj 2013

yeah today my heart swings

Fem måneder i dag. 

mandag den 6. maj 2013

oh, we are young and easily lead

I går besøgte vi min søsters hest Serafina, der i øjeblikket er i tilridning hos Stald Rockland lidt nord for Hadsund. Der har hun det godt i selskab med andre smukke heste; jeg blev især helt forelsket i de to rødder på sidste billede - specielt ham til højre. Da jeg startede til ridning for snart tyve år siden red jeg på Fiji, der var en rigtig sød skimlet pony, og siden dengang har jeg været helt vild med alle 'hvide' heste. Og ham her er et exceptionelt flot eksemplar! Serafina har dog også andre, mindre charmerende staldkammerater; min søster fik det største chok, da hun tilfældigt mødte den uhyggelige ræv bag en dør. Selv tager Serafina hele opholdet i stiv arm, bortset fra når Mette formaster sig til at forsøge at få hende hen over den farlige vandgrav, hvilket dog lykkedes til sidst med lidt kærlig overtalelse.

Om lidt hopper jeg på et tog og tager tilbage til København. Dagene er som altid gået alt for hurtigt, og igen ville jeg ønske det var lidt nemmere og hurtigere at komme frem og tilbage. Jeg er også lidt muggen over, at bøgen lader til at springe ud I DAG, eftersom jeg havde havde forsøgt at time min hjemkomst med netop dén begivenhed, så jeg kunne tage en masse smukke, lysegrønne skovbilleder. Oh well, der er da også et par træer i København... 

søndag den 5. maj 2013

pet your head and dress your lettuce

I dag har Mariager budt på 'omvendt grænsehandel', så vi besøgte min søsters gamle arbejdsplads for at tjekke udvalget af havenips og smukke blomster. Vi gik derfra med et par flotte lanterner til min søster og tre potter med forglemmigej, som vi senere plantede ved min fasters gravsten. Mor fik nye blomster i går, da vi fik besøg af min onkel, tante og fætter, så hun er ikke blevet snydt. Dagen i går bød også på årets første vaffelis, en lille smule ked-af-det-hed (ikke relateret til isen), gåture i skoven og Hobbitten på skærmen. Det var dejligt at se min onkel, tante og fætter så hurtigt igen, for til konfirmationen i forrige weekend skulle de jo også lige passe de andre halvfems gæster.