søndag den 30. juni 2013

my mind is as blind as a branch on a tree

I bussen på vej hjem fra Zoologisk Have i fredags kiggede jeg billederne fra dagen igennem på mit kamera, og da jeg nåede til det med de utroligt elegante flodheste, måtte jeg udbryde 'nurh, hvor ER det bare sødt!' og vise billedet til Nanna. Desværre var det ikke Nanna der sad ved siden af mig længere, jeg havde forlængst skiftet til 2A, og min sidekammerat var nu en voksen mand, der overhovedet ikke kunne se det sjove i et billede af svømmende flodheste. Det var så ufatteligt pinligt, at jeg i et splitsekund overvejede at spille en anelse retarderet, men i stedet trykkede jeg stop lige med det samme og stod af midt inde i byen for at vente på den næste bus. Sendte en sms og fortalte Nanna om miseren, hvilket fik hende til at grine højlydt i den anden bus, og så var det alligevel ikke så slemt.

Præriehundene er også nogle af mine yndlingsdyr i Zoo. De er SÅ nuttede, og man kan næsten altid være helt i fred ved deres anlæg, for børn synes som regel de er ret kedelige. Jeg kan glo på dem i timevis, for de er meget mere udtryksfulde end man lige umiddelbart skulle tro, og så er der tilmed unger i øjeblikket. 

fredag den 28. juni 2013

it was so inviting it hurt my bones

Har haft to af de allerbedste dage med to af de allerbedste piger - jeg har nemlig været i Zoologisk have både i går med Rannvá og i dag med Nanna. Hovedattraktionen var den nyfødte (i tirsdags) lille girafpige, der er noget af det mest perfekte og fantastiske, jeg nogensinde har set. Jeg kan slet ikke forstå, at naturen kan skabe noget så fuldendt - den kan jo løbe rundt lige med det samme! (Watch and learn, human babies). Giraffen er både min bedstemors og Rannvás yndlingsdyr, og det kan jeg godt forstå. De er helt skøre. Rannvá og jeg havde girafferne for os selv i mindst et kvarter, og det er en af mine bedste zoo-oplevelser nogensinde. 

Det bliver nok ikke det sidste I ser til nuttede dyr og hører flere historier fra zoo, for der ligger trehundrede billeder mere på mit kamera. Men nu skal jeg se The Wire med Simon, og i morgen skal jeg arbejde og til fest hos Nicolaj. Det glæder jeg mig til. 

torsdag den 27. juni 2013

Stephen King - The Langoliers

Har senest kastet mig over novellesamlingen 'Four Past Midnight', hvor den mere end trehundrede sider lange The Langoliers starter festen med et brag. Alle fire historier rummer elementer af den mere overnaturlige horror, som Stephen King virkelig behersker til fulde,  og The Langoliers har derudover også elementer af både science fiction og fantasy. Det er meget at bide over, og novellens største svaghed er da også dens længde. Hundrede sider kortere, og det havde været en meget effektiv og skræmmende suspense-historie. To hundrede sider mere, og det havde været en karakterdrevet, postapokalyptisk fortælling om tidsrejser og alternative dimensioner, men i dens nuværende format er den faktisk både for lang og for kort. Det er for meget at blive præsenteret for hele ti personers forhistorie, når det kun er et par enkelte karakterer, der er rigtigt interessante. I min research af historien har jeg dog fundet ud af, at rigtig mange læsere er glad for netop længden, og der er bred enighed om, at The Langoliers er samlingens bedste historie. Det er jeg ikke enig i. Når det er sagt, har jeg faktisk et lidt nostalgisk forhold til The Langoliers, som jeg læste rigtig tidligt i mit møde med Stephen King, og selve historien er ret spændende.

Et stort, propfyldt nattefly er på vej til Boston, da de støder på noget meget mærkeligt vejr. Da et par af passagererne vågner efter en god skraber, finder de et næsten mennesketomt fly på autopilot over de mørke skyer. Næsten alle passagerer og hele besætningen er forsvundet, men har efterladt sig smykker, pacemakere og parykker, hvilket er ret foruroligende. Heldigvis (what are the odds?) er en af de tilbageblevne passagerer tilfældigvis pilot, og han kan flyve dem alle i sikkerhed i Bangors lufthavn i Maine. Der er dog flere ting der indikerer, at de er landet i fortiden; lufthavnen er helt mennesketom, der er ingen brus i colaerne (gisp!), og det hele er bare lidt mere fladt. Og de ti overlevende skal snart få at se, hvordan fortiden i bogstavligste forstand bliver ædt op af mærkelige monstre, der er tidens vogtere eller noget i den dur. Det er faktisk ret spændende, men hovedfortællingen bliver hele tiden udskudt af subplots, der er helt uendeligt ligegyldige. På de sidste halvtreds sider tager tingene dog for alvor fart, og novellen har heldigvis en ganske hæderlig slutning, der trækker helhedsindtrykket en anelse op.       

Filmen er en næsten 1:1 gengivelse af novellen (helt ned på dialogniveau), hvilket virkelig giver nogle døde perioder i den tre timer lange tv-film, og skuespillet er simpelthen så ringe, at den ellers til tider underholdende historie bliver fuldstændig ødelagt. Især den blinde pige Dinah er sygt irriterende, spiller virkelig dårligt og ligner en cross-dressende, mærkelig dreng. Min favoritkarakter på både skrift og skærm er forfatteren Bob Jenkins, der i filmen bliver portrætteret af Dean Stockwell, der spiller en rigtig fed rolle i Battlestar Galactica. Den sidste time er ret underholdende; for her får vi endelig de helt latterligt ringe 'langoliers' at se. Det er helt seriøst det mest åndssvage monster, jeg nogensinde har set på film. Det virkede en lille smule på skrift - det virker på ingen måde på skærmen. Den sidste tredjedel byder i øvrigt også på en kort gæsteoptræden af Stephen King himself, og han må jo åbenbart være ganske tilfreds med filmatiseringen. Jeg synes desværre bare, at den er dårlig på den dårlige måde.  

onsdag den 26. juni 2013

I didn't take no shortcuts

Jeg begyndte mit forløb i en gruppe hos Børn, Unge & Sorg igår. Jeg kan af indlysende grunde ikke fortælle ret meget om, hvad vi snakker om i gruppen, men jeg kan godt fortælle lidt om de tanker det sætter igang hos mig. For det er hårdt. I halvanden time dukkede de forrædderiske tårer op hele tiden; både når jeg selv fortalte, men også når jeg lyttede til de andre pigers historie. Jeg var dog ikke den eneste, for man kan finde så mange lighedspunkter i vores fortællinger, at det er umuligt ikke at blive lidt rørt. Efter to timer med psykologer i rummet, havde vi en halv time bagefter til fri snak, og det var enormt rart lige at lande igen og snakke om eksamen og ferieplaner. Det skal nok blive rigtig godt.

Andemaden i Krabbesholm Skov i Skive minder mig om en historie, som min børnehaveklasselærerinde fortalte os for over tyve år siden. (Hun var virkelig en lærerinde af den gamle skole - hun rynkede på næsen af, at min søster fik en barbiedukke i julegave...) Da hun var barn, var hun med sin familie til en udendørs fest i Munkholmanlægget i Mariager, hvor der er skønne træer og flotte søer, og her legede hun tag-fat med de andre børn. Den nærliggende sø var fyldt med andemad, og det måtte jo ske - Karen troede det var græs, og løb direkte ud i søen. Der skete dog ikke andet, end at hun blev gennemblødt og fyldt med andemad, men jeg tænker stadig på det hver eneste gang jeg går tur i anlægget med Silke.  

mandag den 24. juni 2013

you were holding my trust like a child

Glæder mig enormt meget til at læse den nye Stephen King, som jeg fik ind af døren i sidste uge. Min far (fra hvem jeg har arvet denne King-besættelse) bestiller altid en kopi til sig selv - og en til mig, og det klager jeg bestemt ikke over. Joyland skulle være lidt mere old-school og ligetil end de sidste romaner fra mesterens hånd, og den er da også udgivet straight-to-paperback, fordi det angiveligt minder ham om da han var knægt og rendte rundt med bøjede horror-historier i baglommen. Jeg gad godt have haft fingrene i en af de limited hardback-editions, men det løb er kørt forlængst. Nu hvor jeg alligevel småsnakker lidt om Stephen King, er det jo helt oplagt at nævne, at tv-serien 'Under The Dome' baseret på mastodontromanen af samme navn starter i aften på CBS - med en pilotepisode, der er instrueret af Niels Arden Oplev og med Dean Norris (Hank fra Breaking Bad) i en af de større roller. Nurh, se hvor glade Dean og Uncle Stevie ser ud! Det skal nok blive godt. Eller, Stephen King-godt, hvilket ikke altid er helt det samme, men uanset udfaldet kommer jeg nok til at skrive lidt om det senere.  

Joyland er stillet til skue sammen med en EP med Vance Joy, fordi de begge to er gaver. Selvom jeg burde give Pernille gaver for at have passet Jimmy, var det altså hende, der havde efterladt en lille ting til mig fra hendes Australien-eventyr, og det er jeg utrolig glad for, for Vance Joy har en af de rareste stemmer jeg længe har hørt. Kortet er også fra den anden side af jordkloden - hun tænkte på mig da hun så det, fordi hun mente jeg godt kunne have brug for noget håbefuldt og opløftende. Hun er en af de allerbedste. 

søndag den 23. juni 2013

and I hold you close in the back of my mind

Igår tænkte jeg på rigtig mange gode stunder med min mor, men jeg kunne ikke blive siddende inde i sofaen hele dagen og sikkert blive ked af det. En sms fra Louise fik mig til at småtude nede i fakta, og jeg nåede ikke engang at læse den - jeg så bare at den var lang, og indeholdt sætningen 'ekstra mange tanker bliver sendt højt til himlen', men jeg var ikke virkelig ked af det, bare rørt. Der er heldigvis forskel, og på min cykeltur lykkedes det mig at blive distraheret og tænke på flere gode minder. Jeg endte i Fields af alle steder - og det er helt bestemt det rette sted at få tankerne væk; det er ren overlevelse sådan en lørdag eftermiddag. Men min mor var tydeligvis med mig på indkøb, for jeg endte med disse tre sommerkjoler, der var rigtig meget på udsalg. De kunne også godt findes i min mors skab, hehe. De sidste år har jeg vejet fem kilo for meget, men det har ikke generet mig. I løbet af vinteren er jeg dog vokset i hvert fald fem kilo mere, og det er jeg lidt træt af. De må gerne forsvinde igen, men i erkendelse af, at sådanne mirakler ikke sker lige med det samme (og med kommende ferie i schnitzel-paradiset), har jeg nu købt tre kjoler som jeg føler mig virkelig godt tilpas i lige nu. Jeg kan tilmed have bare ben i dem alle uden at skulle bekymre mig om længden eller vinden!

lørdag den 22. juni 2013

oh girl, I'll build your wishing well

Min allerdejligste, højtelskede mor har fødselsdag i dag. Det er virkelig mærkeligt. Min far sagde, at det er en dag som alle andre, men en dag som ingen andre, og det har han helt ret i. De mødte hinanden på gymnasiet, min far og min mor. Han var den eneste dreng i klassen, så der har nok været rift om ham, men det var altså min mor der rendte med ham - heldigvis. Da jeg var ung, ulykkelig og uheldig i kærlighed, kiggede jeg tit på det her billede af mine forældre, og så håbede jeg sådan, at jeg en dag ville opleve det samme. Jeg savner min mor frygtelig meget, og jeg tør næsten ikke tænke på hvor stort savnet er for min far.    

onsdag den 19. juni 2013

the two of us set fire in the evening

Det var en lang tur hjem igår - fem timer i tog - men derhjemme ventede Jimmy, der var SÅ glad for at se mig, så det var hele ventetiden værd. Vi legede med/i/omkring posen hele eftermiddagen, og af og til kom Jimmy lige hen og sagde hej - som om han lige skulle tjekke jeg var der. Det er virkelig kært, og jeg er glad for at vi betyder noget for ham. Tror nu også han har hygget sig rigtig meget med Pernille, og han ser allerede nu frem til næste gang hun skal passe ham - når vi skal til Krakow sidst i juli. I morgen kommer Simon hjem, og det bliver han også glad for; han elsker Simon mindst lige så meget som han elsker mig. Det kan jeg godt forstå.  

mandag den 17. juni 2013

run and run and too much fun today

Lørdag eftermiddag begyndte det at regne mere og mere. Vi sad komfortabelt indenfor med øl og snacks, og det var virkelig svært at tage sig sammen til at gå ud i vejret. Da det holdt op med at tordne, ringede vi dog efter en taxa, da vi lige så godt kunne få det overstået. På taxaturen (med en utrolig århusiansk chauffør, der 'fandme aldrig havde hørt om Nick Cave og Flaming Lips') begyndte det at klare op, og da vi stod foran scenen og lyttede til den sidste (rigtig gode) halve time af Alt-J, var det holdt helt op med at regne. Helt fantastisk timing! Samtidig var der lørdag rent faktisk til at ånde på pladsen, da rigtig mange mennesker gik hjem for at skifte tøj og få varmen, og da jeg også var lidt småfuld, var det en rigtig god start på aftenen.

Første hele koncert vi så var amerikanske Imagine Dragons, som jeg overhovedet ikke kendte på forhånd - men der er stor sandsynlighed for, at de kunne blive en lille guilty pleasure hos mig. En utrolig energi og spilleglæde på scenen, en helt fantastisk mullet hos forsangeren, samt fængende omkvæd, der bringer tankerne hen på The Killers er opskriften på succes i min bog. Efter koncerten mødtes jeg med Nanna og Kristine, og vi stillede os op til Nick Cave and the Bad Seeds i rigtig god tid for at kunne se. Havde flere diskussioner med høje mænd, der mente de skulle stille sig lige foran os, men det lykkedes da at få et nogenlunde udsyn - og en virkelig god lyd. Det er fjerde gang jeg ser Nick Cave, og lørdagens koncert var nok også den bedste. Jeg er ret vild med den nye, mere afdæmpede plade - men det var også fedt at høre gamle, larmende numre som 'From Her To Eternity'. Forlod min plads lidt før koncerten var slut (for at nå i toiletkøen inden den blev uoverskuelig), og det tog mig næsten fem minutter at mase  mig igennem folkemængden - alle så Nick Cave.

Derefter var det videre til The Flaming Lips, som jeg også havde glædet mig rigtig meget til. Dem har jeg også set seks eller syv gange efterhånden - men det har været det festlige show med balloner, konfetti og Wayne Coyne i en kæmpe plasticboble, og dette forår har de udsendt en særdeles deprimerende plade, der ikke lægger op til fest på helt samme måde. Et spektakulært sceneshow havde de dog stadig - Wayne stod på en kæmpestor piedestal med en babydukke svøbt i et tæppe(!) i armene med stjerner og måner i baggrunden. Jeg tror koncerten delte vandene lidt, men jeg var personligt rigtig glad for at se noget lidt andet fra syrehovederne end den vanlige fest. Paradoksalt nok var det covernummeret af David Bowies 'Heroes' der vakte størst begejstring blandt publikum - men det var nu også en rigtig fed version. Jeg kom til at tude lidt til 'Do You Realize?', fordi jeg har hørt den rigtig meget når jeg savner min mor, men jeg græd kun fordi det var så smukt. Jeg elsker Wayne Coyne. Lørdag var en virkelig god koncertdag med Flaming Lips som en tæt runner-up til Northsides bedste koncert (prisen tager Tegan and Sara), og jeg gik glad og opløftet fra pladsen.

Igår vågnede jeg efter en middagslur og havde rigtig ondt i maven. Eftersom der ikke var nogle koncerter jeg ville se søndag, blev jeg på Rasmus og Vivians sofa og så tv-serier og drak cola hele aftenen, mens resten af festivalen blev enige om, at Portishead var det største nogensinde. Jeg har haft en rigtig god festival, men jeg kommer kun næste år hvis der bliver lidt bedre plads. I dag tager vi videre til Skive og besøger Simons forældre, og i morgen skal jeg hjem til Jimmy.   

søndag den 16. juni 2013

thinking about the mouth that waters

Åh Northside, du har godt nok været lidt et blandet bekendtskab. Meget af det skyldes, at jeg er blevet gammel og har fået en stigende socialfobi, men en lidt for stor del tilskriver jeg altså festivalen selv. Har egentlig ikke lyst til at starte indlægget med at være sur, men det var sådan jeg startede festivalen, så det er måske alligevel meget passende. Northside - der er mindst fem tusind mennesker for meget på den lille bitte plads I har fundet, og det ødelægger desværre så meget for mig. En festivalplads skulle gerne se ud som på første billede, men det er fra tidligt fredag eftermiddag, hvor der stadig manglede halvdelen af gæsterne. Vi ville gerne have set Daughter, hvilket bringer mig videre til næste kritikpunkt - idéen om en ekstra scene er god, men de kunstnere I propper ind i det lille telt er alt for hypede og tiltrækker dobbelt så mange mennesker som der er kapacitet til. Må næsten kalde det held i uheld at Modest Mouse aflyste, så Imagine Dragons kunne flyttes til en stor scene - det havde skabt kaos hvis de skulle have spillet i teltet! Den sidste ting jeg er sur over, er forbuddet mod spejlreflekskameraer på pladsen. Eller måske er jeg i virkeligheden sur over, at forbuddet overhovedet ikke blev overholdt, så alle andre end mig kunne tage fede billeder.
 
Hate, hate, hate - jeg kan godt høre det. Nu er jeg kommet af med det, og så kan jeg fortælle om verdens bedste koncert med Tegan and Sara fredag aften. Efter Modest Mouse-aflysningen fik jeg endnu større forventninger til T&S, og de blev heldigvis indfriet til fulde! Jeg gik alene over i teltet allerede en time før koncertstart og tænkte, at jeg nok var i overdrevet god tid, men tvillingerne har altså en særdeles dedikeret fanbase - hovedsageligt bestående af unge, lesbiske piger - og der var allerede godt fyldt op foran scenen. Fik dog en god plads i tredje række og var indtil koncertstart godt underholdt af alternative scoringshistorier fra pigerne bag mig. Tegan and Sara fik mig til at smile fra start til slut - de er SÅ søde og nuttede begge to, og hvis Simon nogensinde går fra mig, sætter jeg alt ind på at score Tegan (der i øvrigt havde helt samme frisure som Simon havde, indtil jeg klippede alt håret af ham i sidste uge). 
 
Fredagens andet højdepunkt var The Knife, men det var jeg vist ret alene om at synes. Kom i hvert fald lidt op at skændes med arrogant, ung mand, der synes han skulle fortælle min kæreste, at 'jeg har set det i Vega, og det hele er playback'. I virkeligheden var showet nok ret malplaceret til sådan en stor scene, og det fungerede slet ikke ligeså godt som da jeg så dem sidst, men fordi alle andre var så kritiske og sure, brugte jeg vildt meget energi på at forsvare koncerten. Hehe. Til tonerne af Nephew forlod vi pladsen og gik hjem sammen med vores venner, der meget belejligt bor i et hus i Brabrand med et ekstra værelse til os. Her er overdådig brunch og cola om morgenen, og en kæmpestor trampolin at lege på, til man er helt udmattet (jf. det nederste billede). Totalt luksus. I går var vejret forfærdeligt, men jeg var meget gladere, så det næste indlæg bliver slet ikke så surt. :)

torsdag den 13. juni 2013

the night sky is changing overhead

Også denne gang har min far stillet smukke blomster fra haven frem på mit gamle værelse. Det er så sødt og betænksomt, og jeg er faktisk helt ked af, at Northside starter allerede i morgen, for jeg kunne sagtens have brugt et par dage mere i Mariager. I dag har vi været på gartneri og købt blomster til mor, og dem var vi på kirkegården med her til aften. Var også oppe og sige hej til hende i formiddags - det er virkelig rart, at kirken ligger så tæt på. Smutter nok også forbi hende i morgen inden min far kører mig til Århus. Nu vil jeg gå i seng og ligge lidt i ske med Mille - hun gider nemlig godt putte i sengen, i modsætning til min egen skøre kat. Han skal i øvrigt sove helt alene i nat, det stakkels lille skind.

onsdag den 12. juni 2013

pull me up by the roots of my hair

Om en times tid drager jeg mod Jylland til familiehygge og Northside. Glæder mig lige nu mest til at tilbringe en aften i selskab med min far og min søster, men jeg er sikker på festivalen nok skal blive en god oplevelse. Kan på ingen måde vurdere om det er besværet værd at slæbe mine gummistøvler med hjem - to og tre millimeter regn lyder ikke af særlig meget, men jeg er godt klar over, at jeg nu er ansvarlig for en syndflod af dimensioner. Ej. De kommer ikke med. Så kan vi jo grine lidt af dét, når jeg på mandag ligger med kold lungebetændelse og har virkelig ondt af mig selv. Nu vil jeg putte lidt med Jimmy indtil jeg tager afsted. Han siger, at han glæder sig til at hygge med Pernille, og hun glæder sig i hvert fald til at hygge sig med ham - det fortalte hun mig i går over en iceblend, da jeg overleverede nøglerne. (Jeg er hysterisk meget bagefter, fordi jeg ikke drikker kaffe. Troede, at en iceblend primært bare var kold kaffe, og har derfor holdt mig langt fra det. Hvor har jeg dog taget fejl - forudser, at sommeren vil ruinere mig med mit stigende behov for iceblends med chokolade). God weekend derude - jeg ved ikke lige, hvor meget tid jeg får til at kigge herind. 

søndag den 9. juni 2013

those strange manners, I loved them so

Jeg endte faktisk med at have en rigtig god dag i fredags. Det var en lidt langsom dag på arbejde, og vi brugte lidt for meget tid på at kigge på gamle billeder fra julen 2005 (hvor både min kæreste og jeg startede), der pludselig dukkede op på et harddrev. Helt skørt at se de billeder; et af Pernille og jeg, der stod i samme kasse blandt en bunke andre juleassistancer jeg efterhånden har glemt navnet på; et billede af lillebitte, sekstenårige Nanna, der snakker i telefon med en kunde, og alle mine gamle kollegaer i færd med at lave et fælles kampråb. Oh, the nostalgia. Den jul var der fest HVER aften. Jeg forstår stadig ikke helt, hvordan jeg kom igennem det, men det var den allerbedste start på mit liv i København. Nok derfor jeg arbejder samme sted otte år efter... Og så fik jeg fri allerede klokken fjorten og kunne gå ud i solen. Tænkte på min mor, men jeg blev ikke ked af det. 

Det gjorde jeg så til gengæld i går. Det blev egentlig udløst af noget andet, jeg blev lidt ked af, men da tårerne først var begyndt at trille, ville de ikke rigtigt stoppe igen. Jeg fik snakket med min far, og så var vi lidt kede af det sammen, hvorefter jeg faktisk havde det nogenlunde igen. Tog en middagslur på tre timer, hvorefter Rannvá kiggede forbi med cola og billige chokoladebarer fra yndlingskiosken. Vi havde snakket lidt om en koncert, men jeg var helt tung i hovedet af at tude og sove, så vi blev under tæppet og så gyserfilm i stedet. Det var bestemt heller ikke så dumt. Vi så også sidste uges Game of Thrones-afsnit igen, da Rannvá ikke havde fået det set endnu, og slutningen på dét var det eneste ved aftenen igår, der ikke var så hyggeligt. I dag skal jeg støvsuge lidt og gøre lejligheden klar til at Pernille rykker ind i næste uge med specialeskrivning og Jimmy-nusning.     

fredag den 7. juni 2013

oh the days the rain would fall your way

Mor med smarte brune fløjlsbukser (som jeg arvede og brugte flittigt i mine teenageår!)
Nå, kan I huske her den anden dag, hvor jeg fortalte om hvor meget jeg glædede mig til at se Modest Mouse for første gang i seks år? At det i årevis har været det band, jeg har lyttet allermest til? At jeg købte billetterne den dag de blev offentliggjort til Northside? Nu har de aflyst hele deres Europatour. Fordi de vil arbejde på deres nye plade. WHAT THE FUCK! Det er den lammeste undskyldning nogensinde; de har arbejdet på det album i over SEKS år, jeg tror godt lige vi kan overskue at vente lidt længere. Jeg brugte hele aftenen igår i bandets kommentarfelt på facebook, men blev kun endnu mere deprimeret af at læse kommentarer fra en lang række ignorante og arrogante amerikanere, der svinede europæere til for at være skuffede, selvom der er rigtig mange der har brugt mange penge på transport, hotel osv. til de forskellige shows - og os der skal se dem på en festival kan ikke få pengene tilbage. Helt seriøst, det er bare ikke i orden... For at citere Isaac Brock selv: 'God, who would wanna be such an asshole?' - og 'Sometimes I'm so full of shit that it should be a crime...' Jeg tilgiver dem kun, hvis jeg finder ud af, at Isaac Brock i virkeligheden er kommet i noget rehab igen; alkohol eller drugs - han er ret glad for det hele.

Og så er det blevet den syvende igen. Nu har jeg eksisteret i et halvt år uden min mor, men i stedet for at forstå det rigtigt, synes jeg faktisk kun det bliver mere og mere uvirkeligt. Et halvt år! Jeg drømmer stadig om hende næsten hver nat; for tiden er hun blevet rask i hver eneste drøm, og vi er alle sammen virkelig lettede oven på den slemme forskrækkelse hendes sygdom var. Det er som om jeg slet ikke fatter, at hun er væk for evigt. Jeg fatter det i hvert fald slet ikke i de her dage, og jeg kan mærke, at jeg ikke rigtig føler for at skrive mere om det lige nu. Håber dagen i dag ikke bliver for slem.  

Flødeskummet på toppen af lagkagen må være nyheden om, at min 'nye' veninde Annette ikke må blive i Danmark, selvom hende og David er blevet gift. Hun må ikke engang blive imens de kører appelsagen, så på søndag rejser hun tilbage til Florida i tre måneder. Når de er gået, kan hun allernådigst komme tilbage til København i tre måneder mere, og så håber jeg virkelig, at hun får lov at blive. Pinligt, Danmark. Hun havde glædet sig til tilværelsen som nygift og sommer i Danmark med gode venner, og selvom hun selvfølgelig også savner sin familie og venner i USA, ville det måske være federe selv at bestemme hvornår man skulle besøge dem... 

onsdag den 5. juni 2013

Stephen King - Gerald's Game

Min seneste Stephen King-genlæsning stod på Gerald's Game fra 1992, som jeg ikke rigtig kunne huske noget fra. Fandt hurtigt ud af, at det nok skyldes at  jeg faktisk ikke har læst den før, og de første halvtreds sider læste jeg med stor begejstring; det er ikke hver dag, jeg har muligheden for at læse en King-roman for første gang. Desværre når Gerald's Game slet ikke samme høje niveau som de andre romaner han skrev i samme periode; nemlig Needful Things og Dolores Claiborne, og han burde nok have holdt sig til short-story-formatet, hvilket han meget sjældent går galt i byen med, og hvilket var hans udgangspunkt for historien. I stedet får vi en fortælling på 350-400 sider (alt efter hvilken udgave man læser), og det kan historien ikke bære. 

Det starter ellers meget godt. Ægteparret Jessie og Gerald Burlingame har efterhånden været sammen i mange år, og for at spice sexlivet lidt op, eksperimenterer de af og til med noget bondage. Denne gange foregår det i deres sommerhus ved søen - i et område, hvor alle de andre sommergæster for længst er rejst hjem (selvfølgelig), men denne gang synes Jessie, at det er for ydmygende og nedværdigende at blive lænket til sengen med håndjern, og hun beder Gerald om at slippe hende fri. Det gør ham kun endnu mere ivrig, og selvom han nok godt ved at hun mener det, har han ingen intentioner om at stoppe sit foretagende. Frustreret og ydmyget placerer hun et veltilrettelagt spark i skridtet på den stakkels Gerald, og så går det hverken værre eller bedre end at han får hjertestop og dør. Oh well. Nøglerne til håndjernene er på en kommode i den anden side af rummet, telefonen er i køkkenet nedenunder, og eventuelle redningsmænd er flere kilometer uden for rækkevidde. Fedt udgangspunkt, men herfra går det altså hurtigt ned ad bakke.

Den langsomme pacing i historien hjælper til forståelsen for den helt håbløse situation Jessie befinder sig i. Hver tanke, bevægelse og udråb er minutiøst beskrevet, og det virker efter hensigten - det var en ganske klaustrofobisk oplevelse bare at læse bogen. Horror, uhygge og desperation i aflukkede områder er efterhånden blevet et varemærke for Stephen King, og det fungerer helt sublimt for ham i The Shining, Cujo og Misery - så Gerald's Game burde ikke have nogle problemer i den forstand. Desværre ødelægges det gode udgangspunkt af Jessies evige svælgen i fortiden, hvor hendes far måske-måske ikke forgreb sig på hende under den solformørkelse, der også spiller en stor rolle i Dolores Claiborne. Det virker et eller andet sted irrelevant - forstå mig ret, overgreb er aldrig irrelevante, men det her var i småtingsafdelingen, hvilket hun også selv konstaterer, og det virker mest af alt som en distraktion fra den rigtige historie. Hun får også nogle uforklarlige syner om en kvinde og en brønd, og 'the constant reader' (som King kalder sine trofaste læsere) genkender straks scenen fra netop Dolores Claiborne, der også er en kvindes opgør med mænd og misbrug. Og Stephen King ER virkelig god til at portrættere stærke kvinder. Lisey's Story, Rose Madder og netop Dolores Claiborne er klare eksempler herpå, men jeg kommer aldrig for alvor til at heppe på Jessie i Gerald's Game. 

Og med tohundrede siders ingenting trukket i langdrag, er man lidt træt af historien når der endelig begynder at ske noget. En undtagelse er den hjemløse hund, der desperat af sult bliver draget af døde Gerald's lugt, og snupper en luns af hans ansigt ('It's own personal McDonald's Drive-Thru') uden Jessie kan gøre andet end at råbe af den.  Det er klamt, men også frydefuldt, og King som vi kender ham. Men ellers er det først da Jessie bliver rigtig desperat og tyr til ekstreme metoder for at slippe fri, at det bliver rigtig interessant. Det er svært at læse om hendes smertefulde kramper, om hendes tørhed i munden (og det fyldte vandglas på hylden over hende) og om hendes desperation, for det virker så ægte. Bogen er altså 150 siders virkelig god litteratur - men desværre også lige så meget tomgang.  Alt i alt vil jeg kalde Gerald's Game en ligegyldig parantes i det større billede, og den er da heller aldrig blevet filmatiseret.  

mandag den 3. juni 2013

I want to impress you today and everyday

Vi var så mange deltagende til filmquizzen i lørdags, at vi blev delt op i hold. Én fra dvd-holdet og en fra musik-holdet, og jeg var så heldig at trække Nicolaj, der har en enorm mængde viden om film fra især firserne, hvor jeg selv er fuldstændig lost. Og vi vandt! Må dog være helt ærlig og sige, at jeg ikke havde ret meget med sejren at gøre - mit vigtigste bidrag var vist at vide, at den første Godfather-film er fra 1972. Det var en rigtig hyggelig aften, og dejligt at se lidt mere til nogle af dem, jeg ikke normalt hænger ud med efter arbejde. Om natten drømte jeg, at en af dem ringede til min mor og var ked af det, fordi hans bror skulle skilles(?), men det var muligvis en begyndende feberdrøm, for søndag vågnede jeg op med afsindigt ondt i halsen og en lille smule feber, så jeg måtte aflyse cykelturen til Annette i nordvest og vores picnic i Utterslev Mose. Øv. Er også syg i dag - jeg har sovet og sovet og sovet og lyttet til den nyeste Håkan Hellström, inden en tur i fakta tog pusten fuldstændig fra mig. Resten af aftenen flytter jeg mig ikke fra sofaen - jeg skulle gerne være frisk til arbejde i morgen. Vi skal se det næstsidste afsnit i tredje sæson af Game of Thrones, og jeg kan næsten regne ud hvad der kommer til at ske - det bliver episk. 

lørdag den 1. juni 2013

and all together it went well

I går da Simon var taget på arbejde, lå Jimmy og jeg en hel time og nussede inde i sengen. Han kommer krybende i løbet af natten og lægger sig til at sove i fodenden, men det er kun om morgenen han gider ligge der - i løbet af dagen er han aldrig i sengen. Han er begyndt at sove inde i Camilla om natten; hvis vi er længe oppe om aftenen, kravler han derind og er næsten helt umulig at se i mørket. Den anden dag på arbejde betjente Stefanie apoteker-Lars fra Årgang 0, og min første tanke var, at jeg skulle huske at fortælle det til mor. Det gav selvfølgelig et stik i hjertet at komme i tanke om realiteterne, men det var på samme tid dejligt lige at tænke lidt på hende på en god måde. I aften efter arbejde skal jeg hjem til en kollega og spille 'Master of Movies' (sammen med hele dvd-afdelingen, så jeg er lidt nervøs), og det kan jeg meget bedre overskue end Distortion, hvor folk står så tæt at det er umuligt at ånde. Måske er jeg bare blevet gammel.