mandag den 30. september 2013

we'll be living on inside the molecules

I går vågnede jeg op i et helt andet og bedre humør, og jeg fik slæbt en lidt modstræbende og træt kæreste med på udflugt - efter at have mærket solen og med en Ginger Ale i maven blev han dog hurtigt glad igen, og vi begav os på ekspedition på Vestre Kirkegård. Hele fire egern var på forrådstogt forskellige steder på kirkegården, hurtige som lynet sprang de frem og tilbage mellem de ældgamle, smukke træer, og jeg var langt fra altid hurtig nok til at fange dem med linsen. Det var en vidunderlig smuk dag, og godt hjemme på sofaen forlængede vi hyggen med take-out og fodbold - en kamp, der desværre ikke blev det brag, jeg havde håbet på. I går er en dag, jeg vil gemme på og tage frem, når det hele ser lidt sort ud. 

lørdag den 28. september 2013

I feel like going home but at the same time I don't

Jeg fik et lille angstanfald på arbejdet i dag. Det har jeg ikke prøvet i årevis, og det var virkelig ubehageligt. Nattens drømme sad stadig i mig da jeg stod under bruseren og begyndte at græde, og så har jeg praktisk talt ikke stoppet siden. Prøvede at tage på arbejde alligevel, for jeg vil så gerne kunne styre det, men i dag var jeg bare for ked af det. Lørdag efter lønningsdag er en butiksansat jaget vildt, og jeg søgte tilflugt i kassen, hvor jeg må have givet den mest uengagerede, øjenkontakt-undvigende og dårlige service nogensinde. Sad på toilettet med hovedet mellem benene i et kvarter, og så gik jeg hjem. 

I dag har Lærke fødselsdag, og min kæreste skal spille til hendes fest. Det gjorde mig også underligt angst at skulle være i rum med en masse mennesker jeg ikke kender, og så bliver jeg altid vildt nervøs når min kæreste skal spille. Jeg sov hele eftermiddagen, for jeg VILLE afsted til Hellerup. Sendte min kæreste i forvejen og tog selv lidt senere afsted, men selv i bussen måtte jeg kæmpe for at holde tårene tilbage. Min kæreste mødte mig udenfor, men jeg kunne alligevel næsten ikke få mig selv til at gå ind. Det hjalp at se Lærke og ønske hende tillykke, og et øjeblik troede jeg det ville gå - men det gjorde det ikke. Lærke var så sød og forstående, og jeg håber hun får verdens bedste fest. Min kæreste var lige så sød, og jeg håber han spiller en rigtig god koncert. 

Måtte vente i sytten minutter på 1A, der ved Trianglen blev fyldt af det meste af en gruppe på hundrede mennesker (I kid you not). Nåede til Christiansborg og så, at der var tyve minutter til 2A, og så snuppede jeg en taxa. Det er bare ikke min dag i dag. Nu er jeg hjemme, hygger med Jimmy, kigger på billeder fra sommerens ferier og har det lidt bedre. Er dog lidt rystet over intensiteten af min sorg i dag, men det er også bare et klart signal om, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil endnu. Har arbejdet hele ugen og var dødsenstræt allerede i går, og jeg må blive lidt bedre til at lytte til faresignalerne. Det tyder også på, at jeg virkelig mangler gruppen at græde ud i - jeg tror det er tid til at kontakte psykologen derinde og få en af de samtaler, hun tilbød mig. Nu har jeg fri i tre dage, og i morgen skal min kæreste og jeg ud og gå en laaaaaang tur. Det bliver godt.     

onsdag den 25. september 2013

a problem with my chemistry

De klare, solbeskinnede efterårsdage er med til at give mig et skud tiltrængt solenergi inden jeg må finde min lyslampe frem, men i dag måtte jeg dog kigge på solskinnet inde fra mit arbejde. I morges cyklede jeg til lægen og overvejede at finde mine vanter frem, og dén del af efteråret er jeg til gengæld ikke så glad for. Lægen og jeg blev enige om, at jeg venter med at trappe mere ned i min medicin indtil foråret kommer - selvom der sandsynligvis ikke er den store forskel på de to doser, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Det passer mig fint. Det er i det hele taget virkelig rart at have hende i baghånden, men jeg synes faktisk jeg for det meste har det rigtig godt. Jeg har nogle enormt hårde dage, men de bliver færre og færre, og selvom de skulle stige i hyppighed hen over vinteren, skal det nok gå. Om fire måneder ligger jeg i en hængekøje på en hvid sandstrand i den Dominikanske Republik.  

mandag den 23. september 2013

I might be living in two places at once

Jeg har haft den bedste afslutning på en god uge, for i lørdags tog jeg min kæreste under armen og tog til Ørestaden, hvor Simone og Derek lagde lejlighed til hotdogspisning og drikke-det-overskydende-alkohol, som Christina og Ruben havde med fra deres bryllup for et par uger siden. Et bryllup er noget helt specielt, men jeg er næsten lige så begejstret for bare at sidde sammen med fem søde mennesker og snakke om fjollede ting. F.eks. at dyr kan slippe afsted med meget, som vi ville se skævt til hos et menneske - så som gabning (især med lyd) eller overdreven smaskning. Min søster kommer hurtigt tæt på kogepunktet, hvis man kommer til at gabe i hendes selskab - især hvis man snakker imens. Og det kan jeg godt forstå. Jimmy, derimod, er noget af det mest nuttede i hele verden når han gaber. 

Og weekenden er faktisk ikke helt slut endnu - jeg har lige forlænget den med i dag, der skal bruges på Grand Theft Auto V med Rannvá. Jeg tyvstartede i går aftes, og er allerede helt opslugt af spillet - det er ikke svært at se, hvorfor det er blevet så populært. Jeg skal bare blive lidt bedre til at køre vildt; jeg er lidt for autoritetstro og holder for rødt, mens de andre gangstere griner af mig.  

lørdag den 21. september 2013

an old feeling that feels refreshingly new

Ham til højre har set nogle seriøst slemme ting
Evig respekt til dén, der kan gætte hvad der står
Colorado River er ikke lige sjovt for alle
I går var jeg med Nanna på Nationalmuseet. Vi kan godt lide at gå på museer sammen og snakke, lære noget nyt og grine højt og længe af alle de fjollede ting. Inden vi gik ind, nåede vi tre kvarters solvitaminsindskud på en bænk, og det varmede min krop i sådan en grad at jeg stadig kan mærke det. Vikingeudstillingen var ret imponerende, og vi fik også lov til at stå og fægte lidt med et par sværd, hvilket var sjovt indtil vikingen insisterede på at presse en fedtet hjelm ned over Nannas hoved. Derefter tog vi resten af første etage forholdsvis overfladisk - hovedattraktionerne er altså ansigtsudtrykkene på de forskellige, gamle figurer og udskæringer. Snart vender vi tilbage og snupper resten af museet. 

Jeg har haft travlt i denne uge, og det var lige tæt på at knække mig i onsdags. Nu går det igen, og jeg er fyldt op af energi af at have været sammen med så mange dejlige mennesker. Jeg ved godt, at min blog kan være en anelse skizofren på det punkt, men jeg sætter virkelig stor pris på muligheden for også at kunne fortælle om de mindre sjove stunder i mit liv.   

fredag den 20. september 2013

we all like it a little different

I går havde jeg besøg af Chrelle, der kom for at hjælpe med at prøvesmage alle de forskellige nudler, han havde med til mig fra Japan. Først fik vi opklaret mysteriet om, hvad der var i de små poser med farverige figurer på - efter intens googling nåede vi frem til, at det måtte være en krydderiblanding til at putte på ris - en fiskekrydderiblanding, hvilket det virkelig også lugtede af. Manden der pryder de fleste poser (og bagsiden af dem alle) er Anpanman - åbenbart Japans mest kendte og elskede animationsfigur, hvis hoved er lavet af brød. Han er en superhelt der kan flyve, og når han ser et sultent dyr i skoven, lader han det spise af sit hoved(!), hvorefter et af hans sidekicks (bageren, sjovt nok) bager et nyt til ham. To af nudelvarianterne var helt fantastiske, en var lidt ligegyldig, og en smagte ret forfærdeligt, så det var lige som det skulle være.

onsdag den 18. september 2013

just another thing to pull me under

I dag er endnu en af de der trælse mærkedage, som jeg forsøger at fortrænge så ihærdigt, at de kun fremstår endnu tydeligere i min hukommelse. I dag er det et år siden jeg hastebestilte et fly til Aalborg og tog afsted fyldt med bange anelser og en kæmpestor klump i halsen, og i dag er det et år siden lægen gav os en besked endnu værre end jeg overhovedet havde kunnet forestille mig. I dag er det et år siden min mor begyndte at dø. Jeg ved ikke helt hvorfor det ændrer noget, men det gør det. Jeg tror det handler om måden jeg fortæller om min mor. Jeg inkluderer altid - 'men for et år siden vidste vi ikke engang at hun var syg!', men dette år er gået så vanvittig hurtigt, at det nu faktisk ER tolv måneder siden. Det har jeg ret svært ved at acceptere. Sidste september, oktober og november havde jeg min mor. Om tre måneder er det et år siden hun døde. 

Jeg havde i forvejen ikke rigtig set frem til denne dag, men det blev overhovedet ikke bedre, da jeg fik besked om at min bedstemor blev indlagt igår. Og min far kan ikke være der. Han er i Krakow med en skoleklasse, og det er typisk det skal ske lige nu - han gør ellers ALT for min bedstemor, besøger hende hele tiden og snakker i telefon med hende ret mange gange om dagen (nogle gange glemmer hun, at hun har ringet.) Jeg ved, det går ham frygtelig meget på, og det er helt ubærligt. Min seje søster besøgte min bedstemor igår, selvom Aalborg Sygehus ikke er et sted fyldt med gode minder for os. Min bedstemor klarer forhåbentlig skærene, men hun er frygtelig forvirret og ved ikke rigtig, hvad der foregår. 

Her til aften var jeg ude at spise med Lærke, og det var virkelig rart at få en pause fra tankemylderet. Vi skulle også have set min kæreste spille, men jeg var helt træt i hovedet, så vi droppede det - han skal heldigvis spille igen til Lærkes fødselsdag næste lørdag. Jeg synes godt nok, at det er blevet efterår med et brag, og det bekymrer mig lidt. Sidste år opfattede jeg det næsten ikke, men de næste måneder bliver frygtelig lange at komme igennem. Det er godt, at jeg har mange planer og mange gode venner til at hive mig op ad sumpen. 

tirsdag den 17. september 2013

lost in the curtains of time

Jeg er stadig stor fan af at få billeder printet ud, så jeg kan sidde og bladre et fotoalbum igennem med hænderne i stedet for med piletasterne, og det gør sig også gældende når det handler om instagram. De sidste par aftener har jeg nørklet med en limstift og sorte og røde penne, og jeg synes faktisk resultatet er blevet rigtig fint. Det hjælper selvfølgelig lidt, at jeg har under hundrede billeder på min instagram, for ellers ville det hurtigt blive et uoverkommeligt (og meget dyrt!) projekt. 

mandag den 16. september 2013

gotta get my hands on something new

I weekenden var jeg et smut i Jylland i anledning af min kærestes mormors 80-års fødselsdag i går. Vi tog afsted allerede lørdag for lige at hilse på i Mariager, og vi havde en rigtig hyggelig aften med min far og min søster, der havde lavet virkelig god mad til os. Søndag drog vi til Bramslev Bakker på den anden side af fjorden og fik mere god mad og en hyggelig eftermiddag med min kærestes familie. På Hobro Banegård måtte vi vente en lille time på vores tog, men det gjorde ikke noget, for vi gik en tur på den anden side af sporene. Jeg har altid forestillet mig, at der var en endeløs strækning af marker og smuk natur på den anden side af bakken, og blev ret skuffet da vi fandt et kedeligt beboelseskvarter. Men vejen derhen var rigtig fin og duftede af regn.

I dag har jeg været ude og gå en tur på Christiania med Sine. Det er noget, jeg normalt ville have lidt svært ved at overskue - at skulle møde nye mennesker på den måde - men det at hun kender mig herfra og ved, at det kan være lidt svært at overskue, gjorde det meget nemmere. Vejret klarede op lige inden vi mødtes, og så gik vi rundt et par timer og snakkede om lidt af det hele og meget om stress, depression og den kommende vinter. Det er ikke så dumt hvis man kan holde hinanden lidt i ørene og komme ud og få noget luft.  Glæder mig til næste tur - og måske til at lære at hækle. Før I har set jer om, er det her en krea-blog. :)

fredag den 13. september 2013

Stephen King - Joyland

I juni måned var der endelig nyt fra min mørkemester Stephen King, der meldte sig ind i kampen om opmærksomheden fra sommerferiefolket med den lettilgængelige paperback Joyland. Den er faktisk kun udgivet i det format - King ville forsøge at genskabe idéen med de gamle 'mystery novels' man kunne folde sammen, proppe i baglommen og tage med overalt. Den er næsten skrevet til at tage med på stranden - jeg læste den godt nok i Harzen, men feriestemningen var altså intakt. 

Bogens hovedperson er den unge Devin Jones, der bliver droppet af sin kæreste lige inden han starter på et sommerjob i forlystelsesparken Joyland i North Carolina i starten af halvfjerdserne. Det sender ham i en mindre eksistentiel krise, der dog beskrives næsten nostalgisk af den nu midaldrende Devin. Han bruger sine fridage på at læse Ringenes Herre og lytte til The Doors og finder hurtigt nogle venner blandt parkens andre sæsonarbejdere, og så er det hele måske ikke så skidt alligevel. Til tider er bogen helt coming-of-age-agtig, hvilket er en af mine favoritgenrer. Alting er dog ikke helt normalt - der er noget suspekt ved 'the Funhouse', hvor en kvinde engang blev myrdet og nu hjemsøger stedet. Morderen blev aldrig fundet, men befinder sig muligvis stadig i Joyland... 

Joyland er et hurtigt overstået bekendtskab, men ikke nogen ubetydelig parantes i Kings forfatterskab. Jeg elsker at læse om miljøet omkring forlystelsesparker (en af mine yndlings tv-serier er Carnivále) - faktisk elsker jeg forlystelsesparker i det hele taget, og jeg er vild med at (mindre spoiler) bogen kulminerer på toppen af et pariserhjul. Mystery novels er ikke lige min genre, men her jeg blev drevet frem af en trang til at vide, hvem der stod bag det koldblodige mord. Man bliver aldrig givet helt nok hints til at kunne gætte rigtigt, og det er faktisk meget fedt, for jeg vil hellere bare se historien folde sig ud uden mine spekulationer. Tonen i bogen minder mig lidt om Duma Key - en af mine King-favoritter, som jeg endnu ikke har skrevet om - her er også lange gåture op og ned ad strande og møder med reserverede mennesker i store strandvillaer. Joyland er en solid lille fortælling, der kun fik mig til at glæde mig endnu mere til den kommende Doctor Sleep, der er lige på trapperne.    

onsdag den 11. september 2013

we were in heaven for five or six minutes

I dag har jeg været på arbejde. Heldigvis fik jeg fri allerede klokken femten, hvor jeg næsten ikke kunne stå på benene længere og havde pudset næse mindst halvtreds gange. Alligevel fandt jeg det passende at slå et smut forbi Tiger i Amager Centret på vej hjem, for alle ved, at det er en utrolig god idé at shoppe, når man ligger lige på febergrænsen. Puttede lidt for mange unødvendige ting i kurven taget i betragtning at min konto er i minus (heldigvis har jeg en solid opsparing), men jeg er nu ret glad for især grillhandsken. Købte i øvrigt også kattegrus for hundrede halvtreds kroner, som det tog cirka fem minutter at slæbe op af trappen derhjemme. Det første jeg gjorde var at stille tingene op og tage et billede af dem. Nu kravler jeg under dynen. Det er altså gået for vidt, når man fotograferer en toiletspand. Og en limstift. 

tirsdag den 10. september 2013

the world just shrugs its shoulders

Efter jeg som trettenårig fik værelse på det, der svarer til anden sal i vores hus, har jeg været en lille smule beklemt ved at sove i gadehøjde. Tanken om, at folk er LIGE på den anden side af muren/vinduet er en lille smule angstfremkaldende (vi glemmer lige det koncept, der hedder naboer/underboere/overboere), og derfor passer det mig fint at bo på tredje sal. Den sidste måned har min tryghedsfølelse dog været truet af nogle (ellers meget søde) håndværkere, der laver facaderenovering i vores opgang - var f.eks. ikke begejstret den morgen de vækkede os lidt over syv ved at banke på vinduet ind til soveværelset, bare for at sige, at nu ville de gå i gang. Øh ja... Det kan vi godt høre, I borer og hamrer i væggen, der er en halv meter fra min hovedpude...

Og ja, jeg er blevet syg igen - tanden har det fint i dag, men jeg er snothamrende forkølet og går konstant rundt med åben mund for at kunne trække vejret. Derfor er det fantastisk timing, at vinduerne netop i dag skal males, og derfor skal stå pivåbne hele dagen - for det første er det skidekoldt, og for det andet har vi ikke nogen køkkendør, så Jimmy og jeg har holdt os forskansede i stuen hele dagen, så han ikke springer ud af de åbne vinduer. Noget herren bestemt ikke var tilfreds med, så engang imellem har jeg lige måttet tage ham under armen og ud og vise ham, hvor langt de var nået med maleriet. Det er også strengt; han plejer at holde øje med håndværkerne heeeeele dagen, men det går altså ikke i dag. 

mandag den 9. september 2013

our lives are changing lanes

Foto: Katrine Emilie Andersen
Jeg ved ikke om det er lidt for grænseoverskridende og personligt at poste dette billede af min smukke veninde Christina og hendes mand(!) fra i lørdags, men det var så stor en begivenhed for mig, at jeg gerne vil dele. Og eftersom billedet er lånt fra bt.dk - og dermed i forvejen er ude overalt - så går det nok. De blev nemlig interviewet til avisen, da det jo var 'Store Bryllupsdag' i lørdags, og deres historie er ekstra fin - de mødte hinanden 08.08.08, blev forlovede 12.12.12 - og altså gift 7.9.13. Det var så skønt at få lov til at være vidne til endnu en milepæl i min venindes liv, og jeg er så glad for de havde en god dag. Jeg bliver simpelthen så rørt, når der sker noget godt for mine veninder, og nu er jeg altså blevet så gammel, at de begynder at blive gift og få børn. 
 
Til festen fik vi i øvrigt også spillet lidt bordfodbold, hvilket fik min kæreste til at blive lidt nyforelsket i mig igen, selvom jeg var virkelig dårlig. Vi vandt dog TO gange over Simone og Derek, men jeg tror ikke mit bidrag var noget at tale om. De skal giftes næste sommer, og jeg glæder mig allerede til igen at skulle fejre mine venner. Inden da vil jeg dog bestræbe mig på at blive bedre til at ses med de to skønne piger, for det sker for sjældent, og det er mest min skyld.
 
Lige nu burde jeg være på Nørrebro til surprisevelkomst for Annette, men mit tandlægebesøg tidligere på dagen har efterladt mig en savlende, klynkende krøbling. Jeg har ret ondt i min tand, men det er næsten mest bedøvelsen, der driver mig til vanvid. Har lyst til at kradse mit tandkød ud. Jeg håber jeg får Annette at se en anden gang snart - måske allerede på fredag til Frossen Fisk i Basement.  

the memories come a streamin'

I dag er det et helt år siden vi hentede en meget forsagt og skræmt lille Vax hos Dyreværnet i Rødovre. Da han trådte ind over dørtærsklen herhjemme var det som Jimmy, og jeg er ret sikker på han har glemt både sin bror og reservemor nu. Putte gider han stadig ikke, men i går - da vi lå i sengen med tømmermænd - narrede vi ham op til os ved at placere ham i en kasse på dynen. Når man er i en kasse, er det åbenbart noget HELT andet, og så kunne vi nusse og putte og lege. 

Der er mange mærkedage og vigtige begivenheder for tiden. Min bedstemor fyldte som sagt halvfems i fredags, i lørdags tænkte jeg på min mor - men jeg tænkte mere på det fantastiske bryllup jeg var til, hvor min gymnasieveninde blev gift med sin søde kæreste, og i dag er det så et år siden Jimmy flyttede ind. Senere i dag skal jeg også besøge David og Annette - sidstnævnte kommer nemlig tilbage fra tre måneders ufrivilligt ophold i hjemlandet, og nu flytter de snart til Sverige. Store sager, men lige nu tænker jeg mest på de femtenhundrede kroner, jeg skal give tandlægen om et par timer når hun har fikset en gammel fyldning, der åbenbart ikke dur mere. Suk.  

lørdag den 7. september 2013

this is where the summer ends

I dag er det ni måneder siden min mor døde, men det er stadig ikke engang et år siden hun fik diagnosen. Det er helt sindssygt at tænke på, men jeg kan godt mærke, at efterårets komme minder mig meget om det sidste hektiske efterår. Jeg savner hende ufattelig meget, og jeg er ked af, at sorggruppen er slut, selvom vi heldigvis holder kontakten. Jeg kan mærke en helt enorm forandring i min sorgproces efter jeg startede der - nu kan jeg for det meste sagtens snakke om hende uden at blive alt for ked af det. Man kan ligesom 'skubbe' sorgen til et andet tidspunkt, hvor den er mere passende. Det er en stor hjælp i forhold til mit arbejde, hvor det er rart ikke at blive væltet helt omkuld bare fordi jeg hører 'Do You Realize?' med Flaming Lips.

Billedet er af min mor og hendes bedste veninde, der også har figureret på flere af de andre billeder jeg har vist. Hun havde nemlig fundet en hel bunke billeder min mor frem fra gemmerne og klistret dem på en planche, som hun havde med til min mors begravelse. Det var simpelthen så sødt gjort, og jeg er så glad for, at min mor havde sådan nogle fantastiske veninder. På billedet var de lige blevet færdige som sygeplejersker; noget jeg aldrig selv kunne blive, men som jeg respekterer helt utrolig meget. Især efter de sidste uger i Farsø, hvor jeg mødte nogle helt utrolige af slagsen, der behandlede min mor med bunkevis af omsorg og respekt, og hvor flere af dem fældede en tåre, da hun døde. Folk, der arbejder med mennesker (og som er gode til det), er for seje!    

fredag den 6. september 2013

I want to save that light

I dag fylder min kæreste bedstemor halvfems! Jeg kan desværre ikke tilbringe dagen med hende, da jeg skal til bryllup i morgen, men vi havde det så hyggeligt sidst jeg var hjemme. Det kniber gevaldigt med hukommelsen - til hendes egen store irritation - men ellers fejler humøret ingenting. Jeg skal på arbejde om lidt, så jeg har lige ringet til hende (selvom klokken ikke er otte endnu, hun står jo op klokken fem eller noget andet helt absurd). Vi måtte lige bruge et par minutter på at fastslå hvem jeg var - det er altid lidt mere tricky i telefonen - men så fik jeg også ønsket hende en god dag. Hun har haft et langt og spændende liv, og en dag vil jeg gerne fortælle mere om hende - ligesom jeg har gjort det med min mormor og morfar.  

torsdag den 5. september 2013

it's the smiling on the package

Da jeg var teenager og gik i gymnasiet i Randers, havde jeg i årevis et fast ritual. Bussen kørte fra Randers Rutebilstation klokken 15.20, 15.59 stod jeg af i Mariager, og 16.02 trådte jeg ind af døren derhjemme. Så sagde jeg lige hej til min mor, smed skoletasken og kogte vand til en omgang yum-yum-nudler. 16.10 begyndte Beverly Hills, hvilket var en perfekt baggrund til indtagelse af disse vidunderlige nudler (vi snakker naturligvis om de gule med kyllingesmag) - med et æble og tre tuc-kiks som tilbehør. Aldrig mere, aldrig mindre. Nudlerne købte vi i Hobro, hos en grønthandler ejet af forældrene til en dreng i min parallelklasse i folkeskolen, og vi købte altid en hel kasse med tredive pakker i.

Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg praktisk talt ikke lave mad. Jeg var i sommerferien inden blevet introduceret for den mest fantastiske hjemmelavede pesto hos et par, som min familie overnattede hos på vej til Italien, og de første måneder i København levede jeg af pasta med pesto fra fakta og yum-yum-nudler. Havde fundet et asiatisk supermarked langt ude af Østerbrogade, hvor jeg kunne blive ved med at købe kasserne med tredive pakker. Jeg følte mig altid enormt fjollet når jeg tog bussen hjem med den kæmpestore kasse i armene, men det var det hele værd. Tit fik jeg besøg af Chrelle, der deler min nudelpassion. Han kalder dem altid for 'nudelsupper', hvilket de fleste andre mennesker vist også gør, men jeg synes det lyder sjovt.

Vi flyttede sammen på Frederiksberg, lige ved Vesterbrogade, og jeg blev meget langsomt bedre til at lave mad. Jeg havde utroligt nok ikke rigtig taget på af de abnorme mængder kulhydrater (det kom først senere), men jeg fik alligevel lyst til at spise lidt sundere. Nudlerne spiste vi dog stadigvæk af og til, men de blev suppleret af lækre pizzaer fra Fontana Di Trevi og svinske burgere fra, nå ja, Burger Palace. Chrelle spiste nogle gange andre nudler, men jeg har altid holdt mig til yum-yum. 

Nu er der gået ti år siden min nudel-afhængighed var på sit højeste, og i dag spiser jeg meget sjældent nudler. En-to gange om måneden. Og sidst jeg ville nyde en portion med en iskold cola til, smagte de bare helt forkert. Jeg prøvede en pakke mere dagen efter, men det var det samme. Jeg er bange for, at de har ændret på opskriften, ligesom indpakningen også er blevet lidt mere... skinnende. Måske er en epoke slut. Helt slut med nudler er det dog ikke, for Chrelle havde et lille udvalg med hjem til mig fra hans tur til Japan i foråret. Jeg håber han kommer herud en dag, så kan vi spise dem sammen og bedømme dem på en skala fra et til ti. 

tirsdag den 3. september 2013

you swing and you duck and you hit the floor

I aften skal jeg til CocoRosie-koncert i Vega, ligesom jeg var det for to år siden. Det er godt, for jeg nåede ikke rigtig at blive mættet af musik i weekenden, da jeg ikke kom afsted til festival lørdag aften. (Derfor fik jeg heller ikke et armbånd til samlingen, hvilket er ret trist, for det var virkelig pænt.) Jimmy blev ved med at være lidt mærkelig, indtil han ved midnat sked to gange lige i træk og derefter var i hopla igen. Typisk. Men okay, så fik jeg da spillet lidt mere Heroes of Might and Magic, hvilket også passede mig glimrende. På arbejde er der status i øjeblikket, og dermed virkelig travlt, og i går var jeg så træt at jeg gik i seng halv ti. Skal vist lige vænne mig til at arbejde fuldtid igen.