torsdag den 31. oktober 2013

Paul Hornschemeier - 'Mother, Come Home', 'The Three Paradoxes' & 'Life With Mr. Dangerous'

Jeg fik slet ikke givet udtryk for, hvor meget jeg egentlig elsker Paul Hornschemeier, da jeg kort nævnte hans 'Life With Mr. Dangerous' tilbage i januar. Faktum er, at jeg har været kæmpe beundrer af manden siden jeg først læste 'Mother, Come Home', der er en af de tre bedste graphic novels nogensinde (de to andre værende Daniel Clowes' Ghost World og Craig Thompsons 'Blankets'), men jeg har ikke turdet læse den, siden min mor blev syg. Jeg græd allerede over den inden, så jeg tænkte det var bedst lige at vente nogle måneder før jeg kastede mig over den igen. Nu har jeg lige genlæst den sammen med førnævnte 'Life With Mr. Dangerous' og 'The Three Paradoxes', og jeg kan ikke med god samvittighed snakke om graphic novels her på bloggen, hvis jeg ikke har snakket om Paul H. 
Mesterværket 'Mother, Come Home' fra 2003 handler om den syv-årige Thomas og hans far, der mister moderen i familien. De tackler begge sorgen ved at blive virkelighedsfjerne og distancerede, men faderen desværre så meget, at han får svært ved at vende tilbage til en normal hverdag med arbejde, pligter og overskud til sin søn. De er begge to kede af det, og det formidles krystalklart gennem de smukke billeder, der altså er hård kost på en emotionel dag. Thomas kæmper også med en misforstået hensynstagen, som lærerinden der skaber problemer ud af ingenting. Hans onkel og tante er også velmenende, men han vil helst bare klare det på sin egen måde, og en aften tager han på en storstilet mission for at redde sin far. Det er så rørende og så sørgeligt, men også så uendelig smukt. Jeg vil så gerne give Thomas et knus, prøve hans løvemaske og snakke om vores mødre.
'The Three Paradoxes' fra 2007 er en lille selvbiografisk tour-de-force i Hornschemeiers mestren af forskellige stilarter, og den starter med en historie inde i historien. Den unge Paul er på besøg hos sine forældre, mens han prøver at færdiggøre en tegneserie. Han går en aftentur med sin far, og undervejs tager han billeder af de steder, han husker bedst fra da han var barn. Med billederne følger hver gang et barndomsminde - alle tegnet forskelligt, men alle meget medrivende og rørende. Måske dog lige med undtagelse af den næsten komiske fortælling om filosoffen Zeno, der præsenterer sine tre paradokser om bevægelse, forandring og stilstand for blandt andet Sokrates, der udtaler: 'Man, no offence, but are you guys retarded?' Det er helt klart bogens mærkeligste indslag, men passer alligevel meget godt til tematikken. Hornschemeier  har virkelig talent for at skabe noget helt specielt med sine tegninger. Ord er ofte overflødige, som på de fem tegninger af bilen i brand, der udtrykker så meget med så lidt. 'The Three Paradoxes' virker dog nogle gange mere som en stiløvelse end en ren historie, og jeg kunne egentlig godt have ønsket mig at den var lidt længere.   
'Life With Mr. Dangerous' fra 2011 er nok en meget præcis beskrivelse af, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg var alene og ikke boede sammen med min kæreste. Den 26-årige Amy bor alene med sin kat, ser lidt for mange tegneserier og har svært ved at finde motivation og energi. Forestil dig Girls som en graphic novel, tilsat noget mere ensomhed og monotoni, men den har helt sikkert den samme 'lost twenties'-følelse. Tegnestilen er mere sammenhængende hele vejen igennem i forhold til de to andre, der blandede flere forskellige måder at tegne på, hvilket ifølge forfatteren også er et udtryk for karakterernes mentale tilstand - Amy er noget mere i balance end mændene fra de andre bøger. Hun har lige en detour ind i fiktionens verden, men ellers er hendes problem mere, at tingene står stille - eller at de samme ting sker igen og igen. Paul Hornschemeier har udtalt, at 'Life With Mr. Dangerous' er mere eller mindre selvbiografisk - selvom han naturligvis har ændret nogle åbenlyse ting som f.eks. hovedpersonens køn.

Som det vist ret tydeligt fremgår ovenfor (ahem), kan jeg på det kraftigste anbefale Paul Hornschemeier. Hver udgivelse tager ikke mere end en times tid at læse, og det er altså timer well spent. 

onsdag den 30. oktober 2013

knocked your heart right out of sync

I går var en fuldstændig vidunderlig aften! Det var endelig blevet tid til at se Tegan and Sara i Koncerthuset, og jeg vågnede i går morges og havde det lidt som om jeg skulle til eksamen. Havde faktisk kvalme af nervøsitet det meste af dagen, og var så småt begyndt at fortryde min beslutning om at tage alene til Meet'n'Greet - hvad fanden skulle jeg snakke med dem om? Tog afsted i absurd god tid og gik rundt om Koncerthuset fire gange i voldsomt blæsevejr, inden en medarbejder endelig åbnede dørene for os. Liiiiidt akavet i starten at sidde alene sammen med tyve andre piger, der alle var afsted med deres bedste ven eller kæreste, men vi begyndte hurtigt at snakke sammen. Det hjalp også gevaldigt på min nervøsitet at se de andre være endnu mere nervøse. Og da en pige gættede på, at jeg var nitten, kom humøret helt i top. Hun er nu min nye bedste ven. 

Efter en times tid blev vi hentet af en sur official, der uddelte VIP-skilte og fortalte om alle de ting, vi ikke måtte. Der er godt nok sket noget siden første gang jeg så dem i 2008, hvor stemningen var noget mere afslappet, men det er forståeligt nok - med berømmelsen kommer nogle ret hardcore fans. Vi blev dirigeret ind på en lang række, hvor ingen ville stå forrest - heller ikke jeg (man blev eskorteret ud af rummet lige bagefter), men jeg endte alligevel med at være nummer tre. Og pludselig var de der! De fineste, skrøbeligste, smukkeste og dejligste piger i hele verden. Jeg havde forberedt nogle ting jeg gerne ville sige, men endte selvfølgelig med at stå og snakke om min mor. Ikke helt ud af kontekst, trods alt, Tegan and Sara havde nemlig deres mor med på sidste tour, hvor hun skrev på en blog om alle de skøre, europæiske fans. Jeg fortalte, at deres gamle plade The Con betød rigtig meget for mig, da jeg var ked af det sidste år, men at deres nye plade kom på det helt rigtige tidspunkt i foråret og gav mig et skud tiltrængt popenergi. De var simpelthen så søde og nemme at snakke med, virkede oprigtigt interesserede i deres fans og grinede, da jeg sagde, at jeg ville have haft Jimmy med, men at Koncerthuset ikke lukkede katte ind. Tegan sagde også "wow, I really like your shirt!", så hvis det ikke var min yndlingstrøje tidligere, så er det i hvert fald min yndlingstrøje nu. Minutterne gik alt for hurtigt, og så tog den sure official et billede, mens mit øje spassede helt ud med tics. Så noget mesterværk er det ikke, og det er lidt svært at føle sig flot sammen med to helt bittesmå piger, men det er MIG sammen med TEGAN AND SARA!!! 

Jeg svævede op ad trappen til de andre fans, der også bare stod med et fjoget grin og kiggede henført på deres signerede plakater og billetter. Det var lidt mærkeligt ikke at have nogen jeg kendte at dele det med, men jeg blev hurtigt accepteret som en del af 'gruppen' og hyggede mig enormt meget med de andre. Lige inden koncerten startede, kom Stefanie og Heidi (der også begge var med i Polen) og sad et par rækker bag ved mig, ligesom Lærke også dukkede op. En lille, butch, irsk pige på bare sytten varmede op (hun kaldte sig SOAK), og det gjorde hun godt. Hun var virkelig sød. Og SÅ gik Tegan and Sara på, og jeg sad lige på anden række helt midtfor, så det kunne ikke være bedre. Eller jo, det kunne det godt, for musikken egner sig sådan set ikke til en sidde-ned-koncert, og der gik da heller ikke ret lang tid inden de fleste rejste sig op. De spillede selvfølgelig mest fra den nye, men hele FIRE numre fra The Con - og tre endnu ældre numre, så jeg var i himlen! Derudover havde de desværre en del tekniske problemer, men det betød bare, at de var nødt til at snakke lidt ekstra mellem numrene, og det har de altid været rigtig gode til. Der blev snakket om ALT mellem himmel og jord, de fik drillet hinanden og drillet os, og det var bare helt perfekt. Var lige ved at tude under 'Call It Off', var lykkelig under 'Living Room' og var ekstatisk da de spillede 'I Couldn't Be Your Friend' fra den nye plade, for det gjorde de nemlig ikke på Northside, og det er det bedste nummer de har lavet i årevis. 

Aftenen sluttede med et par øl på Kanalbodegaen på Christianshavn. Jeg har ramblet igen nu, beklager, men jeg kan ikke rigtig styre mig, når det kommer til Tegan and Sara.

mandag den 28. oktober 2013

hands reach for my light when it get's dark

Igår inviterede jeg to regnvåde cyklister indenfor i varmen til stearinlyshygge, kage og kaffe (sidstnævnte havde jeg lært at lave på gasblusset i dagens anledning - så nu siger I bare til, hvis I skal have en espresso!). Med sig havde pigerne blomster, Asti, gaver og rigtig godt selskab, hvilket gjorde det markant sjovere at sidde indendøre for tolvte dag i træk og kigge ud på regnvejret. Til juli næste år regner det forhåbentlig ikke, for der skal min søde veninde giftes på eventyrmåden med kirke, en stor bunke irske gæster og en fin, hvid brudekjole, som jeg skal med ud og se på fredag. Jeg glæder mig allerede; både til fredag og til juli. I morgen slutter min ferie, der ikke er blevet brugt på ret meget andet end at ligge under et tæppe på sofaen og hoste. Men sådan er dét bare. 

søndag den 27. oktober 2013

I know I'll be thinner in how many days?

Own Road
Taiga Taiga
Moongazing Hare
Jeg havde en rigtig dejlig aften i fredags på Café Vogelkopf på Vesterbro, hvor 'Wooden Tongue'-EP'erne blev udgivet ledsaget af koncerter og cava. Sidstnævnte holdt jeg mig langt fra, men bestilte i stedet en æblemost, der smagte af sygdom og opkast. Øv. Min kæreste var også noget medtaget, men spillede dog en fin lille koncert helt uden host og snot. Taiga Taiga og Moongazing Hare (hhv. Hugh og David) gav også to rigtig fine koncerter, hvor jeg igen var ved at småtude lidt, da David spillede Wild Nothing, som er et af de smukkeste numre i hele verden. Jeg fik også snakket lidt om katte med Rannvá og Annette, og så kan man jo ikke ønske sig meget mere. Jo, en cola - og sådan en drak jeg da jeg kom hjem, for da var klokken over tolv og det var teknisk set lørdag. I dag skal jeg også synde; bare med kage denne gang, for om et par timer kommer mine to veninder fra gymnasiet på besøg. 

fredag den 25. oktober 2013

the orchestrations and the dream is clear

Jeg kan faktisk ikke sige mig helt fri for at være en lille smule ramt af stelstress. Jeg har nemlig været dybt forelsket i Bolesławiec-stellet fra byen af samme navn i Polen (også kendt under det tyske navn Bunzlau), lige siden min far først begyndte at  slæbe bunkevis af tallerkener, krus og kander med hjem fra turene til Krakow med skolen. Han har en kæmpe samling derhjemme, og nu er jeg langsomt begyndt at starte min egen. Engang er det min tur til også at have et komplet set til tolv mennesker, men lige nu er min samling stadig ret beskeden. Den er dog lige blevet fordoblet, efter jeg ved min fars sidste besøg fik de to bagerste skåle som Jimmy stolt viser frem. Han 'hjalp' mig også med at hive kortene over Danmark, Amsterdam, København, Fanø, Silkeborgsøerne og Skive ned, men han havde ret - vægudsmykningen trængte til en fornyelse. I stedet skal plakaterne med Patrick Wolf og Les Savy Fav op på væggen; lige nu er de halvvejs gemt væk bag nogle af de bøger, der ikke fik plads i stuen i denne omgang. 

Jeg kom ikke til koncert igår. Jeg besøgte Pernille, hyggede og spiste chili sin carne, og drak en cola på Din Nye Ven inden jeg måtte overgive mig. Jeg er stadigvæk ikke helt rask. Hvad sker der også for, at Austra først spillede ved midnat? Nå, jeg tager forhåbentlig revanche i dag, hvor jeg skal til Vesterbro og høre Own Road, Taiga Taiga og Moongazing Hare, der er gået sammen om at lave en udgivelse, der hedder Wooden Tongue. Man kan høre lidt fra den lige her

onsdag den 23. oktober 2013

she saw the future and it was dark

Jeg glæder mig helt vildt meget til i morgen, hvor jeg skal med to veninder til Austra-koncert i Pumpehuset! Sidste gang jeg så Austra var til OFF Festival i Polen, og det var en kæmpe fest, så jeg har tårnhøje forventninger. Det er i det hele taget en ret god koncertuge vi er gået ind i - på tirsdag skal jeg se Tegan and Sara igen, og det glæder jeg mig om muligt endnu mere til! Jeg skal alene afsted, og det bliver en lille smule underligt - især fordi der er siddepladser - men jeg skal sidde på anden række og bare nyde showet. Forleden poppede det øverste billede frem i min newsfeed - det er ingen andre end Tegan og Katie Stelmanis (altså Austra), der ser helt glade og høje ud. Nu glæder jeg mig bare endnu mere. 

Jeg er endelig ved at være rask igen. Skulle aflevere nogle bøger på biblioteket, men endte med at suse Amager rundt (ej, det var jeg ikke i nærheden af) på min cykel. SKØNT med frisk luft, men nu er jeg også helt færdig. Må hellere lige tage den med ro nu, så jeg er klar til i morgen. 

tirsdag den 22. oktober 2013

waiting for the warmth

Der er flyttet flere nye dyr ind. Jeg kan tydeligvis ikke styre det, men når ret skal være ret, så manglede jeg faktisk både viskestykker og strømper. Desuden betalte min far for både viskestykker og pude, ved på far-måden at stille sig myndigt ind foran dankortterminalen, da pengeudvekslingen skulle foregå. Jeg forsøgte lidt halvhjertet at forhindre ham i det - det er en del af dansen - men han vil jo gerne. Han prøvede faktisk også selv at betale for sin fødselsdagsgave på Nationalmuseet, hvilket jeg selvfølgelig måtte nægte ham. Skøre, søde far. 

Jeg er stadig syg. Klart i bedring, har endda været en tur i fakta i dag, men bestemt ikke rask endnu. Det er mildest talt irriterende, eftersom min kæreste og jeg i skrivende stund skulle have været på vej til Malmö for at hygge os med David og Annette. Men jeg har også smittet min kæreste, og det er straks værre, for han skal spille koncert på både fredag og lørdag - på lørdag endda en 'stor' en af slagsen på Jazzhouse. Håber han slipper lidt lettere igennem end mig. Det er altid noget, at vi har ferie i denne uge... 

mandag den 21. oktober 2013

you've got a story, would you trade with mine?

Nå, men skal vi ikke lige snakke om noget andet? I Harzen ligger der nemlig den smukkeste by ved navn Goslar, som jeg har besøgt adskillige gange op gennem min opvækst - senest i sommer med min far og min søster. Byen har været hjemsted for de tysk-romerske kejsere (for tusind år siden, altså), og er nu fyldt med de fineste bindingsværkshuse og flot arkitektur. Men jeg tænker kun på én ting, når jeg tænker på Goslar. Dukatenmännchen. For på hjørnet af en af torvets smukkeste bygninger, sidder der en lille bitte mand og... skider. Han er vist nok et symbol på byens velstand og rigdom, der først og fremmest skyldtes Rammelsberg-minen uden for byen - men som vist også havde noget at gøre med købmændenes forhandlingsmetoder og evner til at gøre en særdeles god handel på markedspladsen. Dukatenmännchen blev sat op af de selvsamme købmænd i 1494, som et lille 'fuck jer!' til kritikere - har jeg læst. Når man ser sådan en lille mand, der sidder på et hus og skider - og når man samtidig ikke er mere end syv-otte år gammel - så gør det altså et uudsletteligt indtryk, og jeg har aldrig glemt ham. Det var et godt gensyn med den lille mand i sommer - han sendte os hjem med den smukkeste solnedgang, og da jeg en måneds tid efter ryddede op i gemmerne, dukkede lykkemønten fra dengang også op. Inskriptionen betyder noget i retning af: 'Han presser og skider og bringer dig held.' 

Jeg havde mit andet møde med Goslar, da jeg var 12-13 år gammel og var inde i min ultimativt mest kiksede periode overhovedet. Min søster er ved at flække af grin, bare hun tænker på hvordan jeg så ud dengang, og der er især ét bestemt billede, hun altid håner mig med. Det får I ikke at se, men tænk skrigorange fleecetrøje, uformelige cowboybukser, togskinner i både over- og undermund, helt kort hår og en fremtoning så gennemsyret drenget, at mange (i perioder de fleste) tog fejl. Jeg var virkelig ligeglad på det tidspunkt. Men i Goslar var jeg til Skyttefest - en kæmpestor byfest med et enormt omrejsende tivoli, der havde de mest sindssyge forlystelser med. Det var det bedste jeg vidste - sindssyge forlystelser - og jeg prøvede en af dem alene, mens min mor havde et mindre angstanfald nede på jorden. Hun var sikker på, at jeg ville dø af det - og det var jeg faktisk også selv, men det sagde jeg aldrig til hende. Senere knækkede jeg min bøjle på en ristet mandel. Goslar, mand. 

søndag den 20. oktober 2013

and all my metaphors fell flat

Jeg er blevet syg. Småsyg bliver jeg desværre ret tit (mit immunforsvar er åbenbart altid i laveste beredskab), men denne gang er jeg blevet rigtig syg - jeg har selvdiagnosticeret mig selv på internettet med en halsbetændelse, selvom det forhåbentlig ikke er helt så slemt i virkeligheden. I går var det dog slemt nok til at forhindre mig i både at læse, se fjernsyn eller være på computeren, og jeg havde ualmindelig ondt af mig selv. Jeg havde lidt for meget tid til at føle mig sølle, min kæreste er i Århus, og jeg kunne ingenting.

Og så kom jeg til at tænke på min mor, der i de sidste tre måneder af sit liv konstant havde flere smerter og mere ubehag, end jeg nogensinde har været i nærheden af. At hun fra den ene dag til den anden gik fra at være 'rask' (hun var førtidspensioneret med slidgigt) til at være konstant sengeliggende fyldt med kræft over det hele, smerte, bivirkninger og for lidt eller for meget medicin. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har tænkt sådan på det. Jeg ved selvfølgelig godt, at hun havde frygtelig ondt, men at det på den måde var konstant - hun havde heller ikke kræfter til hverken at læse bøger, se fjernsyn eller udfylde de notesbøger, hun havde købt til os - det gør mig bare så ked af det. Jeg var ikke så ofte vidne til at se hende have det rigtig skidt - det var faktisk først de sidste dage. Men inden da var hun blevet hentet af en ambulance flere gange (eller én gang? Alting er lidt tåget), skrigende af smerte, og jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må have været for både hende, min far og min søster. 

De sidste måneder har jeg også tænkt meget over rimeligheden i min sorg. Jeg har ikke på nogen måde følt mig skyldig over at være ked af det, men i gruppen har vi snakket om omverdenens forventninger til ens sorgproces. Det er naturligt, at forældre dør før deres børn. Min venindes veninde mistede sin mor som barn, og oplevede allerede fire måneder efter, at folk kunne sige: 'Nå, det er stadig det med din mor, du er ked af'. Jeg har heldigvis aldrig været i nærheden af at opleve nogen sige noget tilsvarende. Men folk er også forskellige, og ikke alle har haft et lige så tæt bånd med deres mor, som jeg har haft med min, så nogle gange kan man komme lidt i tvivl om det rimelige i, at jeg næsten et år efter min mors død stadig har sygedage på mit arbejde, fordi jeg er for ked af det til at være blandt mennesker. 

Det handler bare om, at der ikke er noget som helst naturligt i at se sin mor på femoghalvtreds forsvinde så hurtigt og have det så dårligt - for bare at dø. Ja, mine forældre skal dø på et tidspunkt (tro mig, det er jeg blevet alt for bevidst om nu), men sgu da ikke NU. Når jeg en dag mister min bedstemor, vil jeg være rigtig ked af det - men hun er lige fyldt halvfems, og synes efterhånden ikke det er så sjovt ikke at kunne huske noget som helst. Jeg håber inderligt, at det bliver værdigt og fredeligt, for det er en død jeg kan forstå og acceptere. Min mors sidste timer var bestemt værdige og fredelige, men månederne op til var alt andet end det. Og så kan jeg faktisk godt forstå, at man har brug for mere end et år til at bearbejde den voldsomme oplevelse, det er at miste sin mor på den måde. Det skal jeg bare lige huske mig selv på nogle gange.

Efter at være nået til den erkendelse, har jeg faktisk ikke været så ked af det, og jeg sov meget godt i nat. I morges blev jeg dog ringet op af min veninde, hvis sødeste lille hund Roxy døde i nat. Det er næsten ikke til at bære, for den var lige begyndt at få det bedre, efter et hav af dyrlægeregninger og diagnoser, og så blev den alligevel helt slap i nat og holdt langsomt op med at trække vejret. Det har jeg grædt ret meget over, og så lidt mere over at jeg er for syg til at tage til Frederiksberg og være der for hende. Jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg skulle sige i telefonen, hvortil hun sagde: 'Det er okay, jeg ved jo heller ikke altid hvad jeg skal sige til dig, når du er ked af det,' og det var rigtig rart. Beklager nedtursfaktoren i dette indlæg, men jeg synes altså ikke, at der er så meget at smile af i dag.   

fredag den 18. oktober 2013

women think of that a lot

I mandags fulgte min far og jeg min søsters beskedne ønske om at tage på The Royal Smushi Café midt i København, og det var virkelig en fin oplevelse. Min søster har stelstress ligesom Anne og Kit fra Aalborg, så vi skulle naturligvis også lige et smut ind i butikken, så hun kunne skrive en (prioriteret) ønskeseddel til jul. Jeg havde indtryk af, at både butik og café var en stiv, formel og opstillet omgang, men det var slet ikke tilfældet - der var liv, farver og glade dage hele vejen igennem. Især i caféen, hvor fine varer på hylderne og udsmykningen på væggene virkelig bidrog til at skabe en god stemning. (Vi fandt endda selveste Anpanman!) Lagkagen var fantastisk! Intet mindre. Min søster var lidt skuffet over, at vi fik den serveret på en ussel jule-platte - vi skulle åbenbart have købt mad-mad for at kunne spise af noget 'rigtigt' RC. Oh well, det gjorde ikke mig det store - jeg drømmer bare stadig om lagkagen.   

torsdag den 17. oktober 2013

they never seem to catch my eye

Så er der igen ro i det lille hjem. Lejligheden har været fyldt op siden fredag - først af min kærestes venner indtil søndag, og senere søndag kom min far og min søster. De kørte hjem igår, men jeg ville helt ærligt gerne have haft de blev lidt længere (men jeg skulle på arbejde). Vi når aldrig alt det, vi gerne vil. Men vi var på Nationalmuseet, på café, ude og shoppe, i Ikea, på italiensk restaurant, fik hængt boghylder op, fik set film og fik hygget rigtig meget. Jeg købte et par skakbrikker i fødselsdagsgave til min far fra settet 'The Lewis Chessmen', der er fra det tolvte århundrede. Altså, dem jeg købte er ikke fra det tolvte århundrede  - så havde de nok været lidt dyrere. Jeg ELSKER ham, der ser helt vild ud i øjnene og bider i sit skjold! Han er åbenbart i en vanvittig blodrus, men jeg synes bare, han ser virkelig sjov ud. Håber I også har haft nogle gode dage, hvad enten I har haft ferie eller ej. Jeg skal på arbejde nu - kan I hygge jer!

lørdag den 12. oktober 2013

now I've forgotten how to speak

Noget af det bedste ved at være stoppet på studiet er, at jeg har fået meget mere tid til at læse  ikke-studierelevante bøger uden konstant at have dårlig samvittighed. Hen over sommeren har jeg læst denne lille stak, og det har for det meste været en fornøjelse - og en meget varieret en af slagsen. 

Haruki Murakamis 1Q84 er en af de allerstørste læseoplevelser jeg nogensinde har haft. Det er imponerende,  at han kan få flettet noget overnaturligt så elegant ind i firsernes Japan at man næsten ikke lægger mærke til, at der sker noget helt specielt. Jeg læste bøgerne på mine ferier til Quedlinburg og Krakow, og det gav lige historien en ekstra tand magi. Layoutet er også noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg kan virkelig anbefale den - burde skrive meget mere om den, men jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og slutte. 

Yann Martels Pi's Liv (apostroffen er altså nødvendig her) fik jeg af Pernille for år tilbage og nød virkelig at læse den. Efter at have set den ganske underholdende film, fik jeg lyst til at genlæse den, og det var en god idé. Bogen er - som det næsten altid er tilfældet - bedre end filmen, og jeg blev igen en lille smule trist af slutningen, der er en lille smule uforløst. Men jeg gad virkelig godt være ven med en tiger.  

Charlotte Roches Vådområder er virkelig vild! Der bliver snakket meget om Caitlin Moran i blogland - hende har jeg ikke læst (endnu), men jeg kan forstå, at hendes bog blandt andet indeholder eksplicitte fødselscener. Vådområder er også virkelig, virkelig direkte i sit sprog og meget grafisk i sine beskrivelser af kvindekønnet og alt, hvad der dertil hører. (Imens jeg skriver det her, sidder min kærestes venner og snakker om ekstremt ulækre ting - folk, der spiser bussemænd og om at skære hård hud af sine fødder med en brødkniv. Hvis du synes det er for klamt, skal du ikke læse Vådområder.) Hovedpersonen er en ung kvinde, der er indlagt på hospitalet, fordi hun har prøvet at skære en flap af sit... ja, røvhul, og det er gået helt galt. Herfra er det en lang række af mærkelige historier om bizar sex, menstruation og diarré, men det er sært underholdende og virkelig anbefalelsesværdigt. 

Dette Burde Skrives I Nutid af Helle Helle fik jeg i fødselsdagsgave, men der gik lige et par måneder før jeg fik den læst. Da jeg først var startet, lagde jeg ikke bogen fra mig før den var færdig, for jeg elsker Helle Helle, og jeg elsker hendes sprog og umiddelbare simplicitet, hvor alt det usagte hele tiden vokser sig større og voldsommere under overfladen. Den er også rigtig trist, for den beskriver mennesker, der ikke laver så meget andet end at vente på, at det hele går rigtig galt. Jeg ved ikke hvad det er med Helle Helle, og hvorfor hendes romaner og noveller fanger mig i sådan en grad. Altså, der sker jo ikke noget. Det er umiddelbart så langt fra spændingsniveauet i A Game of Thrones som overhovedet muligt, men jeg læser dem med samme intensitet og elsker dem lige højt. 

Lene Skriver Bak har interviewet ni forskellige kvinder i alle aldre i bogen om 'Når Mor Dør', som jeg fandt på tilbud til en tier i Amager Centeret i foråret. De her kvinder har haft vidt forskellig opvækst og oplevelser, men de har alle sammen mistet deres mor - mange af dem tidligt. Jeg synes godt hun kunne have skåret et par interviews, så der kunne komme lidt mere kød på de andre historier, men den var da meget interessant at læse igennem. 

Senest har jeg - som det sidste menneske i verden - læst Jordens Søjler af Ken Follett. Jeg kan forstå, at det en af verdens mest læste bøger, er mange menneskers ubetingede yndlingsbog og at den har betaget mange, der normalt ikke gider læse bøger. Det må jeg stille mig komplet uforstående overfor. Helt seriøst - det er ikke god litteratur. Og bevares, det behøver det heller ikke altid at være (med Stephen King som yndlingsforfatter kender jeg godt charmen ved noget letlæst, god underholdning), men jeg forstår simpelthen ikke tiltrækningen. Det er en spændende historie, men sproget er nærmest dødt, og personerne er så voldsomt karikerede, at det næsten ikke er til at holde ud. Der er ingen mennesker, der er så ubetinget onde eller gode som tilfældet er det her. Så tv-serien bagefter, der ikke var meget bedre - men Prior Phillip lignede min elskede Jamie Stewart på en prik, så der var i det mindste lidt eyecandy.  

   

torsdag den 10. oktober 2013

I was afraid that you would not insist

De sidste par dage har jeg ikke set meget til solen, så billederne er fra kirkegårdsturen i sidste weekend. Himlen er altid så klar og smuk, når solen skinner om efteråret. Der er bare allerede ved at være mørkt når jeg står op om morgenen - og også når jeg har fri igen kvart over seks. Det er lidt svært at vænne sig til, men med kun fire arbejdsdage om ugen har jeg heldigvis mulighed for at komme lidt ud når jeg har fri. På søndag kommer min far og min søster og besøger os, og jeg glæder mig virkelig meget til at se dem! Jeg tror, at jeg tager min far med en tur på Nationalmuseet og vikingeudstillingen; det er helt klart fra ham jeg har min interesse i historie , og han vil helt sikkert synes den er rigtig spændende. Så håber jeg bare, at resten af Danmark vælger at lave noget andet i deres efterårsferie.

I tirsdags mødtes jeg med tre af de andre piger fra min sorggruppe. Det er en måned siden vi sidst har set hinanden, og det var virkelig rart at være i deres selskab igen. Det er utroligt, hvor meget genkendelse kan betyde, og hvor rart det er at snakke med nogen, der har de samme problemstillinger som en selv. Vi snakkede blandt andet lidt om julen, og hvor underligt det bliver i år. Sidste år var døden for tæt på, og vi var nok på en måde lidt i chok  til at forstå hvad der foregik, men i år bliver nok lidt hård. Jeg mangler bare min mor lidt mere på de dage, hvor der er bestemte traditioner tilknyttet. På samme tid glæder jeg mig også lidt - jeg synes juletiden er rigtig hyggelig og et velkomment afbræk i en mørk og kold tid. Jeg skal godt nok arbejde noget mere i december, men der skal nok blive tid til lidt julehygge alligevel.