torsdag den 23. januar 2014

every legend tells of conquest and liberty

Hovedstaden i Den Dominikanske Republik er Santo Domingo, der befinder sig på øens sydkyst, og altså næsten så langt fra Cabarete, som man kan komme. Vi blev da også hentet allerede lidt over fem (så meget for at sove længe i sin ferie) i en minibus med en god, engelsktalende guide, og så gik det ellers derudad i næsten fem timer. Vejen derned førte os  ind i landet og igennem en stor bjergkæde, hvilket naturligt nok medførte noget lidt andet natur, end hvad vi hidtil havde set. Ved siden af motorvejen gik græssende heste, af og til kørte vi forbi en mand på et æsel i vejkanten, ligesom det heller ikke er unormalt lige at holde ind og købe en bagt sweet potato fra en gadesælger. Midt på motorvejen. 
På trods af den lange køretur havde vi nok med tid i den gamle bydel Zona Colonial, hvor vi næsten blev blæst omkuld af historiens vingesus. Santo Domingo er nemlig den by, hvor det efter et par fejlslagne forsøg på nordkysten endelig lykkedes Columbus at slå sig ned, og man skal være ualmindeligt ligeglad med historie for ikke at synes, at det er bare lidt interessant. Jeg elsker historie, og det var helt fantastisk at besøge hans families hus (restaureret - det blev plyndret og ødelagt af en fransk sørøver for mange, mange år siden) og den første regeringsbygning, men jeg skal nok skåne jer for kedelige museumsbilleder. Et enkelt snapshot af katedralen skal I dog have - dominikanerne siger gerne, at det er den ældste katedral i 'The New World' (den stod færdig i 1540), selvom Mexico vist nok byggede én et par år tidligere, der dog hurtigt blev revet ned igen. Det var fedt at se den indefra, men jeg kunne nok godt have undværet den detaljerede gennemgang af alle tolv kapeller... Hele området var rigtig flot, selvom de gamle huses facader er blevet ændret en gang eller ti siden Columbus' tid.
Vi gik et smut ned til havnen, der vidnede om den ekstreme fattigdom i byen. Der er ingen lækre sandstrande og smukke palmer, men derimod klipper, bjerge af skrald og hjerteskærende mange vilde hunde. Byens befolkning er på femten år vokset med over to millioner til de tre millioner, der bor der nu, og over 75% lever under fattigdomsgrænsen. Det monumentlignende fyrtårn til ære for Columbus symboliserer meget godt den helt latterlige kontrast i byen - når lyset tændes, kan man se et kæmpestort, hvidt kors på himlen - men det tændes sjældent, da det medfølger strømafbrydelser i resten af byen. Så kan det godt være, at paven har velsignet bygningen, men det tror jeg de fleste ultrafattige dominikanere er ret ligeglade med. Jeg har aldrig forstået, hvorfor en religion der er SÅ rig, ikke gør noget mere for at hjælpe de fattige (katolikker) i verden i stedet for at pryde dens overhoveder med overflødigt guld og ædelstene. Ad. 
Jeg bemærkede, at der var enormt meget politi over det hele, selvom der var ganske fredeligt, og at de alle sammen var ret unge mennesker - lige så mange piger som drenge. Vores guide fortalte, at regeringen står bag nogle tiltag for at få de unge væk fra gaderne og kriminaliteten - de rekrutteres i stedet til politiet og militæret, hvor de får en udmærket løn og en god uddannelse. Det er et krav, at de skal kunne snakke engelsk (men det kan de også lære undervejs), da turismen med afstand er landets vigtigste indtægtskilde, og det tiltrækker altså mange af de unge, der på denne måde kan se en vej ud af fattigdommen. Det lyder ganske fornuftigt; vores guide var i hvert fald begejstret - og så klæder det jo de fleste med sådan en uniform; især de smukke piger. De blev hurtigt en del af det levende gadebillede, der også bød på koncentreret skakspil og salg af alverdens ting og sager. Det var virkelig en god dag - man kan ikke rejse til Den Dominikanske Republik uden at besøge Santo Domingo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar