tirsdag den 7. januar 2014

the cracks are deeper on every plate

Om en uge befinder jeg mig på en hvid sandstrand under en palme med en drink i hånden (eller sidder fuldstændig stivnakket på syvende time bag en grædende baby i et fly - har ikke helt tjek på tidsforskel og lignende), og selvom jeg glæder mig usigelig meget, fører al den forventning altså også et par mindre heldige ting med sig. Min OCD-styrede kontrolfreak er gået på overarbejde og minder mig konstant om indkøb af solcreme, nedpakning af badehåndklæder og lån af anden type strømstik, hvilket ville være fint nok og endda praktisk, hvis det da ikke var fordi det var de samme ting, der kører rundt i hovedet på mig igen og igen. Det har åbenbart ingen betydning, at langt de fleste ting kan ordnes dernede (mon ikke de sælger solcreme og badehåndklæder i et strandparadis?) - jeg kan stadig ikke koncentrere mig om ret meget andet. Hvis jeg ser en film, kører mantraet 'solcreme, badehåndklæde, husk at tippe rengøringsdamen' oppe i mit hoved non-stop, og det er sindssygt irriterende.  Jeg er godt klar over, at det lyder fuldstændig vanvittigt, men jeg ville alligevel prøve at  beskrive, hvordan det ser ud oppe i mit hoved.

Tankemylderet er så trættende, at jeg bliver helt trist og udmattet af det.  Denne gang har jeg prøvet at skubbe det væk, eftersom jeg lige i øjeblikket har ret meget at være glad for, men det kan jeg altså bare ikke. Blev ked af det på arbejdet i dag, og ligeså snart jeg bliver lidt trist - uanset grunden - er der en lille stemme inde i mit hoved, der råber: "Husk nu, at din mor også er død! Du har en død mor, og hun kommer ALDRIG tilbage igen!" Det hjælper ikke ligefrem på det. I dag gav stemmen mig også lige en portion dårlig samvittighed, da den påpegede, at det igen er blevet den syvende, og dermed tretten måneder siden hun døde, og det havde jeg glemt. Faktisk havde jeg helt bevidst forsøgt ikke at tænke over datoen, for jeg gider ikke have en dag om måneden, hvor jeg med garanti er ked af det - og derfor tænkte jeg også, at jeg ikke længere ville skrive fast om min mor den syvende i hver måned. I dag er så alligevel en undtagelse, for det skal heller ikke være sådan, at jeg ikke vil skrive om hende den syvende, hvis det nu er det, jeg har lyst til. Kan I følge med? Jeg tror, at jeg tabte mig selv undervejs. 

6 kommentarer:

  1. Lige nu skal jeg til at skrive en af de kommentarer, jeg selv hader at modtage, en af de kommentarer i stil med "jeg ved hvordan du har det" - blablabla..

    Men.. Jeg kan sagtens følge med, om to dage rammer jeg 16-års dagen for min fars død, og jeg gemmer mig stadig lidt den dag, og er lidt mere sårbar end jeg plejer.

    Der gik nogle år før jeg ikke lagde mærke til månedsdagene længere, og de første par gange fik jeg røvdårlig samvittighed; men nu er jeg nået der til hvor jeg en enkelt gang har glemt årsdagen. Så altså, det jeg prøver at sige er vel det åbenlyse: "It gets better".

    Jesus, jeg er blevet til hende jeg hader. Dit indlæg ramte bare et eller andet, og jeg kunne ikke lade være med at svare.

    Kan du følge med?

    SvarSlet
  2. I den virkelige verden er jeg også efterhånden træt af at høre på 'jeg ved hvordan du har det'-bemærkninger, men her i blogland har jeg faktisk kun fået gode og konstruktive kommentarer, som jeg sagtens har kunnet relatere til. Også din! Jeg kender ikke så mange der har mistet, så jeg synes faktisk de fleste erfaringer er ret brugbare.

    Jeg tror også altid, at den syvende december vil have en særlig betydning for mig, men den syvende i hver måned behøver ikke betyde noget. Det skal jeg nok bare lige vænne mig til - men det er jeg ikke ene om, kan jeg se. Jeg kan slet ikke forstå, at der allerede er gået over et år, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må blive, når der er gået 16 år! Men jeg er rigtig glad for at høre, at det bliver nemmere. Selvom det er sådan noget, man godt ved, er det alligevel rart lige at få det bekræftet.

    Jeg kan godt følge med. Tusind, tusind tak for din kommentar. :)

    SvarSlet
  3. Det virker ret meget som om at du stresser ret meget over at skulle afsted. Håber at du får slappet af når du kommer ned til varmen og lyset. Jeg er slet ikke misundelig.

    SvarSlet
  4. Det gør jeg også. Jeg stresser altid meget over (hvad der for mig er) store forandringer, og denne gang har det lige været lidt værre, fordi jeg skal længere væk. Det plejer at være det hele værd, når jeg først er kommet afsted, og det er jeg også sikker på det bliver denne gang. :)

    SvarSlet
  5. Tine, jeg tænker på dig!
    Dejligt at du har en god ferie og nyder livet lidt.
    Jeg tænkte på... I stedet for (eller det oveni) at potentielt mødes til en aften i BU&S, så inviterer jeg dig hermed på kaffe på baresso en dag hvis du har lyst (- og det bliver nødt til at være baresso for jeg er afhængig af ekspresso iceblend!) og kan overskue sådan et random "vi-har-stalket-hinandens-blogs-i-årevis-og-nu-vil-hende-den-ene-ses" ting.

    SvarSlet
  6. Du er sød, Stine. Det vil jeg rigtig gerne. Eftersom du læser min blog, 'kender' du mig også godt nok til at vide, at jeg godt kan stresse lidt over sådan et møde - men jeg vil enormt gerne. Det må vi se på, når jeg kommer hjem. Nu drikker jeg jo godt nok ikke kaffe, men en iceblend tror jeg sagtens, at jeg kan klemme ned. (Det VED jeg, at jeg kan - har drukket et par stykker hen over sommeren.) Baresso er en deal!

    SvarSlet