onsdag den 12. februar 2014

my faith in them is more unsure

Da jeg i morges var ved at tage mine strømper på, gik det op for mig, at jeg slet ikke var overvældet af svimmelhed. Mine muskler var også anderledes nærværende, og de ni timer på arbejde i dag gik relativt hurtigt. Måske er jeg endelig ved at blive rask igen! Det har også hjulpet en del på humøret. Bussen på vej hjem var helt proppet med mennesker, barnevogne og bagage, men før jeg nåede at blive rigtig træt af det, kom jeg til at tænke på trafikken i Den Dominikanske Republik. Der kan man tale om vanvittige og overfyldte transportmidler.

Den helt klart foretrukne måde at komme rundt på, er med motoconchoen - en knallert/motorcykel-hybrid, der er at finde overalt på øen. Alle kører på dem, konstant, over det hele og totalt uansvarligt - jeg så fem mennesker på den samme motoconcho, og Levi fortalte, at han engang havde set ti. Mange dominikanere lever af at køre kortere eller længere ture med folk, og man blev hele tiden tilbudt en tur. Det havde jeg dog ikke lyst til. Et kørekort er noget, man kan købe sig til, ingen bærer hjelm, og reglerne i trafikken er nærmest ikke-eksisterende, men det virkede til at fungere... nogenlunde.  Et andet transportmiddel er en minibus kaldet en gua-gua, der kører de lidt længere strækninger. Der er vel sæder til 16 passagerer, men der var altid mindst 30 mennesker i de busser jeg så - flere af dem hang ud af døren. Bussen kan man altid stoppe og hoppe på, for stoppestederne er sjældent benyttet. De bruges af både lokalbefolkningen og nogle af turisterne; vores guide bruger dem altid selv, men jeg kunne ikke overskue tanken om at sidde helt fastklemt blandt fremmede med en andens barn på skødet. Ville ønske jeg var lidt mere modig, men jeg overskred mange grænser på den tur, så måske er det okay at gemme de klaustrofobiske busture til mere velkendt territorium.      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar