torsdag den 20. februar 2014

your eyes are just holes in your face

Den knap fire timer lange togtur fra København til min hjemegn var engang noget, jeg satte næsten lige så meget pris på som selve besøget hos min familie. Jeg kan komme hurtigere til både Berlin og Barcelona, men afstande fornemmes nu engang bedst på en vej - eller på skinner. Min ældgamle iPod blev fyldt med en til lejligheden kreeret playliste, tiden gik med at læse eller se en film - men mest bare med at se landskabet fare forbi udenfor, og for hvert nummer jeg hørte, var jeg tættere på min mor, min far og min søster. Det var ikke nemt for mig at flytte så langt væk. Jeg holder så uendeligt meget af min familie, og jeg vil enormt gerne tilbringe meget mere tid med dem end jeg har mulighed for nu, men samtidig er jeg helt afklaret med, at jeg som tyve-årig ikke kunne bo andre steder end i København. Jeg havde det ikke godt i Jylland - men lige da jeg var flyttet, havde jeg det heller ikke godt i København. Turene hjem var forbundet med ro, tryghed og kærlighed, og når jeg igen skulle tilbage til det, der endnu ikke føltes som hjem, måtte ingen følge mig til toget - for jeg kunne ikke bære at sige farvel til dem.

I dag er det anderledes. Jeg har kæmpet med tårerne halvdelen af vejen nu - og musik gør kun det hele værre. Nu betyder hvert nummer jeg har lyttet til nemlig at jeg er tættere på noget, der gør rigtig, rigtig ondt. Jeg er så ked af, at et besøg hos min far og min søster automatisk bliver forbundet med sorgen over min mor, men jo længere tid der går, jo dårligere bliver jeg til at lade mig selv sørge og tænke på alt det, der er svært - og så kommer det naturligt nok snigende, når jeg skal hjem til alt det velkendte. Det er ikke fordi jeg til daglig går og bilder mig ind, at hun lever i bedste velgående i mit barndomshjem, men det kan nogle gange være nemmere at tænke sådan. Hos min far bliver jeg konstant konfronteret med savnet - især er det slemt, når bilen drejer ind på gruset foran huset, og min mor IKKE står på terrassen og vinker. Det slår mig ud hver eneste gang. Og det er ærlig talt enormt belastende, at jeg skal starte hvert besøg med en tudetur. De forstår det selvfølgelig godt, min far og min søster, og på en måde er det også rart at få snakket lidt om det - det kan være svært i telefonen - men behøver det være lige når jeg stiger ud af toget?

Jeg er der om tre kvarter. Nægter at give DSB 25 kroner mere oveni de 440(!) jeg allerede har betalt for turen for noget internet, der alligevel ikke virker, så jeg uploader først når jeg kommer hjem til min far.
 
...Det er jeg nu. Helt uden tårer, endda! Min far og hunden tog glædesstrålende imod mig ved toget (min far trods alt noget mere afdæmpet i sin begejstring end Silke), og herhjemme ventede min søster med maden, ligesom min mor plejede at gøre det. Vi har hygget og fjollet hele aftenen, og nu har vi lige været en lille tur på kirkegården og tænde et lys for mor. Jeg er sikker på, at tårerne nok skal komme imens jeg er hjemme - men det er altså enormt rart, at det ikke sker som det allerførste.   

4 kommentarer:

  1. Måske er det meget sundt at lade tårerne komme. Selvom det er belastende. Og så håber jeg, at turen i toget en dag bliver ligeså rolig og glædesfyldt som den engang var. Og at der ikke går for mange måneder eller år, før det sker.

    Mange tanker,
    Nanna

    SvarSlet
  2. Det er rigtigt. Det er helt sikkert meget sundt at græde, men jeg synes bare ikke, at det behøver være som det allerførste, når jeg kommer hjem. Og tak! Det håber jeg virkelig, virkelig også.

    SvarSlet