lørdag den 5. april 2014

I guess it's like breathing and not wanting to

Jeg har på det seneste haft enormt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal dele på bloggen og hvad der har bedst af at forblive en kladde, og det medfører en underlig stilhed og et besynderligt miskmask af indlæg, der ikke rigtig har nogen rød tråd. Det skyldes to ting - siden min mors død er jeg blevet enormt bevidst om, at min far - og andre i min familie - læser bloggen og naturligvis bliver påvirket af de ting jeg skriver. Den anden ting handler om det faktum, at det kan være lidt svært at indrømme når man igen har det skidt. Hvis man lige 'er kommet ud på den anden side' virker det som et endnu større nederlag, når man bliver ked af det igen. Det kan nogle gange afholde mig fra at være helt ærlig, og så vil jeg hellere bare slet ikke skrive. Men det holder ikke, for bloggen hjælper mig, og jeg synes det er så vigtigt at tale åbent om svære emner som sorg, depression og psykisk sygdom. 

Den anden dag faldt jeg over ovenstående confession bear på 9gag, og den ramte mig bare lige i hjertet. Jeg har i over ti år af mit liv - fra jeg var femten - levet med den faste overbevisning, at når jeg engang skulle herfra, ville det ske for egen hånd. Jeg vil gerne understrege, at det ikke betyder ti år med daglige selvmordstanker - det har tværtimod været en slags absurd frihed for mig at have magten til selv at kunne bestemme - og det har i perioder gjort det nemmere for mig overhovedet at leve. I mine værste perioder - der efterhånden ligger mange år tilbage - var jeg dog helt overbevist om, at jeg ikke ville nå at fylde tredive. Det var simpelthen ikke det værd. Og det har haft den sideeffekt, at jeg ikke for alvor har tænkt i 'karriere' - eller i fremtid overhovedet - og derfor ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg vil med mit liv. Det virkede farligt, næsten hovmodigt overhovedet at spekulere i min fremtid. At se disse diffuse tanker konkretiseret i et fjollet internet-meme, gjorde mig næsten glad, og mindede mig om, hvor stor en hjælp internettet har været for mig. Jeg føler mig tit mærkelig og forkert, men når andre har tænkt de præcis samme tanker - og sætter ord på det - hjælper det lidt på det. 

I 2008 (for faktisk præcis seks år siden) blev jeg sygemeldt med en svær depression, der i virkeligheden var kulminationen på syv-otte år, hvor jeg var mere eller mindre depressiv det meste af tiden. Det har været en sindssygt lang og sej kamp at komme ovenpå igen, men med min vidundermedicin (et andet kontroversielt emne, jeg gerne vil snakke om en dag) og gruppeterapi gik det bedre og bedre, og i dag er jeg forholdsvist velfungerende. (Ville skrive 'haha' bagefter, men det er jo ikke engang løgn. Jeg er forholdsvist velfungerende.) Jeg ved, at jeg er skrøbelig, jeg ved, at jeg skal passe på om vinteren, og jeg ved, at der er meget stor sandsynlighed for, at jeg igen får en depression en dag. Men lige nu vil jeg bare gerne fejre, at selvmordstankerne ikke længere er en del af min hverdag, og at selvmord ikke længere er en gyldig udvej for mig. Jeg har ikke længere lyst til at dø på nogen måde (er måske endda gået liiidt for langt over i den anden grøft efter min mors død), men livet uden nødudgang er godt nok en skræmmende størrelse at forholde sig til. 

I stedet for at slå mig selv i hovedet med, at jeg har spildt mine tyvere på ingenting, vil jeg prøve at blive bedre til at huske på alt det gode. At jeg har brugt tyverne på at OVERLEVE og få det bedre, og at det trods alt er vigtigere end et eller andet prestigefyldt job. I mine tyvere har jeg desuden også taget en bachelor (min hjerne vil SÅ gerne tilføje 'i sig selv ubrugelig' til den bachelor - jeg skal nok lige vænne mig til at tænke positivt...), og så er jeg flyttet sammen med verdens dejligste mand, der forstår mig helt utroligt godt og ikke bliver irriteret, når jeg igen græder. Jeg er endda kommet rimeligt igennem min mors død, selvom jeg havde frygtet at det ville ødelægge alt det gode, jeg havde fået bygget op. At leve er det HELE værd - også selvom det kan være enormt svært indimellem. Og jeg vil gerne fortælle om både det gode og det svære - hvem ved, måske er der endda nogen, der kan finde trøst i mine tanker. 

7 kommentarer:

  1. Lige nu, hvor der er lidt blogpause ovre hos mig, får jeg ikke helt så godt med som jeg plejer. Har først set den her nu.

    Du er skide sej, Tine.
    Kender det med at de læser med, de der familie medlemmer. En af mine seneste post har resulteret i at min stedfar knapt gad at hilse på mig til nevøens fødselsdag, og det gør mig så bevidst om det her bloggeri. (ja, den med alkohol)

    Jeg er ked af dit liv har været så fyldt med smerte i sindet, men som du selv skriver, så er du nået vildt langt. Jeg er stolt af dig, selv om jeg knapt kender dig, både når du har op og ned ture.

    Kærlighed til dig!




    SvarSlet
  2. Ih Pille, tak for endnu en virkelig sød kommentar, der gjorde mig helt varm om hjertet. Det er netop det blogger-fællesskab - hvad enten man ses 'i virkeligheden' eller ej - der giver mig lyst til at dele mere. Mine teenage-år og starten af tyverne var hårde, men det har jo ikke været skidt det hele, og det har været med til at forme mig som menneske, tænker jeg. (Lidt for meget, måske).

    Jeg er ked af at høre, at din stedfar ikke har taget så godt imod din ærlighed. Jeg håber, at han bare lige skal have lidt tid til at tænke over det, for du har i hvert fald gjort det rigtige, og jeg tror på, at det var et vigtigt og stort skridt for dig at være åben omkring det.

    Bunker af kærlighed tilbage til dig, sødeste Pille.

    SvarSlet
  3. Vi bliver formet af livet, både på godt og ondt. Uanset, så bliver vi dem vi er, og vi er gode nok. Det skal vi bare lige lære at se selv. Både du og jeg er gode mennesker.

    Den tid du omtaler som spildt, forstår jeg godt, at du omtaler sådan, men i mine øjne, så er de ikke spildt. De er lærerige, og det er vigtigt at lære!

    Stedfar. En mand min mor har valgt. Ikke jeg. Jeg ville aldrig vælge ham. Og jeg har besluttet at han ikke længere skal være en del af mit liv, hvis han ikke opfører sig ordenligt, når vi ses i påsken. For som du skriver, så har jeg gjort det rigtige.

    Hep for dit tilvalg af liv, igen!


    SvarSlet
  4. Søde Tine. Jeg følger også med og har gjort det længe. Jeg kommer nok aldrig til helt at forstå, hvordan det føles. men jeg prøver. Og ellers så håber jeg, at jeg kan hjælpe på andre måder. Du er stadig en af de sejeste jeg kender!
    KRAM <3

    SvarSlet
  5. fasterfis: Du har helt ret. Jeg prøver virkelig også at lære, at de år ikke var spildte overhovedet - og det går bedre og bedre hver dag. Jeg er ked af at høre, at det står så grelt til med din stedfar. Igen, jeg har ingen erfaring med den slags problemer i familien, men det må være meget hårdt at se din mor være sammen med en mand, der ikke kan snakke ordentligt til dig. Jeg håber på det bedste i påsken. Det fortjener du virkelig!

    Lærke, mange tak! Det er helt specielt at kende nogen, der har været med hele vejen - også selvom jeg trods alt ikke har delt det hele. Du hjælper mig ved bare at være dig, og det er nok, at du overhovedet prøver at forstå. Håber du havde en fantastisk tur til Færøerne og at vi snart ses igen.

    SvarSlet
  6. Søde Tine. Lige præcis det her har ramt mig og rørt mig så dybt at jeg har måtte stoppe flere gange undervejs. slukke min mobil for så at vende tilbage igen. Læst det en million gange, skrevet klader som jeg har slettet, men nu prøver jeg igen. Aller sødeste du. Hold kæft hvor har jeg været bange for at miste dig. Jeg har været så bange for du ikke vil forstå hvormeget vi alle sammen har brug for dig, hvor meget du betyder for mig. Jeg er så glad for der blev åbnet op for det hele og glad for du har fået hjælp til at tackle det hele. Nu har vi snart kendt hinanden i 27 år og hvor jeg elsker dig. Tak fordi du valgte livet Tine. For jeg vil fandme aldrig undværre dig. Losepottemuld

    SvarSlet
  7. Søde Louise. Din kommentar fik også tårerne frem hos mig, for jeg ved jo godt, at mine nærmeste også har været frygteligt påvirkede af at se mig så ked af det. Du er en af de få der kender mig fra dengang, og jeg er så glad for at du blev ved med at være der for mig igennem det hele - også selvom det var hårdt. Jeg føler virkelig, at jeg er ude på den anden side - måske får jeg det dårligt igen, men jeg kan ikke forestille mig at det bliver lige så slemt som sidst. Nu har jeg knækket koden og ved, hvad der hjælper mig - og hurra for det! Jeg vil nemlig heller ikke undvære dig - eller livet. Knus.

    SvarSlet