fredag den 9. maj 2014

Henri Gylander - Drømme og Ønsker

For et par uger siden fik jeg en pakke fra forlaget Damgaard med deres to nyeste udgivelser - et par meget smukke og indbydende graphic novels - eller tegneserier, om man vil. Damgaard udgiver tegneserier på dansk, hvilket jeg normalt ikke læser så meget af, da de fleste graphic novels er på eller oversat til engelsk. Men disse to er oprindeligt svenske, og dermed ikke noget jeg ellers ville få fingrene i, så det er helt perfekt. Anne Bredahl - kvinden bag en af mine yndlingsblogs Anne O'Manne - udgiver også sin debutbog 'Jeg vil ikke tage det flot' på forlaget lige om lidt, og den glæder jeg mig så meget til at læse. Derudover udgiver forlaget også børnebøger. 
Den første tegneserie er en fin lille sag på bare 56 sider ved navn Drømme og Ønsker, skrevet og tegnet af finsk/svenske Henri Gylander. Hovedpersonen er den treårige Henkki, der glæder sig enormt meget til at blive storebror. Hans dage er fyldt med drømme og forhåbninger om det lille ny familiemedlem, og han har lidt svært ved at acceptere, at der skal gå så lang tid før babyen kommer. Forventningens glæde bliver dog afløst af en dyb skuffelse, da tingene ikke går helt som planlagt. Senere følger vi en ung Henkki, der stadig er påvirket af begivenhederne fra sin barndom, hvilket dog ikke har lagt låg på hans fantasi. Han møder en pige, der også drømmer, og deres første møder er så fint beskrevet. 
Tegningerne er enkle, fine og holdt i jordfarver, hvilket bidrager til fornemmelsen af nostalgi. Nogle af drømmesekvenserne tegnes med en lidt anden streg, som jeg er helt forelsket i. Og se lige, hvilken bog han får læst op sammen med hundene! Det er 'Gnomes', som jeg fik af min søster i julegave, og som sender mig lige tilbage til barndommen. 'Drømme og Ønsker' er en anbefalelsesværdig lille sag, og jeg er glad for at kunne tilføje den til samlingen. Følg med i morgen, når jeg fortæller om 'Mørket Venter', der blæste mig helt omkuld!

2 kommentarer:

  1. Hold kæft, hvor er du dog helt fantastisk sød. Og din blog er skideflot. Jeg er helt ked af, at den først lige er flyttet ind i min feedreader.

    SvarSlet
  2. Tusind, tusind tak, Anne! Fantastisk kommentar at få. Jeg er glad for, at du læser med nu!

    SvarSlet