torsdag den 22. maj 2014

the chimes will ring with or without wind

De sidste par måneder har min veninde Christina og jeg planlagt polterabend for vores veninde Simone, der lige om lidt skal giftes med verdens bedste irer. Pigerne kender jeg helt tilbage fra min gymnasietid, og jeg er så glad for, at jeg stadig har dem i mit liv. I lørdags oprandt dagen endelig; temaet skulle naturligvis være irsk, og det endte heldigvis med at blive en helt utroligt hyggelig og sjov dag. 
Vi startede tidligt i Simone og Dereks skønne lejlighed i Ørestaden; der blev lavet fry-up brunch, grønne drinks og cupcakes med Bailey's; pustet balloner op, pyntet med guirlander og sat irsk musik på, mens hovedpersonen selv ganske uvidende var ude og løbe en 'lille' tur på tolv kilometer med en af de andre polterabenddeltagere. Jeg var lidt bange for, om hun havde gennemskuet hvad der skulle ske, men hendes ansigtsudtryk da hun låste sig ind viste ægte, uforfalsket overraskelse. Vi var en broget forsamling af familie, gymnasieveninder, studiekammerater og træningsbuddies, så det var helt perfekt at starte dagen med en dejlig brunch og hyggesnak på tværs af bordet. Christina og jeg havde også udarbejdet en quiz, hvis pointsystem ville ende med at forudsige det kommende brudepars fremtid, og her var Simone slet ikke så skarp, som jeg havde regnet med! (Hun er et af de klogeste mennesker jeg kender, men det er fair nok, at hun ikke har styr på alle de sindssygt mange mærkelige irske traditioner. Til gengæld havde hun helt styr på de irske boybands, men jeg havde heller ikke regnet med andet.) Det resulterede i et fremtidsscenarie, hvor hende og Derek vil få ikke mindre end otte børn! Skrækscenariet var det afbildede med hele tolv skrigende babyer, men det tror jeg egentlig også brudgommen ville have været ganske tilfreds med!
Efter quiz og brunch drog vi ind mod Christinas arbejdsplads Huset, hvor vi fik en times undervisning i irsk setdance. Det var SÅ sjovt! Jeg meldte mig ret hurtigt som fotograf, da vi var én for lidt (men lige så meget fordi jeg allerede efter fem minutter var koksrød i hovedet og super svedig i min grønne (selvfølgelig) kjole), men det gjorde det bestemt ikke mindre sjovt, selvom jeg godt ved det var lidt strengt af mig at stå på sidelinjen og grine af de andre. Nu er vi helt klar til at blive hevet ud på dansegulvet til brylluppet af irske fætre, brødre og venner, og jeg glæder mig allerede. 
Næste stop var ølsmagning på Søernes Ølbar, og derefter glemte jeg lidt at tage billeder - og dem jeg tog, var sjovt nok lidt slørede og uskarpe. Aftensmaden blev indtaget på den irske pub The Globe i selskab med utroligt mange halvfulde fodboldfans, og efter et par Guinness (Carlsberg til mig - meget kedeligt, men jeg kan altså ikke lidt Guinness...) luskede jeg hjem - stadig lidt mærket af torsdagens udskejelser i Parken. De andre snuppede et par cocktails på en bar inden de også måtte overgive sig, og det var simpelthen sådan en hyggelig og sjov dag. Nu glæder jeg mig endnu mere til brylluppet, og der er kun halvanden måned til!

4 kommentarer:

  1. Hvor hyggeligt, dejlige stemningsbilleder :D Hvor var det godt, hun ikke havde lugtet lunten; det er altså bare sjovest, at få lov at overraske.
    Og sjovt med temaet, Irland er bestemt ikke et dårligt valg - særligt ikke når det indebærer ølsmagning B-)

    - Anne

    SvarSlet
  2. Tak, Anne! Og ja, hun er den type, der altid har styr på alting, så det var fedt at kunne få lov at overraske hende. :) Ja, ølsmagning er slet ikke så dumt - jeg er egentlig ikke den helt store øldrikker, men jeg kan godt lide at smage på nogle forskellige.

    SvarSlet
  3. Søde Tine. Tak for en super hyggelig dag. Det var den vildeste overraskelse, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg har så mange dejlige tøser i mit liv, der vil planlægge, (LYVE!), og bruge så meget tid på at overraske lille mig :-) I er for gode, og dine fine billeder har fanget så meget af den gode stemning.
    Tak og knus, Simone.

    SvarSlet
  4. Åh, Simone, hvor er jeg glad for din kommentar. Det var sådan en dejlig dag, også selvom vi var nødt til at lyve lidt! :)

    SvarSlet