torsdag den 26. juni 2014

some afternoon so sound and soft

Der var mange smukke parker i Porto, og den sidste dag i byen besøgte vi en af de allerfineste, Jardins do Palácio de Cristal. Som navnet antyder var det faktisk mange små haver over et ret stort område; i nogle af dem var græsset klippet millimeterpræcist, mens blomster og planter fik lov at gro vildt andre steder. Og så var der påfugle! Et af min søsters yndlingsdyr, og jeg forstår godt hvorfor, for de er SÅ smukke. En af dem sad højt oppe i et træ (en irriterende dame lokkede den ned med brød, før jeg fik taget et billede), hvilket kom lidt bag på mig, da jeg ikke troede de kunne lette fra jorden. Vi gik mange kilometer den eftermiddag, og til sidst måtte et par af mine yndlingsstrømpebukser desværre give op, men de valgte i det mindste et smukt sted at dø.

Igår var jeg ude og spise med Chrelle. Jeg tog ingen billeder, men på Madklubben i Admiralgade fik jeg endelig prøvet svinekæber efter mange anbefalinger - og de smagte vidunderligt! Inden da havde jeg fået en rigtig lækker kold tomatsuppe, og til dessert delte vi lidt ost og en gang koldskål, der var meget mere spændende end den lyder. Nu må vi se, om det bliver Brøndby eller AaB der ender øverst i tabellen næste år - jeg håber selvfølgelig på mere rødstribet succes og endnu en gratis middag. God mad i dejligt selskab bliver jeg aldrig træt af.

3 kommentarer:

  1. Godt, du fik dem smagt - husker godt, du nævnte at du endnu havde dem til gode, da jeg smed en anbefaling på det for relativt nylig. Det er jo smørmørt! Svinefest når det er bedst :D

    - Anne

    SvarSlet
  2. Jeg synes i skal satse på Hobro. Det bliver fantastisk vildt :) Losepottemuld

    SvarSlet
  3. Anne, det var blandt andet på grund af jeres lovprisninger, at jeg smagte svinekæberne. Ja, svinefest er det helt rigtige ord! :)

    Louise, jeg er bange for, at Hobro rykker direkte ned igen, men jeg glæder mig bestemt til at se dem i kamp mod de store drenge. :)

    SvarSlet