lørdag den 12. juli 2014

change your ways while you're young


Jeg sidder i vores skønne ferielejlighed i Garmisch-Partenkirchen i det allersydligste Tyskland og ser VM-bronzekamp, efter to lange dage på de tyske motorveje med latterligt meget trafik. Min far havde været forudseende og bestilt overnatning til i går i gode gamle Bettwar, som vores familie har besøgt fem-seks gange tidligere, når vi har været på vej til Italien. 

Bettwar er virkelig et hul i jorden - men et superhyggeligt og meget charmerende et af slagsen med køer i stalden og mødding i garagen. Byen er så lillebitte at den ikke har gadenavne, så husene må nøjes med et nummer. Ved vores tidligere besøg har vi boet hos gamle Frau Killian i nummer enogtres, men denne gang rykkede vi ned til nummer tooghalvtreds på 'Gasthof Alte Schreinerei', hvor vi også altid plejer at spise vidunderlige schnitzler. Jeg tror ikke Frau Killian har ferieboliger mere, men hun var altså også ret gammel og sær sidst vi var der, og det var ni år siden.  Nu er der fyldt med Tysklands-lir på vores gamle balkon.
Jeg har nogle helt klare og tydelige minder fra Bettwar, selvom vi aldrig har opholdt os i byen i mere end en nat af gangen. For tretten år siden havde vi min veninde Louise med på ferie, og midt om natten låste Frau Killian sig ind på vores værelse, snakkede uforståeligt tysk og begyndte at støvsuge. Noget med en edderkop, tror jeg, men fandt aldrig rigtig ud af det. Året efter havde jeg været på efterskole og var begyndt at ryge, og Bettwar var stedet, hvor jeg fortalte mine forældre det - det var nødvendigt efter en lang dag i bil uden mulighed for liiiige at liste mig lidt væk. Min mor var IKKE begejstret, men hendes veninde stak mig en smøg og fortalte, at hendes søn altså havde røget i årevis, så min timing var upåklagelig. Nu er jeg stoppet med at ryge igen, min mor er desværre ikke med, og i går skete der ikke noget helt så mindeværdigt som tidligere, men det var stadig helt specielt at være tilbage i den skønne lille by i Taubertal.

6 kommentarer:

  1. Nej, hvor ser det dejligt ud. Ville ønske jeg kunne tage med jer! Savner jer (og det gør Jimmy også)! Kys

    SvarSlet
  2. sikke nogen dejlige billeder! :)

    //N.K.L
    www.nkl-fashion.dk

    SvarSlet
  3. Simon, hvor er du sød. Du må med engang, du er jo mere end velkommen! Jeg savner også jer. Hils bøllemissen! :)

    Tusind tak, N.K.L!

    SvarSlet
  4. Simon skal med næste gang!

    Var det ikk også noget med en professer, dengang hun støvsugede?

    SvarSlet
  5. Haha, jo, men jeg kan overhovedet ikke huske hvad. Hvem var professoren? Boede han der hele tiden? Skulle han have vores værelse, der midt om natten? Jeg forstår ingenting.

    SvarSlet
  6. Professoren er stadig et uløst mysterium....

    SvarSlet