onsdag den 16. juli 2014

I wanna shine on in the hearts of men

I mandags tog vi en lille udflugt til slottet Linderhof, som er det mindste af hele tre slotte som Kong Ludwig d. II af Bayern lod bygge i den sidste halvdel af attenhundredetallet. Det ligger ikke ret langt fra Garmisch-Partenkirchen, og vi kørte næsten lidt tilfældigt forbi. Planen var bare at gå rundt i parken i et kvarters tid, men der var vanvittigt overdådigt og smukt, og vi brugte flere timer på at udforske de små haver, fine statuer og flotte springvand.
Linderhof var også et lille stykke af OCD-himlen. Alting var ordnet, nusset og plantet millimeterpræcist, og selvom jeg også er glad for f.eks. vilde markblomster, giver det mig en ubeskrivelig tilfredshed at se noget så symmetrisk som det var tilfældet her.
Silke var som altid en overordentlig populær dame, hvilket kommer ret godt til udtryk på dette nederste billede. 'Sie hat zwei verschiedene Augen', hører man tit folk hviske, når vi er gået forbi - hvis de da ikke stopper op for at snakke med hende - og os. Her kommer min søsters tyskkundskaber til kort, og jeg er heller ikke glad for at rode mig ud i at forklare om dansk-svenske gårdhunde og huskys, så vores stakkels far må gang på gang fortælle om Silkes oprindelse.
 
Ham Kong Ludwig var i øvrigt en ret interessant fætter.  Han brugte alle sine penge på overdådige byggeprojekter (senere på ugen når vi forhåbentlig en tur til Neuschwanstein, der er ti gange så stort og endnu flottere - men her skal vi nok heller ikke indenfor - det er nogle af de få steder, hvor Silke ikke er velkommen), og så var han ret forelsket i Wagner. Han var super introvert og ville langt hellere snakke med en lokal bonde i stedet for at deltage i formelle arrangementer, og så døde han under mystiske omstændigheder som fyrre-årig. Han ville have været den kulørte presses yndlingsoffer, hvis han havde levet i dag!

4 kommentarer:

  1. Den park har jeg også besøgt engang! Den er ganske vidunderlig og symmetrisk. Min hobby-autist havde en god dag.

    Det er dejligt at se at I hygger jer!

    SvarSlet
  2. Den var SÅ fin og dejlig at gå rundt i! Lige noget for os, Lotte. Du kan tro, vi har hygget os.

    SvarSlet
  3. Åh der er godt nok en der har de vildeste farmerarme!!

    SvarSlet
  4. Hahaha! Jeg havde faktisk slet ikke lagt mærke til det. Men kunne godt se det, da jeg scrollede op igen... :D

    SvarSlet