tirsdag den 29. juli 2014

the years float like dust held in the sunlight

Hold nu kæft hvor er det nedtur at starte på arbejde efter tre ugers ferie. Det er jeg bare på ingen måde motiveret til, og jeg starter endda ud med tre hårde og lange uger, fordi det er blevet andres tur til at holde ferie. Siden jeg kom hjem fra Tyskland har jeg ikke haft lyst til andet end at flytte ned til en mindre, tysk bjerglandsby sammen med min kæreste, kat, far og søster. Det er den sædvanelige post-ferie-blues, men denne gang har det føltes mere dragende, mere ægte, mere muligt. Jeg VED jo godt, at det også ville blive hverdag dernede; min halve uddannelse og sparsomme tyskkundskaber ville nok kun skaffe mig et job i kassen i et tysk supermarked - og det er jo altså ikke ret meget anderledes end det jeg laver nu. For ikke at tale om det faktum, at det kan blive svært at få tre andre mennesker til helt at ændre deres liv for min skyld.  (Men bjerge! Der vil være udsigt til bjerge! Andet billede er fra vores balkon)

Og nu en ufin overgang til noget helt, helt andet, for i går var det nemlig femten år siden jeg fik mit første kys og min første kæreste. Det er nok en dato jeg aldrig glemmer - jeg var fjorten år, fire måneder og fire dage, og jeg følte mig så afsindigt mærkelig og nederen og som helt bestemt den eneste fjortenårige i verdenshistorien der aldrig var blevet kysset. Han var lige fyldt femten og havde heller ikke kysset før, og vi var kærester i lige knap fire måneder. Det var sødt, uskyldigt og trygt, og i årene der fulgte, var jeg glad for at have et bevis på, at det der med drengene godt kunne lade sig gøre for mig. Jeg er glad for, at jeg dengang ikke kendte udsigten til de næste mange års kærlighedstørke, depression og knuste hjerter, og at jeg ikke vidste, at min næste rigtige kæreste ville blive ham, jeg har nu  - dengang tænkte jeg mest på, at det var lidt ulækkert at kysse. Den fornemmelse gik heldigvis hurtigt over, og jeg er min første kæreste evigt taknemmelig for de ting, vi lærte sammen. Jeg har ikke snakket med ham i årevis, men jeg ved, at han nu er jazzmusiker, så det er nok meget godt at vi gik hvert til sit.  

2 kommentarer:

  1. Haha, det kan være du var endt som assisterende saxofospiller B-) Nogle gange er det meget godt, at tingene blev som de gjorde :D

    - Anne

    SvarSlet
  2. Åh gud, Anne! Saxofon er måske det eneste instrument i verden, jeg ikke kan lide! Men ja, det passer nok ret godt til en kontrabas. :)

    SvarSlet