tirsdag den 12. august 2014

been taking pictures of your obsessions

Inden jeg tog på ferie i det sydligste Tyskland havde jeg forberedt mig på at indsamle materiale til endnu et mad-på-ferien-indlæg, ligesom det fra sidste års schnitzel-fest. Jeg har da også troligt fotograferet alle aftenmåltider, men hver gang jeg har set menukortet, har jeg haft lyst til det samme - og jeg havde ingen intentioner om at vælge fotogent frem for fråderen. Der er derfor ikke helt den samme variation i billederne som sidste år, men sådan en svampesovs ser jo altid appetittelig ud (synes jeg), så her kommer indlægget alligevel. 

Første overnatning var i Bettwar, hvor vi spiste og sov på Gasthof Alte Schreinerei. Vi har efterhånden spist der snart ti gange, og hver gang bliver vi præsenteret med en krukke fedt og en kurv med brød til forret. Da jeg var barn, syntes jeg at det var det klammeste i verden, men nu holder jeg næsten af sådan en lille fedtemad. Én er dog nok, synes jeg. Til hovedret havde jeg valgt en klassiker fra turen sidste år - nemlig 'Semmelknödeln mit frischen Pfifferlingen', og den skuffede bestemt ikke. Det var måske endda turens bedste måltid, for sovsen var bare helt perfekt, og så kan retten jo altså ikke gøre for, at den ser lidt uappetittelig ud.   
Lørdag var første aften i Garmisch-Partenkirchen, og her spiste vi hjemme, efter at have udforsket et kæmpestort supermarked. Der er ikke noget bedre end supermarkeder i udlandet! Vi spiste kylling og frisk pasta, men det tog jeg ikke noget billede af. Søndag var der fodboldfinale, og vi fik et bord udenfor ved en restaurant nede i byen, der viste kampen på storskærm. Her fik jeg en lidt anonym pastaret med kalkun - der også var fyldt med små stykker peberfrugt, der ikke stod på kortet, og som var umulige at pille fra. Jeg er ikke specielt kræsen, men lige peberfrugt bryder jeg mig ikke om. Turens dårligste ret.    
I Ettal spiste vi på en hyggelig restaurant lige ved et kloster, og her startede et mønster, jeg fandt svært at bryde på resten af ferien - jeg bestilte nemlig en jägerschnitzel med champignonsovs og hjemmelavede spätzle, og med ganske få variationer, var det min aftensmad resten af ugen. Denne aften var schnitzlen ikke paneret eller banket helt uigenkendeligt flad, og både kød, sovs og spätzle var rigtig lækkert og serveret i rigelige mængder. Nabobordene var også optaget af nogle ældre folk fra byen, og tilstedeværelsen af lokale på en tysk restaurant er næsten altid et godt tegn, da man må formode, at de ikke ville komme tilbage, hvis maden var forfærdelig. 
Tirsdag aften spiste vi på en restaurant næsten lige over for vores lejlighed, og her var fyldt med både lokale og turister. Stedet hed Bräuwastl, hvilket åbenbart er et kælenavn for Sebastian, og her blev serveret fremragende mad af et par søde søstre i dirndl. Min ret var denne gang i wienerschnitzel-variationen med nogle vidunderlige ostespätzle, der trak den samlede oplevelse flere karakterer op, selvom champignonsovsen godt kunne have været en anelse tykkere (og ideelt set med kantareller i stedet). Det var virkelig lækkert, og endnu en gang fik man fornemmelsen af at spise et sted, der ikke bare lever af turisterne, men som går op i at lave noget godt, traditionelt tysk mad. 
Onsdag kørte vi til Mittenwald, hvor vi fandt et bord ved byens hovedgade. Her kunne vi holde øje med alle de forbipasserende og deres mange hunde. Menukortet bød endnu engang på 'Semmelknödel mit frischen Pfifferlingen', og det tilbud kunne jeg ikke stå for. Det var også ret lækkert, men unødvendigt med alle de uannoncerede grøntsager (jeg spiste en salat ved siden af, men kunne sagtens helt have undværet grønt i retten). Sovsen var næsten ren fløde, og derfor ret lækker, og min søsters næsten identiske ret minus grønt og plus kød var bestemt et hit. 
Efter vi havde besøgt eventyrslottet Neuschwanstein om torsdagen, kørte vi rundt på egnen og ledte med stigende sult efter en restaurant. I en lille by, som jeg har glemt navnet på, så vi et hyggeligt sted med borde placeret under skyggegivende træer, og her kørte vi straks ind. Der blev hurtigt godt fyldt op ved bordene, og den enlige tjener havde enormt travlt, så vi ventede lidt på vores mad. Min søster og jeg udnyttede tiden til at hilse på et par heste, der stod i en fold overfor restauranten, den lavthængende sol gjorde landskabet endnu smukkere, og vi havde slet ikke travlt. Min mad bestod af noget meget mørt svinekød i champignonsovs og med - jeps - ostespätzle, og det var rigtig lækkert. Det var en kæmpestor portion, og endnu en aften hvor Silke også fik lækker middagsmad - det var ikke kun mig, der tog et kilo på i løbet af ugen.   
Fredag aften gik vi hvileløst rundt i centrum af Garmisch for at finde et sted at spise, men der var byfest, klokken var lidt i otte, og alt var optaget. Vi kørte tilbage til Brauwästl, og jeg fik præcis det samme at spise som om tirsdagen. Det var fantastisk. Lørdag aften var vi på vej til Danmark igen og overnattede i Wildemann, som vi også besøgte sidste år. Her var sidste års kulinariske højdepunkt med nogle ekstraordinært gode 'Semmelknödeln mit frischen Pfifferlingen', men de var desværre ikke på menuen denne gang, så jeg vovede mig ud i en schnitzel med svampesovs og ostespätzle - modigt, I know. Har havde spätzlene lige fået en tur på panden i noget smør inden servering, hvilket bestemt ikke gjorde dem dårligere - til gengæld var der en svamp i sovsen, der havde en vanvittigt klam konsistens, og man kunne ikke umiddelbart adskille den fra de andre, så hver bid var et lille eventyr i sig selv. Selvom det er svært at se, ligger der hele TRE stykker kød på min tallerken, og endnu engang var Silke en heldig hund, da jeg overhovedet ikke kunne spise op. 
Denne dårligt belyste og skidt fotograferede omgang overdådig morgenmad er lidt ude af kontekst, men den var så imponerende, at den alligevel har sneget sig med i indlægget. Det var på turens sidste stop; en overnatning i Wildemann hos en bestemt dame, der brugte de første fem minutter på at fortælle os alt det, hunden ikke måtte. Vi havde jo ellers valgt stedet fordi Silke måtte komme med, men okay - hun sover ikke i sengen alligevel, og hun kunne aldrig finde på at stå ved døren og gø hele natten. Det var dog ikke helt tilfredsstillende at måtte lade hende blive i bilen under morgenmaden, men med den imponerende servering og alt for meget kødpålæg, kunne vi skiftes til lige at stikke ud til hende med en skive skinke og lidt vand. Med til morgenmaden hørte også æg efter eget valg (scrambled, selvfølgelig) og lune vafler, og så var det svært ikke at være tilfreds, selvom damen ikke kunne lide hunde.  

3 kommentarer: