torsdag den 7. august 2014

just let me turn the amps way up

Det var et helt fantastisk og emotionelt gensyn med Conor Oberst i går. I et halvtreds grader varmt Amager Bio charmerede han alle blandt publikum med en meget mere udadvendt og glad sceneoptræden, end den han leverede for ti år siden, og jeg blev igen ganske forelsket i den lille fyr. Han ER virkelig blevet voksen og sportede nu skægstubbe og jakkesæt - men nuttet og afsindigt lækker er han altså stadigvæk. Det er skørt at crushe på en musiker på den måde igen - det er alligevel nogle år siden det sidst er sket. Med mig havde jeg to gode venner, der også blev teenagere igen under koncerten, og som havde deres helt egne følelsesladede minder med Bright Eyes - han er bare en af dén slags kunstnere. I går var jeg ikke trist, og der var ingen knude i maven - tværtimod havde jeg lidt en følelse af, at have 'reclaimet' Conor Oberst, og nu tror jeg det bliver meget nemmere at lytte til de gamle plader. 

Han sprang desværre over 'No One Would Riot For Less', men til gengæld spillede han mange flere gamle Bright Eyes-numre end forventet, OG han havde 'June on the West Coast' fra den første plade med som ekstranummer, hvilket var en meget positiv overraskelse. Bandet var enormt velspillende, og Conor selv var som sagt i hopla, og de nyere, 'kedelige' countryfolknumre blev fortalt og spillet så overbevisende, at jeg fik helt dårlig samvittighed over at have kaldt dem kedelige. Han er stadig helt fænomenal til at skrive tekster, og jeg skal helt sikkert udforske den nyeste plade lidt mere. Især 'Artifact #1' var meget, meget smuk. 

Merchandiseboden lokkede med billige plader, men jeg holdt mig i skindet og sprang over. Min samling er rigeligt stor i forvejen, og jeg skal ikke til at generhverve mig alle Oberst-udgivelser på vinyl, for det er både dyrt og næsten umuligt. Desuden skal jeg nok bruge nogle penge i aften i Vega, hvor tiden igen er kommet til koncert med Neutral Milk Hotel, der for præcis to måneder siden leverede en magisk aften på Primavera i Porto. Det fik jeg aldrig sat ord på, men måske kan jeg skrive noget efter i aften, for det band betyder nemlig også en hel del for mig - omend på en helt, helt anden måde. Her minder tekstuniverset mig om min mor, og jeg kan måske ikke helt lade være med at fælde en tåre i aften, hvor det er tyve måneder siden hun døde.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar