fredag den 8. august 2014

let me hold it close and keep it here with me

Neutral Milk Hotel-koncerten på Primavera Sound-festivalen i Porto udgjorde nok 70% af årsagen til, at det lige var Portugal der blev sommerferiedestinationen i år. Jeg har elsket det band intenst siden min ven Chrelle for ti-elleve år siden lavede et mix-tape til mig hvorpå jeg kunne finde nummeret King of Carrot Flowers, pt. I (her blev jeg også introduceret til Coco Rosie og en masse andet godt - Chrelle har uden tvivl stået bag den største del af min musikalske opdragelse). The Smashing Pumpkins og Pulp plejer at skiftes lidt til at blive udnævnt som mit yndlingsband, men førstepladsen på listen over yndlingsplader er ganske urokkelig og har de sidste mange år været indtaget af Neutral Milk Hotel’s ‘In The Aeroplane Over The Sea’ fra 1998. Bonusinfo - Neutral Milk Hotel er også min bedste fiktive venindes (April fra Parks & Rec) yndlingsband.

Jeg ville ønske jeg kunne forklare, hvor meget den plade betyder for mig. Den har altid været vigtig for mig, men med min mors sygdom og død, fik tekstuniverset, der kredser meget om døden, pludselig en helt anden betydning for mig. ('I will be with you when you lose your breath' får tårer frem i øjnene på mig hver gang.) 'In The Aeroplane Over The Sea' er på mærkværdig vis en temaplade, der handler om (en version af) Anne Frank og holocaust, hvilket kan lyde både banalt og påtaget, men er det præcis modsatte. Den otte minutter lange 'Oh Comely' er et intenst og insisterende mesterværk, der i starten med bare guitar og Mangums fantastiske vokal brænder sig ind i hjertet på lytterne. Mens de stille sange er kuldegysfremkaldende og hjerteskærende, er de vilde og distortede numre med tuba, sækkepibe og sav nogle af de mest forløsende stykker musik, jeg nogensinde har hørt. Det er en plade, jeg aldrig bliver træt af; de sidste par måneder har jeg hørt den flere gange om dagen, og den er stadig lige god. Hvis jeg skulle anbefale et lidt mere tilgængeligt nummer til jer, må det blive den vanvittigt smukke titelsang, 'In The Aeroplane Over the Sea' 

Neutral Milk Hotel gik i opløsning næsten lige efter udgivelsen, fordi frontmand Jeff Mangum ikke havde det godt med al den berømmelse, der fulgte med den nyopnåede status som kultband. Jeg havde affundet mig med, at jeg aldrig skulle opleve dem live, men ligesom Smashing Pumpkins og Pulp fandt sammen igen i kortere eller længere tid, annoncerede Neutral Milk Hotel pludselig en lang række koncerter - én af dem altså i Portugal, og én i København. Der var aldrig nogen tvivl om, at jeg skulle se begge dele, men jeg har været så utroligt nervøs inden begge koncerter. Jeg ville næsten ikke kunne bære at få mit billede af Mangum ødelagt, og jeg har hørt den plade så længe, at det ville være helt underligt at høre den spillet live. 


Men al min frygt blev gjort til skamme, og jeg har været vidne til to helt forrygende koncerter. Begge koncerter har været den syvende - henholdsvis halvandet år og atten måneder efter min mors død - og begge koncerter har været en ekstrem emotionel oplevelse for mig. I Portugal græd jeg ret meget, men af glæde og taknemmelighed, og i går aftes måtte jeg også lige lade et par tårer blande sig med sveddråberne i mit ansigt. Jeg følte mig først lidt fjollet, men når jeg kiggede rundt, var jeg langt fra den eneste. Det her band har været inspirationskilde for en lang række indiebands og talerør for en hel generation (mange lige fem-ti år ældre end mig - jeg var trods alt kun tretten, da pladen udkom, og opdagede den først for ti år siden), og jeg har sjældent været til koncerter, hvor folk var så meget på, og reagerede på hvert eneste temposkift, frasering eller trompettrut med vild begejstring. 

Jeff Mangum selv står relativt stille i sin store sweater eller krøllede skjorte og bruger al sin energi på at synge og spille, mens resten af bandet er veloplagt og legesygt, og med alverdens blæseinstrumenter, harmonika og sav på scenen er de SÅ oplagte at fotografere. Det må man bare ikke, og i Portugal måtte Jeff Mangum flere gange skælde lidt ud på folk, der tog billeder med deres mobiltelefon. 'I make music from here to here', sagde han, og pegede først på sit hjerte og så på os. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tage et hurtigt billede med kameraet, men det var for at have et minde om den helt enestående oplevelse vi var vidne til. Jeg tror mit hjerte ville briste, hvis han havde set det og skældte mig ud. I går behøvede han slet ikke skælde ud, og han virkede faktisk lidt gladere end i Portugal, hvilket også gjorde mig glad, fordi jeg har en åndssvag forestilling om, at det er sindssygt hårdt for ham at turnere og være i kontakt med så mange mennesker. Men mon ikke han også kan finde glæde i at betyde så meget for så mange mennesker verden over.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar