mandag den 4. august 2014

your eyes must do some raining if you're ever gonna grow

lidt ung (men det var jeg også), meget emo og ret nuttet.
På onsdag skal jeg til Conor Oberst-koncert i Amager Bio - fine lille Conor fra Omaha, der tidligere gik under kunstnernavnet Bright Eyes, og som med afstand var den vigtigste kunstner for mig i en årrække for ti-tolv år siden. Da de andre piger i gymnasiet sukkede over John Mayer og Justin Timberlake, var Conor manden i mit teenagehjerte. Han har betydet så meget for mig, at jeg aldrig helt har sluppet ham - og min kat Jimmy hedder da også Oberst til efternavn som en lille hyldest til min gamle helt. 
oh yes
Den bedste Bright Eyes-plade er uden sammenligning 'Fevers and Mirrors' fra 2000, der er hjerteskærende intens og smerteligt god, og med en ulykkelig Conor, der råber, græder, hvisker og spytter sig igennem nogle af de mest deprimerende sange, jeg nogensinde har hørt. Da jeg endelig fik muligheden for at se ham live, var jeg i et mærkeligt forhold (som slet ikke var et forhold - det har vi jo lige fået konstateret) med en fyr fra København, der også godt kunne lide Bright Eyes. Vi skulle afsted med fem-seks af hans venner, der vist mest så det som endnu en aften i byen, og jeg turde ikke give udtryk for, hvor meget det egentlig betød for mig med den koncert. Jeg turde - og kunne - heller ikke give udtryk for, hvor meget ham fyren betød for mig, selvom alle vennerne udmærket godt vidste, at vi var sammen. 

Jeg kan huske den aften så tydeligt.  Før koncerten var vi selvfølgelig kommet for sent af sted (jeg ville helst have været der et par timer før), og da de andre løb over vejen for at nå bussen, løb jeg jo bare med. Jeg snublede og faldt, fik blødende hudafskrabninger på hænder og knæ,  men der var ikke nogen, der spurgte om jeg var ok. I stedet fik jeg følelsen af, at de syntes jeg var lidt irriterende og pinlig, og det var dengang noget af det mest ydmygende jeg nogensinde havde oplevet. Jeg følte mig så sindssygt utilstrækkelig og forkert, og samtidig så utroligt forstået og rigtig i forhold til manden på scenen, og mit indre var et rodet virvar af modstridende følelser. Koncerten var virkelig god, Conor var sygt lækker, og gensynet på Roskilde senere samme år var endnu bedre, men hvor er det dejligt ikke længere at være nitten år og så utroligt emo. 

Bright Eyes var også mit soundtrack, da det selvfølgelig måtte stoppe med fyren et par måneder senere. Conor var dengang min tætteste ven, for jeg kunne slet ikke finde ud af at snakke med mine rigtige venner, og jeg har grædt spandevis af tårer til Haligh, Haligh, A Lie, Haligh, der er den mest sørgelige sang i verden. I dag prøvede jeg at lytte til Fevers and Mirrors igen, men selvom det er så længe siden dengang og selvom det ikke har betydet noget i årevis, fik jeg alligevel en lille knude i maven. (Det gik meget bedre med at høre 'Lifted', der er en close second og også et lille mesterværk. 'Lover I Don't Have To Love' er stadigvæk en dyster perle, ligesom jeg elsker den noget mere positive 'Bowl Of Oranges' med den fine video.) Det er utroligt, hvordan musik kan fremkalde følelser og minder bedre end billeder kan gøre det. 
også en ret sød 34-årig i 2014
Heldigvis er både Conor og jeg blevet voksne nu. For ham betyder det, at han laver nogle lidt kedelige countryplader, og jeg har lært, at kærlighed ikke skal være ensbetydende med en konstant følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed - men i stedet det stik modsatte. Conor Oberst er på sin nyeste plade i eget navn, 'Upside Down Mountain' blevet noget mere positiv, og musikken har bestemt sine momenter, selvom han er en af de kunstnere, der er mest interessant når han er ulykkelig. Jeg kan dog sagtens unde ham at være glad; han har allerede lavet en lang række virkelig gode plader, og jeg glæder mig utrolig meget til at se ham igen - især fordi det ser ud til, at han spiller en af mine gamle favoritter, 'No One Would Riot For Less'

2 kommentarer:

  1. Det er skørt at høre om dengang. Så lang tid efter. Er helt enig - godt man ikke er 19 år mere.

    SvarSlet
  2. Det var også lidt skørt at tænke på det. Men det kommer helt af sig selv, når jeg hører Bright Eyes. Ja, godt vi ikke længere er nitten år, og godt, at vi også er blevet voksne sammen og stadig ses. :)

    SvarSlet