tirsdag den 14. oktober 2014

although it's last month it's like yesterday

Da jeg havde grædt lidt over min mor i søndags, trængte jeg til at få tankerne væk og blive blæst igennem af den friske luft, så jeg cyklede en tur ud til Amager Fælled. Det er først i år, at jeg for alvor er begyndt at bruge Vestamager - med både stranden og staden så tæt på har jeg ikke rigtig haft behovet. Men der er jo vidunderligt smukt derude, og jeg har især forelsket mig totalt i området ved Sjællandsbroen, som Sine viste mig for noget tid siden. Billederne er ikke fra i søndags, men fra en dag for snart en måned siden, hvor min kæreste og jeg cyklede samme tur og sluttede af på Mother med en cola og en kop kaffe.

Efterårets komme betyder også sæsonstart på flere af mine yndlingsserier, der er noget af det allerbedste til at aflede tankerne. American Horror Story startede meget lovende ud på fjerde sæson; 'Freakshow', Sons of Anarchy er overdrevet, men underholdende - men det spritnye afsnit af The Walking Dead slår alt andet med flere længder. Jeg vil ikke spoile eller snakke for meget om det, før hele sæsonen er blevet vist, men flere af scenerne i første afsnit af femte sæson er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har set i en tv-serie i bedste sendetid. Det er bestemt et kompliment, for jeg er positivt overrasket over hvor meget brutalitet og kynisme serien efterhånden byder på (men der er heldigvis også stadig plads til kærlighed og sammenhold). Jeg glæder mig så meget til næste afsnit!

2 kommentarer:

  1. Hold nu op nogle smukke billeder du har fået taget Tine! Sig til når du har lyst til en gåtur mere. Mangler at udforske Herlev :-)

    SvarSlet
  2. Tusind tak, Sine! Det var pænt sagt. Jeg vil gerne udforske Herlev sammen med dig en dag. :)

    SvarSlet