lørdag den 11. oktober 2014

Stephen King - Mr. Mercedes

Mr. Mercedes er den nyeste udgivelse fra Stephen Kings produktive hånd; stadigt så ny, at jeg ikke så den oversat til tyrkisk og - alt efter hvordan man tæller - forfatterens roman nummer syvoghalvtreds. Med en så imponerende udgivelsesrække kan de ikke alle sammen være lige gode, og selvom denne thriller ikke er decideret dårlig, kunne den godt være blevet i bunden af skrivebordsskuffen. Heldigvis er selv en halvdårlig King-thriller bedre end det meste andet i genren, tempoet i bogen fejler ingenting; og Kings opbygning af karakterer er stadig eminent, omend grænsende til det stereotype i denne bog. Til sidst blev den faktisk en regulær pageturner for mig, og det var svært at slukke lyset over sengen i værelset, jeg delte med min søster i Tyskland. Ikke på grund af uhyggefaktoren i bogen, der er nærmest ikke-eksisterende, men fordi den faktisk blev enormt spændende. Jeg tror dog det er en bog, der vinder meget på at blive læst i løbet af et par dage - den er som de fleste bøger helt klart bedst, når de tidligere sider er friske i hukommelsen.

Monsteret i Mr. Mercedes er ikke en af dem fra kloakristerne eller det ydre rum, men derimod en helt anonym ung mand, der dog ikke er mindre uhyggelig af den grund. En af Kings forcer er at beskrive, hvordan den helt almindelige nabo i virkeligheden kan være en sindssyg sadist, og mange af hans mest ubehagelige historier udspringer af denne dagligdags horror. Mr. Mercedes forbliver ikke anonym for læseren ret længe, men det er et bekendtskab man måske helst ville have været foruden. Brady Hartsfield er nærmest en kliché-agtig definition på uskadelig fremmed - uden at spoile har han en meget tillidsvækkende funktion i samfundet, men ikke desto mindre er han også manden bag rattet i den Mercedes, der en tidlig morgen torpederer en gruppe af arbejdsløse, der venter foran et jobcenter. Selvom han dræber mange og sender chokbølger gennem samfundet, har han endnu større planer, og det er op til den pensionerede detektiv Bill Hodges at afsløre og  stoppe ham. 

Bill Hodges er definitionen på en 'retired cop' - i mit hoved ligner han en lidt ældre udgave af Sam Healy fra Orange Is The New Black. Han bruger sine dage på at se dårligt fjernsyn, spise junkfood og ærgre sig over, at han ikke fangede Mr. Mercedes inden han gik på pension året inden. Da han en dag får et drillende brev fra morderen, der tydeligvis har overvåget ham, beslutter han sig for at sætte efter ham - alene. Og det er altså lidt irriterende. Jeg ved godt, at der ikke rigtig ville være en historie, hvis Bill bare gav brevet videre til sine buddies på politistationen, men det virker altså lidt utroværdigt. Det bliver endnu værre som plottet skrider hastigt frem - på et tidspunkt er det direkte åndssvagt, at han ikke bare beder om hjælp. Hans kærlighedsaffære med den meget yngre og lækre søster til et andet offer er også så klichéfyldt, at det næsten er uudholdeligt; også selvom det tydeligvis er bevidste nik til detektivgenren fra Kings side. Portrættet af Brady Hartsfield derimod er både skræmmende og overbevisende, og han er straks lidt mere interessant at følge.   

Mr. Mercedes er ifølge Stephen King den første i en trilogi om Bill Hodges, hvilket for mig ikke er sindssygt ophidsende nyheder, da jeg til enhver tid hellere vil have to romaner med helt friske historier og karakterer. Hvis historien og karaktererne havde været lige så spændende og rørende som 'The Dark Tower'-serien, havde jeg nok set lidt mere frem til de næste udgivelser om Bill Hodges, men efter Mr. Mercedes er jeg mest bare mildt skuffet. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar