fredag den 24. oktober 2014

with one deep breath and one big step

AaB vandt i går med imponerende 3-0 hjemme mod Dynamo Kiev i Europa League og leverede en af deres største bedrifter længe. Det seneste stykke tid har især én AaB-spiller været meget i medierne; nemlig den hjemvendte søn Nicklas Helenius, der har valgt at være hudløst ærlig omkring hvorfor udlandseventyret i Aston Villa blev en kæmpe fiasko. I en mandsdomineret og til tider hård fodboldverden er det albuerne først (eller knopperne på fodboldstøvlerne, om man vil), og der er nok ikke ret meget plads til svaghed, tvivl og usikkerhed hos de unge knægte, der i mange tilfælde er rejst direkte fra den trygge ungdomsklub til et nyt liv i et fremmed land uden at kende nogen. Efter bare et par måneder i England fik Helenius en irriterende mavebakterie, der ikke rigtig ville slippe ham igen, og snart fulgte et halvt års helvede med støt stigende dødsangst, søvnbesvær, depression og selvmordstanker. Jeg er så glad for, at han har valgt at dele sin historie med hele fodbolddanmark, for psykiske problemer er langt fra hverdagskost på mediernes sportssider - selvom fodboldspillere kan rammes lige så let som alle andre. Hvis du vil se interviewet, der gav mig en klump i halsen og våde øjne, kan du klikke lige her eller læse her. Nu er han tilbage i Aalborg, far til tvillinger og meget, meget gladere. Det gør også mig meget glad. 

Det er ikke første gang, at en AaB-spiller bryder tabuer. Tidligere i år kunne man i en meget rørende artikelserie i Jyllandsposten, som man desværre skal betale for at læse, opleve anfører Thomas Augustinussen (min søsters mangeårige favorit og også en af mine yndlinge) fortælle åbent om sin fars selvmord. Det gør kun min kærlighed til AaB-drengene endnu større, for de er altså en bunke enormt sympatiske knægte med begge ben solidt plantet i den jyske muld; de passer godt på hinanden, og de er ikke bange for at tabe ansigt og snakke om alt det svære. Mere åbenhed om psykisk sygdom er vejen frem!
Til gengæld vil jeg gerne bytte med Knæk Cancer-ugen, som jeg snart ikke kan overskue at høre mere om. Forstå mig ret - det er selvfølgelig en rigtig god og vigtig kampagne, og man skal nok være temmeligt afstumpet for decideret at have noget imod initiativet, men jeg orker bare ikke at høre mere om kræft lige nu. Det er naturligvis min helt egen, subjektive holdning, der er ret præget af min mors død for to år siden, men min dødsangst på egen og andres vegne bliver altså ikke mindre af at få smækket '1 ud af 3 danskere får kræft' i hovedet, hver gang jeg tænder fjernsynet. Og så er jeg virkelig ikke glad for hele denne fighter-retorik. Selvfølgelig er det fantastisk, når folk kan erklære sig sygdomsfri, men min mor døde altså ikke, fordi hun ikke kæmpede nok. Der er ikke tale om, at min mor 'tabte kampen mod kræften'. Hun blev ramt af en lortesygdom, hvor der overhovedet ikke var noget at stille op, og så kunne hun have kæmpet herfra og til månen, for det ville ikke have gjort nogen forskel overhovedet. Jeg håber I bærer over med mig og kan gennemskue, at selvom jeg ikke kan snakke objektivt om dette ømtåelige emne, synes jeg stadigvæk at både indsamlingen og det store fokus på kræft er vigtig og rigtig. Og sådan gik det til, at et billede af Nicklas Helenius optrådte i samme indlæg som et billede af min mor.    

3 kommentarer:

  1. Jeg forestiller mig at hun strikker :)

    SvarSlet
  2. Hvis der var nogen der kæmpede, var det i den grad din smukke mor :) Losepottemuld

    SvarSlet
  3. I er søde. :) Jeg tænker også, at hun har gang i et eller andet håndarbejde. Og ja, min mor gjorde bestemt alt hvad hun kunne for at blive hos os.

    SvarSlet