torsdag den 27. november 2014

now and again it seems worse than it is

Jeg tror lidt, at jeg glemmer at fortælle hvordan størstedelen af dagene forløber uden min mor. Jeg skriver tit, når jeg er meget ked af det, men heldigvis byder langt de fleste dage jo på savn og ikke sorg. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på hende eller snakker om hende, men det er ikke hver dag jeg lader mig selv tænke på den sidste, korte tid jeg havde med hende, og de helt store tudeture begrænser sig til et par gange om måneden nu. De dårlige dage kan jeg stadig ikke styre; jeg kan ikke bestemme hvornår de kommer, eller hvor voldsom min sorg er, men det er efterhånden sjældent at det varer ved hele dagen. Oftest kan jeg mærke det om morgenen - de fleste dage er helt normale, men af og til vågner jeg med en knude i maven og en klump i halsen, og ingen af delene forsvinder, før jeg anerkender dem og lader mig selv være ked af det. Tankerne om hende popper helt naturligt op i min bevidsthed - både de gode og de dårlige -  for selv de helt trivielle hverdagsritualer kan minde mig enormt meget om min mor. Jeg sætter virkelig pris på, at hun stadig fylder så meget i mit liv, selvom det medfører et par tudeture fra tid til anden.   

De næste uger bliver nok ikke ret sjove, og jeg kan heller ikke garantere, at der ikke kommer et sygt deprimerende indlæg engang. I dag er det to år siden min mor sidste gang var ved bevidsthed og sidste gang kaldte mig 'Tinemus', og jeg kan godt mærke, at det påvirker mig enormt meget at skrive om det, hvilket sådan set modbeviser hele min pointe med indlægget. Sådan er det nok bare, når man sidder alene og savner, men i weekenden besøgte jeg min onkel (min mors storebror), tante og to fætre, og der var det rart at snakke om hende og genopfriske gamle minder. Det gør mig så godt at være i selskab med mennesker, der kendte og holdt af min mor, og jeg vil altid gerne snakke om hende - også selvom det medfører blanke øjne og en grødet stemme. Jeg tror ikke jeg er i nærheden af at være afklaret omkring min mors død, og jeg lader i stedet den øverste følelse i rodebunken dominere min dag, men jeg prøver vist bare at sige, at den følelse langt det meste af tiden er god.     

6 kommentarer:

  1. Sikke et fint indlæg, Tinemus. Og nogle endnu finere billeder. Jeg glæder mig virkelig meget til at se dig igen i andet end arbejdsøjemed.

    SvarSlet
  2. I øvrigt er det nogle virkelige pæne sandaler din mor har på, på det øverste billede.

    SvarSlet
  3. Tiden er så mærkelig. Den går så hurtig og alligevel er accepten så svær. Jeg havde selv troet da jeg for snart 2 år siden sad i kirken til din mors begravelse at jeg relativt hurtigt vil forstå og accepterer situationen. Men det er fandme svært. Jeg tænker ofte på hende, vi besøger hende jævnligt på kirkegården, men derfor er det stadig svært at forstå. Jeg kan godt forstå du savner hende. At sorgen er en ekstrem størrelse der går sine egne veje. Jeg vil bare ønske jeg kunne være ved din side. Hver eneste dag. Jeg glæder mig til snart at kramme dig igen. Dele gode minder, lytte, græde og grine. Losepottemuld

    SvarSlet
  4. Tusind tak, søde Nanna. Ja, det er nogle pæne sandaler. Jeg købte mit eget par da jeg blev femten, og det syntes min mor var ret sjovt. :)

    Louise, hvor er du sød. Tak for din dejlige kommentar. Det gør mig så glad at vide, at I besøger min mor af og til, når jeg nu ikke selv kan kigge forbi så tit. Jeg glæder mig sådan til at se dig igen.

    SvarSlet