søndag den 9. november 2014

Stephen King - The Green Mile

Efter et par halvlunkne læseoplevelser med de nyeste bøger fra Stephen Kings hånd - og som optakt til den nye 'Revival', som jeg har tårnhøje forventninger til - trængte jeg til at genlæse en af de allerbedste, nemlig 'The Green Mile' fra 1996, der sammen med filmatiseringen cementerede Kings status som en af de allerypperste historiefortællere. Næsten alle kender i dag historien om den kæmpestore, blide John Coffey (like the drink, only not spelled the same), der under tredivernes depression sidder på dødsgangen i  et fængsel i Louisiana, men det er så god en fortælling, at den alligevel fortjener et par ord og refleksioner med på vejen. Selvom det er tredje eller fjerde gang jeg læste bogen, kunne jeg alligevel slet ikke lægge den fra mig, og jeg måtte hele tiden liiige læse et par sider mere før jeg slukkede lyset om aftenen. Historien er på ingen måde ny for mig, men selv uden overraskelseseffekten er den altså bare så velfortalt og velskrevet, at hvert gensyn er en ren fornøjelse.  

Oprindeligt var 'The Green Mile' udgivet i seks dele - både for at lave et publicity-stunt, men også for at forhindre læserne i at bladre om til sidste side for at læse slutningen først; noget hans egen mor altid selv havde gjort. Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre! Slutningen var i øvrigt slet ikke skrevet eller færdigudtænkt, da første installation udkom, og det er en arbejdsgang der giver en perfektionist som mig sved på panden. Eksperimentet må dog siges at være en dundrende succes, og på trods af et par enkelte gentagelser, virker historien lige så godt som en enkelt, samlet udgivelse. Min far har alle seks, mens jeg må nøjes med den lidt mere skrabede paperback-udgave.  

Mange jeg kender har ikke læst bogen, men kun set den fremragende film fra 1999, og selvom Stephen King på dvd'ens ekstramateriale udtaler, at filmatiseringen er den, der kommer sit litterære oplæg nærmest, går man virkelig glip af noget ved at springe bogen over. Den noget langsommere pacing tillader en eminent god karakteropbygning af både fængselsbetjente og dødsdømte, og der var ikke noget, der var så sort/hvidt som det nogle gange kommer til at virke i filmen. Kun gennem bogen hører vi f.eks. hvilke grusomme forbrydelser franskmanden Eduard Delacroix faktisk har begået, og den sleske Percys hadfulde optræden over for ham er måske ikke mere forståelig, men i hvert fald mere nuanceret. Dels henrettelse er måske nok ubehagelig at overvære på film, men på skrift er det noget af det mest groteske, ulækre og ubehagelige, jeg nogensinde har læst fra forfatterens hånd, og derfor også virkelig, virkelig godt. Her viser King, at han ikke helt har glemt horroren.  
Selvom den har enkelte skønhedsfejl, vil jeg give Stephen King ret i, at den tre timer lange film fra 1999 er en af de allerbedste filmatiseringer af et King-værk overhovedet. Det er helt uvant at se en King-film med overbevisende, rørende skuespil, relativt gode special effects og en historie, der ikke forhastes for meget. Castingen er lige i skabet på alle fronter; mændene på begge sider af tremmerne spiller virkelig godt, og alle fangerne sidder i filmen på dødsgangen på samme tid, hvilket også skaber en fin dynamik. Den enormt skræmmende William 'Wild Bill' Wharton fik i filmen en lidt større rolle, flere replikker og mere klamhed, men med Sam Rockwell i rollen var det kun en god ting. Tom Hanks leverede en pragtpræstation i rollen som fængselsbetjenten Paul Edgecomb, og det er altså virkelig svært ikke at holde af både ham og hans kollegaer på The Green Mile. Filmen varer næsten tre timer, men tiden flyver afsted, og jeg kan på det varmeste anbefale både bog og film til alle - også til dem, der normalt holder sig fra Stephen King.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar