tirsdag den 30. december 2014

like whoa what was that then

Som tidligere nævnt var dette års gavehøst helt formidabel. Billederne er lidt halvdårlige, men jeg var nødt til at udnytte lyset, og jeg kan vel næsten ikke tillade mig at klage over for meget dagslys. Jeg er så glad for alle gaverne - der er ikke en eneste der skal byttes, og de kommer alle fyldt med kærlighed fra afsenderen. Jeg vil tænke på min far, når jeg står i køkkenet og skal hakke og stege (og når jeg læser alle bøgerne, ser filmene, beundrer Totoro-puden osv.), jeg vil tænke på min søsters dyr, når jeg skal tage varme ting ud af ovnen og tørre ting af, og sammen med min kæreste skal jeg på eventyr på fire hjul. Min søster selv har givet mig en helt fantastisk gave, der fortjener sit helt eget indlæg, og Jimmy har foræret mig en dejlig hovedpude, der allerede er taget i brug. Katten var dog noget mere nærig da det kom til min kærestes gave (en t-shirt med Mouse Rat), så det må vi lige have snakket med ham om.

Min far var ude i tilpas god tid til at få Maren til at signere mit eksemplar af Den Lyse Side. Selvfølgelig vil jeg altid foretrække at møde forfatteren til en bogsignering, men det her er nu den allerbedste erstatning, og signeringen er så fin. Bogen er enormt rørende, og jeg er endnu engang virkelig imponeret over, hvor meget hun kan få ud af så enkle streger. De andre bøger er jeg også enormt glad for - prøver at skære lidt ned på de ting, jeg kan låne på biblioteket (prøver er nøgleordet), men lige netop denne stak hører jo hjemme i min samling. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar