søndag den 7. december 2014

when I picture you I think of your smile

På et tidspunkt i nat var det to år siden min mor trak vejret for sidste gang, blot nogle få måneder efter vi fik den chokerende melding om den uhelbredelige kræft, der allerede havde spredt sig uhyggeligt meget og hurtigt forvandlede min mor til en skygge af sig selv. De sidste ti dage af hendes liv var hun ikke ved bevidsthed, men min far, søster og jeg var ved hendes side hele tiden; vi spiste, sov, græd og grinede på den palliative afdeling på Farsø Sygehus og fik en slags bizar hverdag op at køre. Nogle dage græd vi fra morgen til aften, andre dage gik vi i bycenteret og kiggede på julepynt i Rema1000, og der var ingenting der gav mening. Verden udenfor var klædt i hvidt, og jeg så begivenhederne gennem et sløret filter i den tid. Det var en voldsom oplevelse at se min mor dø, og det kan stadig påvirke mig meget, men som jeg næsten lige har skrevet om, er de fleste dage gode nu. To år er lang tid og ingen tid.

I løbet af det sidste år har jeg savnet mere end sørget, men for nogle måneder siden tillod jeg mig selv at tænke mere over hvad der er sket med min mor, efter hun er død. Indtil da kunne jeg godt lide at forestille mig, at hun befinder sig i en slags himmel sammen med min mormor og morfar og Froy, og at jeg vil se hende igen engang. Den forestilling stemmer bare ikke helt overens med det, jeg i virkeligheden tror på - at døden er endestationen, og at der ikke sker mere når ens hjerte er holdt op med at slå. Selvom jeg selvfølgelig har tænkt de tanker før, fulgte jeg dem helt til dørs denne gang, og erkendelsen var lidt som at miste min mor en gang til. Det er svært at forklare, men det var en ret voldsom mavepumper, der gjorde mig enormt ked af det i et par uger. Nu er jeg vendt tilbage til forestillingen om en slags genforening efter døden - ikke som et desperat ønske, men som et rart drømmescenarie, for vi ved jo ikke hvad der sker når man dør - og det gør vel ingen skade at håbe lidt. Hvis det hele alligevel bare lukker og slukker til sidst, kan det jo være lige meget at jeg har brugt lidt af mit liv på at drømme om at snakke med min mor igen. 

Det blev lidt heavy, men året har som sagt mest budt på de gode minder - også de helt konkrete og fysiske af slagsen. Min mor var enormt god til at købe gaver til mig; hun vidste lige, hvad jeg godt kunne lide, og hun har foræret mig halvdelen af de strømper, knæstrømper og strømpebukser jeg har i mit skab - og det er altså ikke så få. Hun var så god til at passe på sit eget og vores tøj; da jeg boede hjemme kunne mine kjoler og t-shirts holde i årevis trods flittig brug, fordi hun altid vaskede dem. Nu bliver mit tøj langt hurtigere nusset og hullet (jeg vasker aaaaaldrig tøj i hånden mere), og jeg har været lidt i panik over at komme til at slide arvestykker og gaver op. Løsningen har været at tage dem lidt ud af rotation og kun bruge mor-strømperne ved særlige lejligheder. Når jeg har dem på, føler jeg mig lidt nærmere hende, og derfor har jeg selvfølgelig et par på i dag. Jeg mangler, savner og elsker min mor - og jeg håber, at jeg får hende at se igen en dag.    

2 kommentarer:

  1. Åh sikke et fint indlæg.
    Mit tøj bliver også vild nusset, hun var seriøst bare så god til at vaske tøj. Hvorfor satte man ikke mere pris på det dengang?

    SvarSlet
  2. Haha, ja. Hun har vasket SÅ meget af vores tøj i hånden. Og tak.

    SvarSlet