onsdag den 26. februar 2014

desire to reach and touch you once again

Jeg har ikke set så meget til de sidste par dages solskin da jeg har arbejdet, men jeg er stadig ladet godt op fra weekendens gåture og friske luft, så det gør ikke så meget. Disse billeder er præcis en måned gamle fra 'vores' by Cabarete, og selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke love at det bliver sidste indlæg om Den Dominikanske Republik. Byen bød på lidt af hvert, men frem for alt farver, farver og flere farver. Det kan man altså kun blive glad af at kigge på, og jeg vil gerne dele lidt glæde med jer.    
I byen var også den fineste blå mur, som jeg straks benyttede lejligheden til at blive fotograferet ved i allerbedste modebloggerpose (solbriller: Tøj&Sko, nederdel + bluse + taske: H&M. Very fancy). Mesterfotografen har heller ikke denne gang fået mine underben og fødder med, men til gengæld rigtig meget af den mur, jeg var så glad for, så jeg kan ikke bebrejde ham noget. Jeg savner varmen og glæder mig over at min kæreste og jeg netop har bestilt sommerferie til Portugal i juni måned. Vi skal til Optimus Primavera Sound i Porto - en søsterfestival til den i Barcelona, og jeg glæder mig allermest til at se Neutral Milk Hotel og til at gå rundt i den gamle by i et land, jeg slet ikke kender.

søndag den 23. februar 2014

sign, sign, everywhere a sign

Mariager har tilsyneladende et kæmpestort problem med uopsamlede hundelorte - eller med mennesker, der måske har for lidt at gå op i. Disse fire skilte er fundet i en radius af bare hundrede meter fra min fars hus - så hvem ved hvilke perler, der gemmer sig i villakvartererne? Jeg kan sagtens forstå at det er ulækkert og irriterende med lort over det hele, men jeg tvivler på at de her skilte når syndernes dårlige samvittighed - hvor humoristiske eller venlige de ellers måtte være. Sætter dog pris på skiltenes nærmest poetiske karakter - især nummer to, med dets næsten haiku-lignende karakter og lidt for ivrig brug af store bogstaver. Nå. Skiltene er vel fine nok - det kunne bare være meget rart, hvis man ikke blev mistænkeliggjort hver gang man gik tur med sin (søsters) hund. Det er trods alt ikke alle, der bare lader lortet ligge, so to speak.

lørdag den 22. februar 2014

I know you're never going to be with me

Det har været et par gode og afslappende dage hos min far. I går fjernede vi grantæppet fra min mors gravsted og gjorde det forårsfint med stedmoderblomster, krokos, perlehyacinter og anemoner. Silke syntes det var enormt kedeligt at plante forårsløg, men blev noget mere begejstret for at lege i mudderet i skoven. På hjemvejen gik vi forbi de fine blomster fra begravelsen af en af min fars naboer, der desværre også døde alt, alt for tidligt. Til aftensmad spiste vi fondue, hvilket jeg ikke har gjort i årevis. Det var vildt lækkert med panerede blomkål, fem slags kød, champignon, paneret emmenthaler(!) og en frisk salat til alt det olierede, og så er det bare rigtig hyggeligt at sidde og pusle med. Aftenturen med Silke gik ned til saltcenteret ved havnen, hvor vi kiggede længe på den stjerneklare himmel, og vel hjemme igen blev jeg slået på målstregen af min søster i en Ringenes Herre-udgave af Trivial Pursuit. I morges vågnede vi så til nyheden om, at en ung mand var blevet skudt i løbet af natten - enten ved egen hånd eller noget banderelateret - lige nede ved saltcenteret. Jeg har efterhånden vænnet mig til skyderier i København (og knivstikkeri - både fredag nat og her til aften er en mand blevet stukket ned hundrede meter fra min lejlighed), men jeg synes det kommer lige tæt nok på når det sker i lillebitte Mariager
 

fredag den 21. februar 2014

Stephen King - Four Past Midnight

Jeg hygger hjemme hos min far - så meget, at jeg spiser jer af med et indlæg jeg skrev engang i sidste uge, for nu skal jeg nemlig have tæv i Trivial Pursuit med Ringenes Herre-tema. 

Må lige starte med at sige, at min kopi af Four Past Midnight altså var så slidt, da jeg købte den. Jeg behandler altid mine bøger med overdreven forsigtighed (ja ja, jeg ved godt at bøger er til for at blive læst, og at det kun er charmerende med et æseløre og en knækket ryg, men jeg kan ikke få mig selv til at gøre det). Jeg har allerede fortalt om The Langoliers og Secret Window, Secret Garden, men Four Past Midnight indeholder faktisk yderligere to historier; nemlig The Library Policeman og The Sun Dog. 

The Library Policeman er en historie lige efter mit hoved. Jeg har haft min næsten daglige gang på biblioteker gennem hele min opvækst - først i det støvede, gamle og brune af slagsen med højt til loftet og et væld af børnebøger. Det havde til huse i den fine bygning på hjørnet længere nede af min gade, hvor ponyen Klaus gik i haven på den anden side, og hvor der ude på gangen var de der foldere udgivet af Naturstyrelsen - jeg hamstrede dem i stor stil. Senere flyttede biblioteket hen på Egepladsen, hvilket var tre-fire huse længere nede, men stadig så tæt på, at jeg kunne være der inden for et minut. Det var praktisk, for senere fik jeg arbejde med at sætte bøger på plads i et par timer hver tirsdag, torsdag og lørdag, og det er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Ville ikke have noget imod at være bogopsætter fuld tid. Jeg satte også bøger på plads på skolebiblioteket, hvor jeg allerede i fjerde klasse fik lov til at læse bøger fra ungdomsafdelingen, fordi jeg havde støvsuget alt af værdi i børneafdelingen. Så ja - jeg elsker biblioteker. 

Det var lige et lille sidespor, men jeg tror der er mange, der har minder knyttet til det bibliotek de besøgte som børn. Det er et magisk sted, hvor man kan få adgang til andre universer, men for nogen er det også et lidt uhyggeligt sted, fyldt med regler, sure bibliotekarer og uoverskuelige bøder. Det er også tilfældet for forretningsmanden Sam Pebbles, hovedpersonen i The Library Policeman, der ikke har besøgt et bibliotek i årevis, før han en dag bliver næsten tvunget derind for at finde tips til at holde en god tale. Her møder han den direkte skræmmende bibliotekar Ardelia Lortz, der truer ham til at huske af aflevere bøgerne til tiden. Første del af historien er en anelse langtrukken, men da Sam alligevel glemmer at aflevere de lånte bøger - og faktisk smider dem ud ved et uheld - kommer 'the library police' altså efter ham, og så tager begivenhederne fart. Det lyder som et temmelig åndssvagt koncept, men under Stephen Kings kyndige pen virker det faktisk, måske fordi Sams frygt viser sig at bunde i et barndomstraume, han i årevis har fortrængt. Bortset fra de første, tørre sider var jeg ganske underholdt af denne lille horrorhistorie, der efter min mening er samlingens bedste, og som sagtens kunne laves til en ganske hæderlig film.

Samlingens sidste historie, The Sun Dog, handler om en af mine andre store interesser, nemlig fotografering. Jeg er dog ikke blevet nervøs for at klikke på udløseren efter at have læst novellen, eftersom det omtalte kamera her er et polaroidkamera, der i en tid før smartphones og digitalkameraer var den eneste vej til et instant picture. I novellen bliver den unge Kevin på sin fødselsdag den lykkelige indehaver af et polaroidkamera, der dog hurtigt viser sig at være defekt. Motiverne på billederne stemmer i hvert fald på ingen måde overens med virkeligheden, men forestiller derimod nogle uskarpe close-ups af en meget vred hund. For hvert klik på udløseren kommer hunden tættere på, og Kevin begynder at indse, at han er i fare. Han beslutter sig for at ødelægge kameraet, men det ville der jo ikke være meget historie i, og den griske butiksindehaver Pop Merrill forhindrer ham i det - hvilket naturligvis får konsekvenser. Historien er såmænd meget interessant, men man bliver aldrig for alvor investeret i karaktererne, der ellers plejer at være en af Kings stærke sider. Det er samlingens svageste historie, og det er nok meget heldigt, at Mick Garris' filmatisering af den faldt til jorden. Han er trods alt manden bag den skrækkelige Desperation og den heller ikke heldige Bag of Bones, så måske skulle han snart holde sig fra at ødelægge mere Stephen King.    

torsdag den 20. februar 2014

your eyes are just holes in your face

Den knap fire timer lange togtur fra København til min hjemegn var engang noget, jeg satte næsten lige så meget pris på som selve besøget hos min familie. Jeg kan komme hurtigere til både Berlin og Barcelona, men afstande fornemmes nu engang bedst på en vej - eller på skinner. Min ældgamle iPod blev fyldt med en til lejligheden kreeret playliste, tiden gik med at læse eller se en film - men mest bare med at se landskabet fare forbi udenfor, og for hvert nummer jeg hørte, var jeg tættere på min mor, min far og min søster. Det var ikke nemt for mig at flytte så langt væk. Jeg holder så uendeligt meget af min familie, og jeg vil enormt gerne tilbringe meget mere tid med dem end jeg har mulighed for nu, men samtidig er jeg helt afklaret med, at jeg som tyve-årig ikke kunne bo andre steder end i København. Jeg havde det ikke godt i Jylland - men lige da jeg var flyttet, havde jeg det heller ikke godt i København. Turene hjem var forbundet med ro, tryghed og kærlighed, og når jeg igen skulle tilbage til det, der endnu ikke føltes som hjem, måtte ingen følge mig til toget - for jeg kunne ikke bære at sige farvel til dem.

I dag er det anderledes. Jeg har kæmpet med tårerne halvdelen af vejen nu - og musik gør kun det hele værre. Nu betyder hvert nummer jeg har lyttet til nemlig at jeg er tættere på noget, der gør rigtig, rigtig ondt. Jeg er så ked af, at et besøg hos min far og min søster automatisk bliver forbundet med sorgen over min mor, men jo længere tid der går, jo dårligere bliver jeg til at lade mig selv sørge og tænke på alt det, der er svært - og så kommer det naturligt nok snigende, når jeg skal hjem til alt det velkendte. Det er ikke fordi jeg til daglig går og bilder mig ind, at hun lever i bedste velgående i mit barndomshjem, men det kan nogle gange være nemmere at tænke sådan. Hos min far bliver jeg konstant konfronteret med savnet - især er det slemt, når bilen drejer ind på gruset foran huset, og min mor IKKE står på terrassen og vinker. Det slår mig ud hver eneste gang. Og det er ærlig talt enormt belastende, at jeg skal starte hvert besøg med en tudetur. De forstår det selvfølgelig godt, min far og min søster, og på en måde er det også rart at få snakket lidt om det - det kan være svært i telefonen - men behøver det være lige når jeg stiger ud af toget?

Jeg er der om tre kvarter. Nægter at give DSB 25 kroner mere oveni de 440(!) jeg allerede har betalt for turen for noget internet, der alligevel ikke virker, så jeg uploader først når jeg kommer hjem til min far.
 
...Det er jeg nu. Helt uden tårer, endda! Min far og hunden tog glædesstrålende imod mig ved toget (min far trods alt noget mere afdæmpet i sin begejstring end Silke), og herhjemme ventede min søster med maden, ligesom min mor plejede at gøre det. Vi har hygget og fjollet hele aftenen, og nu har vi lige været en lille tur på kirkegården og tænde et lys for mor. Jeg er sikker på, at tårerne nok skal komme imens jeg er hjemme - men det er altså enormt rart, at det ikke sker som det allerførste.   

tirsdag den 18. februar 2014

my love is waiting for you now

Foto: Per Larsen/gaffa.dk
En virkelig dejlig weekend toppede lørdag aften, da min kæreste og jeg var til koncert med Connan Mockasin i Bremen Teater. Jeg faldt pladask for den charmerende lille mand for halvandet år siden til OFF-Festival i Polen, så jeg var rigtig glad for at kunne opleve ham live igen. Vi sad på femte-sjette række og havde perfekt udsyn til det utroligt velspillende og besynderligt udseende band, og selvom jeg normalt slet ikke kan lide noget så... soul-agtigt, så er jeg vild med Connan og hans weirdness. Der var en enormt god forbindelse mellem ham og hans publikum, og han charmerede os ved at fortælle om en onkel i Danmark og Simon Spies. Det var en virkelig god koncert og en dejlig aften i det hele taget. Her er en af mine yndlingssange fra den nyeste plade.   

Efter den gode weekend har jeg haft to lange dage på arbejde, og det er lidt hårdt at komme rigtigt i gang igen. Jeg glæder mig til torsdag, hvor jeg skal til Jylland og besøge min far og min søster - og min veninde, hunden, katten, hesten og kirkegården. Blev kun lidt irriteret da jeg opdagede, at Elijah Wood skal være DJ hundrede meter fra min lejlighed på lørdag. Ham er jeg nemlig også enormt glad for - i både Wilfred, Lord of the Rings og alt muligt andet. Oh well. 

lørdag den 15. februar 2014

I do not recall all the words that were formed

Det er helt utroligt hvor stor en indvirkning det kan have på humøret, når man føler sig utilpas og slap hele tiden. Har været en helt anden person siden i onsdags, hvor jeg mirakuløst fik det bedre, og jeg er ikke længere helt så modløs over for fremtiden som før. Det hjælper også, at jeg har haft overskud til at bevæge mig udenfor og møde nogle mennesker - i torsdags spillede min kæreste på Drone sammen med sin gamle ven Sad Simon, og jeg bliver altid lidt nyforelsket, når jeg ser ham spille live. Min koncertledsager var Rannvá, som det endelig lykkedes at få set efter dum sygdom hos os begge, og det var en rigtig god aften. Måtte dog tage hjem lige efter drengene havde spillet, for i går morges havde jeg en tid hos min søde læge, der straks har bestilt et hav af blodprøver og tests, der skal fastslå om min krop mangler noget essentielt. 

Købte friske rundstykker med hjem fra den nye bager, men Simon og Simon var kommet noget senere hjem end mig, så der gik et par timer inden vi fik spist morgenmad. Senere på dagen fik jeg besøg af Rannvá, der ligesom jeg var indstillet på sofahygge med cola og film, men sofaen var altså indtaget af drengene, der ikke flyttede sig mange meter i går. Min gæst måtte derfor tage plads i en stol; jeg lagde mig på gulvet, og så gik hele eftermiddagen og aftenen ellers med American Horror Story, Adventure Time og norsk zombiefilm. Ikke en helt dårlig måde at tilbringe Valentine's Day på, hvis du spørger mig. Mit kamera har ligget i skuffen næsten siden vi kom hjem fra ferie, så det ledsagende billede er IKKE af Own Road, men af en dominikansk plante, hvis nogen skulle være i tvivl. 

onsdag den 12. februar 2014

my faith in them is more unsure

Da jeg i morges var ved at tage mine strømper på, gik det op for mig, at jeg slet ikke var overvældet af svimmelhed. Mine muskler var også anderledes nærværende, og de ni timer på arbejde i dag gik relativt hurtigt. Måske er jeg endelig ved at blive rask igen! Det har også hjulpet en del på humøret. Bussen på vej hjem var helt proppet med mennesker, barnevogne og bagage, men før jeg nåede at blive rigtig træt af det, kom jeg til at tænke på trafikken i Den Dominikanske Republik. Der kan man tale om vanvittige og overfyldte transportmidler.

Den helt klart foretrukne måde at komme rundt på, er med motoconchoen - en knallert/motorcykel-hybrid, der er at finde overalt på øen. Alle kører på dem, konstant, over det hele og totalt uansvarligt - jeg så fem mennesker på den samme motoconcho, og Levi fortalte, at han engang havde set ti. Mange dominikanere lever af at køre kortere eller længere ture med folk, og man blev hele tiden tilbudt en tur. Det havde jeg dog ikke lyst til. Et kørekort er noget, man kan købe sig til, ingen bærer hjelm, og reglerne i trafikken er nærmest ikke-eksisterende, men det virkede til at fungere... nogenlunde.  Et andet transportmiddel er en minibus kaldet en gua-gua, der kører de lidt længere strækninger. Der er vel sæder til 16 passagerer, men der var altid mindst 30 mennesker i de busser jeg så - flere af dem hang ud af døren. Bussen kan man altid stoppe og hoppe på, for stoppestederne er sjældent benyttet. De bruges af både lokalbefolkningen og nogle af turisterne; vores guide bruger dem altid selv, men jeg kunne ikke overskue tanken om at sidde helt fastklemt blandt fremmede med en andens barn på skødet. Ville ønske jeg var lidt mere modig, men jeg overskred mange grænser på den tur, så måske er det okay at gemme de klaustrofobiske busture til mere velkendt territorium.      

tirsdag den 11. februar 2014

and I lay in my twisted sheets

Jeg er gået totalt i stå. Jeg føler mig STADIG ikke helt rask; om morgenen er jeg så svimmel, at jeg næsten ikke kan stå på benene i badet, og i går havde jeg en hovedpine så voldsom, at jeg mistænker migræne. Jeg er træt og ked af det, og jeg har lyst til at melde mig syg fra mit arbejde og gemme mig under dynen - men det gjorde jeg jo i sidste uge. Efter at have holdt tre ugers ferie. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal komme i gang igen. Ferien var nøje planlagt sådan, at jeg kunne få mit meget tiltrængte solenergiboost, når jeg havde allermest brug for det  - og samtidig kunne leve på det hele februar, indtil solen begynder at skinne igen til marts. (Det SKAL den gøre.) Og så kom jeg direkte hjem til sygdom og tristhed, og det føles allerede som flere måneder siden vi var afsted, selvom vi for præcis to uger siden stadig var på Den Dominikanske Republik. Jeg savner også min mor. Når man er syg, skal man nusses om af sin mor, og hun er her ikke. Jeg ville så gerne fortælle hende om vores tur, og hun er hele tiden i mine drømme - især de voldsomme feberdrømme jeg havde i sidste uge. Jeg ser verden igennem en tåge i de her dage. Og det må gerne snart stoppe.  

søndag den 9. februar 2014

be content without perfection

Jeg ville egentlig have postet dette indlæg i fredags, men så gik det op for mig, at det igen var blevet den syvende, og der havde jeg ikke lyst til at beskæftige mig med noget, der var relateret til døden. Efterhånden er det blevet en lille, bizar tradition for mig at opsøge en lokal kirkegård, når jeg er ude og rejse, for det er så forskelligt hvordan folk begraver deres døde; også inden for den samme religion - der er en verden til forskel på en begravelse af en katolik i Østrig og en katolik i Den Dominikanske Republik; men der er også en verden til forskel på de to lande, så det er vel ikke så underligt. 

Jeg havde kigget lidt efter en kirkegård i Cabarete, men kunne ikke umiddelbart finde én. Kirker var der til gengæld nok af, men kirkegårdene så jeg kun, når vi i farten kørte forbi dem i busserne uden for byerne. Lige indtil vi altså gik på opdagelse hen ad stranden væk fra byen; på den strand hvor man ikke svømmer, surfer og solbader, men bare er. Kun to grunde længere nede end vores hotel var nemlig den fineste lille kirkegård, som jeg først troede var overgroet og nedlagt, indtil jeg så de endda meget aktuelle datoer på gravene. Der var overhovedet ikke behov for sirligt inddelte gravpladser eller strengt håndhævet højtidelighed; her var fejring af livet og af det enkelte menneske. Jeg kunne i øvrigt også godt tænke mig at blive begravet med udsigt til havet - på det tidspunkt er jeg nok selv ret ligeglad, men så har mine gæster da noget smukt at kigge på, når de besøger mig. 

Nu skal jeg ud og gå en tur med Nanna i Utterslev Mose. Det har nu også sin charme. 

fredag den 7. februar 2014

with rain falling fast on the sea

Ud for Den Dominikanske Republiks østkyst kan man i januar og februar se store flokke af pukkelhvaler, der opholder sig i det dejligt varme vand for at parre sig og hygge sig lidt, inden de igen drager mod koldere himmelstrøg. Det var en chance, jeg ikke kunne lade passere, og det var da også en helt utrolig oplevelse at se de kæmpestore dyr så tæt på! Vi havde halvanden dag med dårligt vejr på vores ferie - der er trods alt også 'vinter' på de kanter - og den halve dag var altså mens vi var på hvalsafari, men jeg tror egentlig kun det var en fordel, der gjorde det nemmere at spotte dyrene i vandet. Turen ud på det åbne hav var en oplevelse i sig selv - båden fløj hen over KÆMPEstore bølger, hvilket var lige noget for mig! Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen da vi så den første hval, og snart var der en lille flok på tre, som vi betragtede en halv times tid. De følte ikke lige for at hoppe i vejret mens vi var der, men mit pessimistiske jeg havde slet ikke forventet at se nogen, så det gjorde ingenting.

Når det så er sagt, så er det nok ikke noget jeg kunne finde på at gøre igen. Jeg havde bestilt turen igennem vores rejseselskab i en naiv forventning om, at de ville vælge en operatør der fulgte reglerne og IKKE stressede hvalerne, men jeg er ikke helt overbevist om, at det var tilfældet. Man skal på alle tidspunkter holde en afstand til hvalerne på mindst hundrede meter - men som det sidste billede vist illustrerer meget godt, var det langt fra tilfældet. I det mindste var vi der kun i den halve time man må opholde sig ved hvalerne, der var ingen snak om at svømme med dem, og jeg følte ikke, at vi decideret forfulgte dem på noget tidspunkt. Det er altid en svær balance at være dyreelsker - for jeg vil jo enormt gerne se de her dyr, men selvfølgelig ikke, hvis det decideret skader dem. Jeg vælger at tro, at hvalerne ville være svømmet væk, hvis de følte sig generede, og så vil jeg huske tilbage på dagen med glæde.

Vi har været hjemme i ni dage nu, og jeg har været udenfor tre gange. To gange i fakta, og så i dag, hvor min kæreste slæbte mig ud på en gåtur i regnvejret, fordi jeg bliver helt enormt trist af at være indenfor. Men jeg er stadig ikke helt frisk, og jeg har måttet melde mig syg på arbejde i denne uge, hvilket er ekstra åndssvagt, når man lige har holdt tre ugers ferie. I morgen prøver jeg dog igen, og så skal det altså helst lykkes.    

mandag den 3. februar 2014

you're leaving marks, but that's alright

Det er svært at udpege den bedste oplevelse på Den Dominikanske Republik, for der var så mange gode af så forskellig karakter, at de nærmest ikke kan sammenlignes. Men sejlturen i nationalparken bagved byen topper nok alligevel listen, for den bød på så mange af de gode ting på én gang - det gode vejr, en fantastisk udsigt, venlig og imødekommende lokalbefolkning, afslapning og hyggesnak med en enormt sympatisk og klog mand; guiden Levi. Bag Cabarete ligger en lagune og en å, der udspringer under bjergene, og det vand sejlede vi rundt på i et par timer i en lille, blå robåd sammen med Levi og en anden mand til at stage os frem i det lave vand. På den tur blev jeg så uendeligt meget klogere på det lille land, for eftersom vi allerede havde fået beskrivelser af flora og fauna af Marcos tidligere på ugen, snakkede vi mere frit med Levi, der hjertens gerne ville fortælle - men også gerne høre historier fra Danmark. Vi sejlede forbi små huse og glade familier, der er beviset på en spirende forandring hos lokalbefolkningen - familierne tæt ved nationalparken bliver nemlig undervist i naturbevarelse og genbrug, de samler deres skrald, og de blæser ikke øresønderrivende musik ud af kæmpestore højttalere til gene for dyre- og menneskeliv. Helt konkret er det til fordel for dem, at naturen og det nærliggende vand er sundt, for det er herfra de får de fisk, som de spiser næsten dagligt. I syv måneder om året, altså, for der er fiskeri forbudt i ynglesæsonen, så bestanden kan forblive stor.
Den smukke hane bliver desværre brugt til hanekamp, der stadig er tilladt i Den Dominikanske Republik, og som faktisk også er ret udbredt, især ude i de mindre landsbyer. Jeg har aldrig set så mange haner i mit liv (min kæreste havde svært ved at holde masken, da jeg ytrede 'I've never seen so many cocks in my life!') - men heldigvis blev langt de fleste ikke brugt til andet end at sikre den videre overlevelse af hønseflokkene, som der var næsten lige så mange af som børn. Men altså. Levi fortalte, at han ligesom et stadigt stigende antal i befolkningen var meget imod hanekampe, og han har forhåbninger om, at det bliver forbudt indenfor en overskuelig årrække. Hans egen datter er vegetar og græder, hver gang hun hører om en hanekamp. Årh. Så endte snakken på tyrefægtning, og Levi kunne ikke forstå hvordan direkte dyremishandling stadig kunne være accepteret i et såkaldt 'first world country', og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg var så glad for at møde en ægte dyreven, og jeg elskede hans anekdote om sin mor og hendes lille flok af høns, der alle havde navne, som rendte hende i hælene som små hunde og som aldrig blev spist. 

Jeg kunne fortælle meget mere om Levi, der tydeligvis elskede sit job med at færdes i naturen. Han kunne tjene flere penge som tjener på stranden, men han hader larmen, og han synes om at stå op og gå i seng med solen. Han havde fjorten søstre og brødre, men kun to børn, der var glade for at gå i skole. En hund havde han selvfølgelig også, men dette er allerede blevet aaaalt for langt. Det er bare så fedt at opleve noget fantastisk, at man dele det med andre.