søndag den 30. marts 2014

no dust collecting in the corners

Weekenden er gået med tiltrængte gåture, nødvendig refleksion og med følelserne lidt mere uden på tøjet end de har været længe. Min fødselsdag har fået savnet til min mor til at vokse sig større end det har været i månedsvis, men hjertet føles heldigvis mindre tungt i solskinnet ved Amager Strandpark, end da jeg denne vinter sad i mørket og kiggede ud på regnen. Men det er svært lige nu. Aftenerne er blevet brugt på endnu en oprydning og omorganisering af blandt andet mine bøger, der virkelig kommer til deres ret på de nye(-ish) boghylder. Min OCD bliver altid noget mere intens, når jeg bruger kræfter på at tackle andre følelser, men når det udmønter sig i en helt ren og ryddelig lejlighed, er det selvfølgelig ikke så dumt. Skulle bare have købt tre gange så mange hylder, så der også var plads til bøgerne i soveværelset - og dem på loftet.  

fredag den 28. marts 2014

words that no one ever said

Jeg led ekstremt meget af hjemve da jeg var barn. Hos mine forældre har jeg altid følt mig så sikker og tilpas, at jeg ikke havde lyst til at sove andre steder, og de første år overnattede jeg kun hos Louise, der alligevel kun boede to minutter fra os. Jeg begyndte tidligt til spejder - og var glad for det - men spejderturene var det værste. Om dagen gik tiden med vandreture og skumfiduser over et selvbygget bål, men om aftenen savnede jeg min mor så frygteligt, at jeg flere gange græd mig i søvn. Det var dog intet imod den tomhedsfølelse jeg vågnede med om morgenen, hvor udsigten til endnu en dag uden mine forældre var vildt uoverskuelig. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys var det derfor nok  skudt lidt over mål at sende mig på ti dages Blå Sommer i Sønderjylland, da jeg var bare ni år gammel. 

På billedet er jeg ellers totalt klar, og det var da også i perioder rigtig sjovt og lærerigt. Det jeg husker allerbedst fra Blå Sommer er et møde, hvor lederne lagde vægt på hygiejne og fortalte os, at vi skulle huske at vaske os i skridtet. Jeg anede ikke hvad 'skridtet' var, og jeg turde ikke spørge - men jeg var nu ganske renlig alligevel. Efter fire dages savn så stort, at jeg ikke kunne være i min egen krop, kom min far og hentede mig. Vi kørte over grænsen og købte bunkevis af slik - og så var aftalen, at jeg skulle tage tilbage til spejderlejren. Jeg var dog snu og fik både slik og forældretid; jeg gad nemlig overhovedet ikke andet end at tage med hjem igen. Alle deltagere havde fået påsyet et Blå Sommer-mærke på deres uniform, men tilbage i klubhuset blev mit mærke taget fra mig, fordi jeg ikke 'rigtigt' havde været med. Det er så usandsynligt småligt, og min spejderkarriere stoppede hurtigt derefter. 

Hjemveen slap jeg dog ikke for; selv da jeg gik på efterskole var jeg hjemme i næsten hver weekend. Det var også ret hårdt at flytte til København og være SÅ langt væk - det er stadig svært, men efter otte år har jeg trods alt vænnet mig til adskillelsen, og 'hjemme' er også her på Amager. De sidste par dage har jeg dog haft ret meget hjemve. Jeg savner min far og min søster, men jeg savner og mangler i den grad også min mor, for det var bare helt forkert at have fødselsdag uden hende. Det er helt ubegribeligt, at jeg allerede har fyldt år to gange siden hendes død, for det føles overhovedet ikke som om det er så længe siden jeg så hende sidst. Nogle gange når jeg vågner om morgenen, har jeg samme følelse i kroppen, som da jeg var barn. Det sker heldigvis ikke så tit mere. 

tirsdag den 25. marts 2014

oh, tangle us up in bright red ribbons

I går fyldte jeg niogtyve år, og jeg havde en rigtig dejlig og ekstremt afslappende dag sammen med min kæreste. Weekenden bød på indtil flere hyggelige aftaler og en anden fødselsdagsfest lørdag aften, så en fredelig fødselsdag var ganske passende inden arbejdet kaldte igen i dag. Jeg kendte godt til indholdet af en del af mine gaver, men de var alligevel særdeles skønne - min kæreste gav mig det sejeste Stephen King-tryk, der skal hænge over min samling, der efterhånden minder om et lille alter. Min far havde flottet sig igen - nu, hvor han ikke længere har min mor til at holde ham i snor, giver han min søster og jeg ALT for store gaver. Men jeg klager ikke, for det betød en ny controller til min Xbox, en Smashing Pumpkins-vinylboks og en scanner! Forbered jer på en uendelig strøm af barndomsbilleder fra børnehaven, luciaoptog og skoleskuespil - jeg skal prøve at begrænse mig, men kan ikke love noget. 

Lige da jeg havde pakket mine gaver op, ringede posten på døren med den allerbedste pakke fra Louise med slik og fint lejlighedspynt. Min kæreste kom hjem med en kage, og aftensmaden blev indtaget på Bone's, som jeg kender fra Aalborg. Selvom det i virkeligheden bare er en marginalt mindre kikset udgave af Jensens Bøfhus, er indretningen med genstande fra halvtredser-tresser USA så charmerende, og maden er helt i top. Salatbaren er en sikker vinder med alt fra melon til majssnacks, og kødet smeltede på tungen. Der er gratis refill på både kartofler og sovs, og min eneste anke er manglen på Coca-Cola. Efter middagen fladede vi ud på sofaen og så et formidabelt afsnit af The Walking Dead. Hurra!  

lørdag den 22. marts 2014

so this is what they do out here for fun

Der har været gang i chipsesmagningen det sidste stykke tid. Første pose på bordet var fra sødeste Simone, der havde taget en spændende Lays-variant med hjem til mig fra Vietnam. Jeg sætter virkelig stor pris på, at mine venner hjælper mig i dette vigtige, videnskabelige projekt. Desværre var smagen nok lige en tand for eksotisk for mig, for posen lyver ikke - de smager virkelig af tang, og det spiser jeg altså kun, hvis der ligger et stykke sushi ved siden af. Min kæreste var dog ret glad for dem, så de gik skam ikke til spilde. Af mig kan de dog ikke få mere end 3/10 pringlesrør.  
Lovepops har jeg efterhånden spist et par gange, for selvom de ikke er helt lige så gode som ostepops, er de en ganske rimelig erstatning, når man har brug for lidt afveksling. De har en god størrelse, men der kunne godt være lidt mere ostepulver på - helt 'max cheddar' er det altså ikke. Jeg vakler mellem seks og syv pringlesrør men hælder til det sidste, da jeg giver lidt ekstra point for den symbolske værdi i at få en pose fyldt med kærlighed. 
Denne omgangs værste chips er 'Det' Najs'-posen, der også har testens med afstand værste navn. Jeg er i forvejen ikke alt for vild med fennikel - og vel egentlig heller ikke timian, og så var posen en måned for gammel, men det har sikkert ikke påvirket smagen. Den var nok bare dårlig. Skam dig, Lotte! Jeg kunne have lavet en meget mere spændende chipsvariant. 1/10 pringlesrør, og det ene point går til udskæringen af kartoflen. 

En anden kandidat i chips-valget var Jørgens egne Wild West-chips, og selvom de klart vinder over Lotte og hendes klamme fennikel-chips, er jeg ikke fuldstændig overbevist om nødvendigheden af denne pose. Generelt er jeg fan, lige så snart der står 'sour cream' på posen - om den anden ingrediens så er løg, peber eller ranch-krydderi er ikke så vigtigt, men her bliver slutresultatet et underligt miskmask af sour cream & onion-chips og barbecue-chips, som er nogle af de eneste chips jeg ikke er så glad for. Jeg er ikke helt overbevist, men bestemt heller ikke afvisende. 6/10 pringlesrør. 

Rosinen i pølseenden i denne omgang er denne Lays-pose købt på Den Dominikanske Republik, der ikke havde et specielt spændende udvalg i chips. De havde ret mange banansnacks, især af den ikke-søde variant plantain, men det er kun majs- og kartoffelchips der klarer denne bedømmelses strenge adgangskrav. (Det har også lidt at gøre med, at jeg ikke fik taget billeder af alle de andre snacks vi spiste på ferien). Queso Blanco er en cremet og blød hvid ost, og den egner sig særdeles fremragende som chipsvariant. Chipsen er helt tyndtskåret og lækker, og så er der bare afsindigt meget af det her ostepulver på, der smager en lille smule yoghurt-agtigt. På den gode måde. Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg spiste nok seks poser queso blanco-chips på fjorten dage... Jeg er kæmpefan, og slet ikke i tvivl om at uddele topkarakteren: 10/10 pringlesrør.  


tirsdag den 18. marts 2014

cause a people united is a wonderful thing

Vi havde en rigtig dejlig dag i Malmø i lørdags, for selvom efterdønningerne af Carl gjorde vores gåtur til en noget blæsende affære, skinnede solen også frem bag skyerne og varmede os lidt. Det samme gjorde chai latte og varm chokolade i pladebutikken 'Folk Å Rock', og jeg gad virkelig godt at vi havde en lille café inde på mit arbejde. 
Der var gang i demonstrationer og protestkunst rundt omkring i byen - ponyen er SÅ fin, synes jeg! I søndags var der en kæmpestor antifascistisk demonstration i byen, mens den anti-russiske i lørdags var noget mere beskeden. Den bragte tankerne hen på mine unge dage i SFU, hvor jeg - sammen med meget, meget få andre - sad i et bur foran rådhuset i Randers og talt Guantanamo-fangernes sag. 
På instagram snakkede jeg om hvor grim, jeg synes Palads-biografen er, og disse to skønheder viser, hvordan en rigtig lækker biograf kan se ud. Inde i en specialbutik købte vi en yderst besynderlig asiatisk delikatesse, som jeg har glemt navnet på. Den har måske den mest ulækre konsistens i verden, men den smager rigtig godt. Meget præcist, jeg ved det. Jeg køber nok nogle flere næste gang, så må jeg huske at vise dem frem. 

søndag den 16. marts 2014

but the world is much bigger now

Jeg skulle bo i København i næsten ni år før jeg fik taget mig sammen til at tage over sundet og til Malmø, og det til trods for min nærmest barnlige begejstring for at besøge andre lande. Jeg har ikke været i Sverige siden jeg var barn! Det har altid virket så besværligt - men vi var heldige med forbindelserne, og det tog ikke mere end en halv time før vi kunne gå David i møde på Triangeln. En halv time! Det tager mig længere tid at komme til Nørrebro! David, Annette og Trillian bor i den fineste lille lejlighed lige rundt om hjørnet fra stationen, og hans kunst på væggene og de mange bøger samt hendes strikketøj og søde småting forhøjer hyggefaktoren endnu mere. Deres kat er så smuk, speciel og delikat - og super, super nuttet. Vi udnyttede dagslyset og det gode vejr til at være udenfor næsten hele dagen, men om aftenen rykkede vi igen indenfor, spiste lasagne, drak hvidvin og hyggede os. Det er bestemt ikke sidste gang jeg besøger dem - især ikke nu, hvor jeg ved hvor nem turen er.

lørdag den 15. marts 2014

meaning is sometimes hard to spot

Jimmy har åbnet en restaurant i vores køkken. Stedet hedder bare Jimmy's, og man skal lige være opmærksom på, at han kun serverer sine egne livretter, som f.eks. vådmad med oksekød. Uheldigvis er der ikke så mange overlap i de retter som jeg synes er lækre, og de retter som Jimmy synes er lækre - faktisk kan vi kun blive enige om creme fraiche og makrel, men jeg skal da ikke fuldstændigt kunne afvise, at hans tørkost også smager rimeligt. Da jeg var barn og besøgte min mormor og morfar, spiste jeg lidt for tit de cornflakes-lignende stykker mad, der var i hunden Sifs foderspand, og de smagte i hvert fald glimrende. Sif havde ikke noget imod at dele, for jeg gav hende altid en ekstra håndfuld fra spanden imens jeg snackede.  

Mine følgere på instagram (musicismysecret) har allerede set de fine servietter jeg fandt i fakta og begejstret købte med henblik på at fejre Jimmys fødselsdag, men I andre skal da ikke snydes. Eftersom jeg ikke skal have børn, er det vel lidt mere acceptabelt med kæledyrsfejringer, men jeg er godt klar over, at jeg er ude på et sidespor. I morgen skal jeg heldigvis besøge nogen, der sagtens kunne finde på at gøre det samme. Min kæreste og jeg tager over sundet og besøger David og Annette og katten Trillian i Malmø, og den kat bliver om muligt fotograferet mere end Jimmy. Jeg kommer nok også til at snuppe et billede eller to i morgen, og jeg glæder mig.   

mandag den 10. marts 2014

and do this all in time to the music

Jeg har haft en virkelig skøn og solbeskinnet weekend fyldt med musik og søde mennesker. Fredag lavede jeg en omgang svensk pølseret med Nanna, og da jeg havde sendt hende videre i byen, smuttede min kæreste og jeg til koncert med Sink Ships hos 'naboen' PB43. Publikummet slukkede godt nok en lille smule af min livsgnist med deres fuldskab og generelle nederen-hed, men koncerten var god. Lørdag fik jeg også nydt noget af det gode vejr, inden Rannvá og jeg tændte for min Xbox for første gang i umindelige tider. Vi er gået i stå et sted i GTA, og heller ikke denne gang kom vi videre. Øv. 

Søndag indløste min kæreste og jeg en af vores julegaver fra arbejdet - en såkaldt 'champagne-brunch', som kunne nydes flere steder. Vi trillede ned til Amager Strandpark og restauranten Couloir, der var leveringsdygtige i en gigantisk diskokugle og en brunch uden de helt store armbevægelser. Vi blev ikke rigtig tilbudt drikkevarer og måtte selv købe en cola, selvom vi senere så, at der egentlig fulgte 'juice og vand ad libitum!' med brunchen, og der var også et par andre ting, der ikke helt fungerede. Oh well, vejret var alt for godt til at vi gad blive irriterede, og jeg kunne såmænd også godt finde på at vende tilbage til stedet til sommer, når man kan sidde på terrassen. Hjemme havde min tømmermændsramte kæreste brug for en middagslur, og det takker jeg jo aldrig nej til - og også Jimmy hoppede op i sengen og puttede med os. I går aftes drog vi mod Lille Vega og en koncert med Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra (eller hvad de nu kalder sig i øjeblikket), hvilket var en rigtig god oplevelse. Ikke helt så godt som da vi så dem sidst for næsten præcis seks år siden, men det nyere materiale lader også lidt tilbage at ønske, og energien fejlede i hvert fald ingenting. 

søndag den 9. marts 2014

over and over it ended today

Jeg har længe haft Hannibal nederst på min prioriteringsliste, da jeg ikke havde hørt ret meget godt om den. Thomas Harris og hans karakterer har draget mig siden jeg var ung teenager, og jeg er begejstret for både bøger og film, så jeg havde ikke lyst til at få ødelagt min opfattelse af Hannibal Lecter, der altså bare ER Anthony Hopkins. Men så gik det op for mig, at Bryan Fuller er manden bag den nye serie- samme mand, der har produceret Dead Like Me og Pushing Daisies; to serier, hvis univers jeg er ret begejstret for, og som også har opklaring af mord (og andre dødsfald) på dagsordenen. Derfor har jeg udnyttet et par aleneaftener og kværnet mig igennem hele første sæson, der viste sig at være meget bedre end forventet. 

Mads Mikkelsen er eminent i rollen som Hannibal Lecter, han er bare en anden Hannibal. Hugh Dancy er også fremragende som den lettere sindsforstyrrede FBI-efterforsker Will Graham, der opklarer mord ved at gennemleve dem i hovedet i rollen som morderen. De fleste karakterer er faktisk rigtig gode, på nær lige den kvindelige journalist Freddie Lounds, der er ret øretæveindbydende. Soundtracket er super godt og med til at øge den ekstremt ubehagelige stemning og væmmelsen ved de klamme mord. Og de er virkelig klamme - hvor ulækkert er det ikke at slå mennesker ihjel for at gro svampe på deres rådnende kroppe? Det bliver dog præsteret næsten elegant med flotte kameravinkler og lange scener, og seriens mord er langt mere interessante end f.eks. Dexters. Jeg er fan, og jeg er glad for at anden sæson netop er startet i USA. 
Evan Peters, mums
De sidste par måneder har også budt på tredje sæson af den hæsblæsende og altid underholdende American Horror Story, der stadig benytter mange af de samme skuespillere, og som denne gang har undertitlen 'Coven'. Det øgede mine forventninger en del, da jeg  altid har været fascineret af hekse i enhver forstand; endnu en interesse jeg har arvet fra min far, der har reolen fyldt med litteratur om emnet. Jeg har muligvis også messet 'light as a feather, stiff as a board', mens jeg prøvede at få en veninde til at levitere efter vi igen havde set The Craft. Det lykkedes ikke. Historien i tredje sæson af serien udspiller sig på en kostskole for unge hekse, der er efterkommere fra Salem, og selvom antallet af elever i det store hus er drastisk faldende og nede på bare fire, er huset alligevel fyldt godt op med interessante karakterer. Der er forstanderinden Cordelia og hendes mor - den altid helt eminent spillende Jessica Lange, samt den sindssygt uhyggelige butler Spalding, der bruger sin fritid på at afholde teselskaber for sine lige så uhyggelige dukker på loftet.En anden favoritkarakter i tredje sæson er Kathy Bates som Delfine - en udødelig racist, der bliver gravet op efter hundrede og tres år i jorden. Hun har noget svært ved at tilpasse sig nutidens New Orleans, og hun fælder en tåre, da hun ser, at en sort mand er blevet præsident. Det er over stregen, og det er SÅ sjovt.

Evan Peters har jeg haft et lille crush på siden første sæson, hvor han spillede den uhyggelige nabosøn Tate, der måske/måske ikke var et spøgelse, og sæson to, hvor han som karakteren Kit måske/måske ikke var sindssyg seriemorder. Jeg har googlet ham, og han er lige fyldt syvogtyve, så mit crush er tilladt. Jeg frygtede, at han var lidt yngre. I tredje sæson er det dog noget sværere at holde af Kyle, der tidligt går en frygtelig skæbne i møde, hvor han faktisk dør. Slutresultatet af den genoplivede Kyle, der er sat sammen af dele fra flere forskellige kroppe, er en meget hæmmet og voldsom ung mand, der føler så meget uden at kunne udtrykke det - og selvom man har bunkevis af sympati for ham, er han altså ikke lækker mere. Han spiller dog stadig virkelig godt, ligesom den Stevie Nicks-elskende sumpheks Misty Day.  Der har været delte meninger om sæson tre, men jeg synes helt klart, at det har været den bedste endnu. Se den!

Omend spændingsniveauet til tider har været næsten identisk med intensiteten i de to horrorserier, har det været noget mindre bloddryppende at se Matador. Det skulle tage mig otteogtyve år at få det set (kan næsten høre ramaskriget bag skærmen - jeg møder i hvert fald tit opfattelsen af, at det er helt vanvittigt at jeg arbejder med film og tv-serier uden at have set dette vigtige stykke af vores fælles kulturarv.) Det har dog været hele ventetiden værd, for jeg er øjeblikkeligt blevet fan af Korsbæk og byens beboere, og i modsætning til de fleste andre danske serier, virker Matador på ingen måde uddateret. Den er både meget mere velskrevet, godt instrueret og velspillet, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. Jeg troede lidt at alle mennesker elskede den, fordi de har et nostalgisk forhold til at se serien sammen med deres familie igen og igen, men den virker altså også på en 28-årig førstegangsseer. Jeg har også lært at elske Helle Virkner og holde meget af Ghita Nørby, som jeg ellers altid har fundet ret irriterende. Matador overhaler ikke Riget som den bedste danske tv-serie i mit hoved, men den er strøget ind på en direkte andenplads (over mit uforklarlige crush på Rejseholdet), og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den set. Det har været et par særdeles gode måneder på tv-serie-fronten, og nu er der kun en måned til Game of Thrones starter igen. 

torsdag den 6. marts 2014

it can wait a moment, it can wait all day

Her er lige en pauseskærm, mens tiden løber fra mig med at arbejde fuldtid og nyde, at min kæreste er kommet hjem igen. Dyrene er fra Den Dominikanske Republik, og den smukke hane bliver ikke brugt til hanekamp, men gik frit rundt med sine damer. Firbenene mødte vi overalt, og på hotellet satte jeg mig flere gange tålmodigt på græsset og ventede på, at de piblede frem på stenene for at sole sig. Når bare jeg sad helt stille, havde de ikke noget imod, at jeg var der. Totalt yndlings-afslapningsaktivitet.

mandag den 3. marts 2014

it's hopeless and I know this

Når min kæreste er væk et par dage af gangen, ynder jeg gerne at finde mine rodekasser frem med den intention at få ryddet lidt op og meget gerne smidt lidt ud, men også denne gang har jeg bare omarrangeret lidt på tingene. Der knytter sig en for mig mindeværdig historie til hver eneste lille plastikdims og porcelænsdyr - den hvide kat på det andet billede fandt min veninde Louise og jeg engang da vi var børn og havde fået lov til at komme med min far på lossepladsen. Det var en kæmpestor skat, og i årene der fulgte tog vi troligt med, hver eneste gang min far skulle ud med en pose grene og en gammel stol, men aldrig igen fandt vi noget så fint. Den boede i et skab i kælderen når den boede hos mig (sammen med et par af mine andre hemmelige skatte), men nogle gange boede den også hos Louise, og jeg tror snart det er ved at være tid til, at den igen flytter hjem til hende. Vinkekatten fik jeg af min kæreste inden jeg skulle til en vigtig eksamen, frøen fra mine gymnasieveninder opmuntrede mig, mens jeg var indlagt i tre uger pga. en ellers uskadelig blindtarmsoperation, og det fine jordbør har min mor hæklet. Jeg nænner nok aldrig at smide noget af det ud, men det er vel også helt i orden.   

lørdag den 1. marts 2014

a land of happy hours

De sidste par dage har foruden arbejde også budt på aftaler af den allerbedste slags, for eftersom min kæreste tog udenbys i onsdags, er det rart at kunne fylde tiden med søde mennesker. I går mødtes jeg med Simone til sushi og udveksling af rejseoplevelser, og havde der været tid, tror jeg nok vi havde drukket en mojito et sted. Jeg fik cirka én om dagen i Den Dominikanske Republik, og den vane havde jeg da gerne set fortsætte herhjemme, men Københavns uhyrlige drinkpriser ville nok hurtigt ruinere mig. Måske man skulle lave dem selv - der røg nemlig to gode flasker rom med hjem fra øen. 

I dag cyklede Sine og jeg en tur ned til Amager Strandpark og gik rundt i tågen i et par timer mens vi snakkede om alt det, der er svært. For et par uger siden var hun i Tværs på P3 for at snakke om stress, og det blev til et meget interessant program, som jeg kun kan anbefale. Jeg synes hun er så sej og modig, for jeg ville aldrig turde gøre noget lignende, selvom det er så vigtigt at få budskabet ud og snakke åbent om stress og depressioner.