tirsdag den 29. april 2014

True Detective

Der har aldrig rigtig været nogen tvivl om hvorvidt jeg skulle se True Detective - jeg har glædet mig lige siden serien blev annonceret. For det første fordi HBO står bag - det er virkelig sjældent jeg er blevet skuffet over noget, der kommer fra dén front, og for det andet grundet formatet - en miniserie med otte afsnit af knap en times varighed er den perfekte platform til en rigtig langsom, dyster og smuk fortælling om de mørkeste sider af mennesket. For mig virkede det også særdeles tillokkende, at den ene hovedrolle skulle spilles af en af mine gamle favoritter, Woody Harrelson, mens jeg tænkte, at Matthew McConaughey måtte kunne et eller andet, siden de havde valgt ham som Woodys sidekick.

For lige at slå en ting fast: Jeg har altid HADET Matthew McConaughey. At se hans navn på rollelisten til en film, har været nok til at få mig til at fravælge den, og hans irriterende solbrændthed, lyse, bittesmå krøller og overlegne smil har altid givet mig ticks. Måske har han faktisk kun været overgået af Nicholas Cage på listen over mine hadeskuespillere, og jeg har ikke set en film med ham i årevis. Al min skepsis og alt mit had forsvandt som dug for solen inden for de første ti minutter af True Detective. Han spiller eminent godt som den dystre betjent Rust Cohle, der med sit nihilistiske livssyn og trang til at filosofere driver den noget mere umiddelbare makker Martin Hart (Harrelson) til vanvid. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at McConaughey er en lille smule lækker i serien, og det er altså helt vanvittigt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til at få mit verdenssyn vendt sådan på hovedet. 

Efterforskningen af nogle rituelle mord er drivkraften i serien, der dog mest bare er fortællingen om disse to meget forskellige mænd. Den ene halvdel af historien foregår i 1995, mens den anden halvdel fortsætter i 2012, da en række nye mord kunne tyde på, at man ikke fik fat i den rigtige morder i første omgang. De sytten år har også taget hårdt på vores to helte, især virker Rust Cohle til at være en slidt og alkoholiseret (omend stadig ekstremt veltalende) skygge af sig selv. De tidligere partnere snakker ikke længere sammen (efter et forståeligt, men fucked-up powerplay fra Hart's kone nogle år tidligere), men det kan måske blive nødvendigt, hvis de slemme drenge skal fanges. 

True Detective er en meget atypisk politiserie, hvilket helt sikkert er en af grundene til, at jeg holder så meget af den. Pacingen er uendeligt langsom, omgivelserne barske og smukke, karaktererne har både historie og dybde, og de forskellige locations er umådeligt interessante. Mit største problem var de manglende undertekster; for serien foregår trods alt i Louisiana, og producerne har ikke ligefrem gjort en indsats for at tydeliggøre lokalbefolkningens dialekt, ligesom McConaugheys drævende ytringer til tider er decideret umulige at forstå. En stor anbefaling herfra - men se den lige på HBO, så du kan få underteksterne med... 

mandag den 28. april 2014

let's build strange and radiant machines

Se, jeg har fundet flere ugler! (Jeg ved godt, at jeg næsten lige har vist den øverste. Men den er så fin i sine lysegrønne forårsklæder, at jeg syntes den fortjente en visning mere. Tænk, at der er blevet så grønt og smukt på bare et par uger!) 

I går myldrede hele Danmark ud i solskinnet, mens jeg tog Rannvá under armen og satte mig godt til rette i de bløde biografsæder i Grand. Vi så 'Når Vinden Rejser Sig' - den allersidste film af Hayao Miyazaki, som jeg er så uendeligt glad for. Jeg havde holdt mine forventninger lidt nede, for jeg havde hørt, at Miyazakis besættelse med flyvemaskiner fik lidt for meget plads i filmen, men udover at filmen var måske et kvarter for lang, havde jeg ikke en finger at sætte på den. Det var en SÅ fin fortælling om en japansk flyingenør i mellemkrigstiden, og udover det lidt stenede i at se en næsten romantiseret fremstilling af krigsfly, fornemmede man også passionen for at skabe noget, der kunne hjælpe mennesker. Et ganske fint punktum i en virkelig imponerende karriere. Heldigvis var solen ikke gået hjem, da vi kom ud af biografens mørke, så vi fik et par timers D-vitamin på græsset på Christiania inden vi gik hjem og så flere film. 

lørdag den 26. april 2014

fleeting moments touched in the night

I påsken har jeg også:

1. Spist brunch med lækker laks hjembragt fra Norge af min fars nabo.
2. Haft utallige nusningssessioner med Jimmy, der virkelig nød al den ekstra opmærksomhed fra min far og min søster.
3. Været til min Carpark North-koncert nummer 26 (det er en helt anden historie!) sammen med min søster. Denne aften i Tivoli var fin og nostalgisk, omend jeg godt kunne have undværet Nik & Jay på scenen.

4. Været til min onkels fødselsdag nord for København med fire retter mad, hvoraf jeg kun fik fotograferet hummersuppen, inden jeg blev så beruset af velkomstboblerne at jeg glemte alt om billeder resten af aftenen. Min søster sukkede over alt deres fine Royal Copenhagen-stel, mens jeg gerne havde taget halvdelen af deres fine bogsamling med hjem. 

Påskedagene bød altså på lidt af hvert - men frem for alt tiltrængt samvær med min lille familie, solskin og lange gåture. Jeg glæder mig allerede til næste gang, de kommer på besøg.

fredag den 25. april 2014

rewrite history to suit our needs

I påskedagene var vi også på kanalrundfart med verdens bedste guide, David. Han formåede at holde hovedet koldt, fortælle på både dansk, engelsk OG tysk, imens en rejseleder simultanoversatte for de fyrre kinesere, der larmede helt vildt i bunden af båden. Engang troede jeg, at kanalrundfartsguide ville være det perfekte studiejob for mig, men jeg tror jeg ville dø af stress. Så thumbs up til ham! Håber vi kan tage et par ture mere i løbet af sommeren - kanalrundfart bliver jeg aldrig træt af. Hjemme igen var der heldigvis mere kage, og så fejrede vi børnefødselsdag  med fine paptallerkener, fordi jeg jo stadig er nogens barn, selvom jeg fyldte niogtyve. 

tirsdag den 22. april 2014

and consider yourself golden

Min kæreste fik også lejlighed til at vise sit øvelokale frem, der er lokaliseret i en gammel bunker gravet ind i en af voldene ved Christianshavn. Her forsvinder han ind i sit eget univers flere gange om ugen og skaber musik - i øjeblikket øver han dog mest sit set igennem, da han drager på mini-tour i næste uge. Hjemme igen blev vi forkælede med den mest fantastiske brownie/cheesecake med hindbærskum - min søster er altså bare den allerbedste kagebager jeg kender. 

mandag den 21. april 2014

someplace on the edge of town

Da vi på gåturen i torsdags nåede de forladte bygninger på den lille strækning, der teknisk set ikke er Christiania, fortalte jeg begejstret om sidste gang på stedet, hvor vi stødte på en cellist. Og timingen kunne ikke være bedre - i det samme kom han såmænd cyklende igen, og vi fik endnu engang den helt specielle oplevelse at lytte til noget ekstremt storladent og rørende musik imens vi kiggede på grafitti. Min søster og jeg er meget fascinerede af forladte huse og bygninger - vi fandt det sejeste, forladte hus for et par år siden i nærheden af Hadsund - så det var også lige noget for hende. Drømmen er nok lidt at besøge noget nedlagt forlystelsespark af en art; måske har jeg set, at der skulle være noget i nærheden af Berlin?

søndag den 20. april 2014

here's a tulip to match your eyes

Hvor har påsken bare været ubeskriveligt skøn i år. Jeg fik tiltusket mig en ekstra fridag i går, så jeg har storhygget med min kæreste, min far og min søster lige siden i onsdags, og dét var tiltrængt. De sociale medier flyder over med smukke solskinsbilleder, og vi har også haft kameraet og telefonerne fremme på vores ekspeditioner i København. Torsdag gik jeg for tredje uge i træk den lange tur omkring Christiania - og denne tur var nok den bedste af dem alle, da min far og især min søsters begejstrede udbrud og pegen på fine ting gjorde mig glad helt ind i hjertet. Jeg elsker når jeg kan vise folk, at Christiania er så meget mere end Pusher Street. Vi kom forbi kunstmaleren Henrik Schütze, der var i fuld gang med at kreere nogle sindssygt smukke malerier foran sit hjem på Fakirskolen, og efter en lille snak inviterede han os indenfor. Jeg har altid gerne villet se nogle Christiania-hjem indefra, så det var en lille drøm, der gik i opfyldelse for mig. Der var også præcis lige så hyggeligt derinde som jeg havde forestillet mig. 
Denne gang forlod vi stien ved vandet og gik langs snørklede stier mellem de mest eventyrlige huse - tjek lige verdens sejeste skorsten! Min hesteglade søster har længe gerne villet se rideskolen, og duften af hest, de smukke omgivelser og det fantastiske vejr gav mig lyst til at ride en laaaaang tur med hende. Vi drog dog videre på gåben og nåede ned til børnehaven, hvor min far eksperimenterede med at gå på line. Min kæreste var dog klart den bedste i dén disciplin. Efter et par timer i solen var vi helt trætte, og vel hjemme igen snuppede vi alle en lille middagslur, inden vi bestilte indisk take-away og så Carrie. Den helt perfekte feriedag, hvis du spørger mig. (De andre dage var mindst lige så gode. Og solbeskinnede, oplevelsesrige og hyggelige. Forvent billedspam de næste dage.) Jeg håber, at I også har haft nogle gode dage, og at solen også skinner i morgen inden den for mit vedkommende står på arbejde resten af ugen. 

tirsdag den 15. april 2014

please don't discipline your hands

Denne weekend bød på endnu en tur rundt om Christiania; denne gang på cykel og i selskab med Rannvá og min kæreste. Vi fandt et sted i solen tæt ved vandet, og kunne beundre den smukke svane - som vi døbte John Swanson - på god afstand, men snart blev den grådig og ville have brødet, der lå helt tæt på os. Sådan en svane er altså enormt stor! Da den begyndte at hvæse af os, drak vi det sidste af vores myntesaft og cyklede videre. Ude for enden af stien holdt vi endnu et pitstop og spiste en lakridspibe, og pludselig begyndte tonerne af en cello at strømme ud fra de forladte bygninger bag os. De bliver åbenbart ikke kun brugt til grafittimaling, men også som øvelokale for musikere, der ikke vil genere naboerne. Det var virkelig smukt, og jeg blev underligt berørt af at høre musikken ude i det fri med udsigten til en gruppe unge drenge, der legede krig på området. 

Det var i det hele taget en rigtig god weekend; søndag var jeg i Empire Bio med min kæreste og se Inside Llewin Davis, Coen-brødrenes nyeste film, der bestemt ikke skuffede. Om aftenen lånte vi underboens fladskærm og så AaB tæve Brøndby, og de ligger nu nummer et med hele fire point ned til andenpladsen. Det kunne jeg godt vænne mig til. 

I morgen kommer min far og søster på besøg og bliver til søndag, så det er nok ikke meget I kommer til at høre fra mig i påsken. Jeg håber, at I får en god en af slagsen!

fredag den 11. april 2014

and the plans were never mapped

I søndags gik jeg en rigtig lang tur med Nanna rundt på Christiania. Solen gemte sig bag et gråt skydække, men blomsterne og de spirende træer fyldte alligevel billedet med klare farver og forårsglæde. Der er ikke noget som en gåtur med en god veninde, hvor man rigtig har tid til at snakke, fjolle og udpege sjove detaljer (og dem er der mange af på Christiania). Bagefter var der dømt sofahygge, pizza, Harry Potter og Fucking Åmål, og så kunne dén dag vist ikke blive meget bedre.