fredag den 28. november 2014

to help you shape the way you play

Dagen i dag startede med at jeg stod for sent op til at kunne nå at spise morgenmad. På arbejdet blev flere af mine kollegaer mødt med surhed og utålmodighed fra kunderne, og jeg havde 'Trololo'-sangen på hjernen. Når den ikke kørte på repeat i mit hoved, blev det fyldt af lange, skingre, jazzede saxofonsoloer valgt af dagens DJ, der er en god kollega, men med en helt anden musiksmag end min. Jeg havde fri klokken fire, lige midt i myldretiden, og bussen hjemad var helt proppet med mennesker. Jeg er ret glad for at skrive helt i kursiv. 

Men det har alligevel været en virkelig god dag, for i morges brugte jeg lidt ekstra tid på at hygge med Jimmy, og på arbejdet havde min søde kollega og næsten-nabo taget en enormt god KitKat-brownie med for at forsøde arbejdsdagen lidt for os alle sammen. Jeg overhørte også en af mine unge kollegaer på bare sytten år snakke om Smashing Pumpkins, og så gik det op for mig, at jeg har lyttet til Smashing Pumpkins lige så længe, som den knægt har levet. Det er lidt sindssygt, og selvom det får mig til at føle mig lidt gammel, er det også lidt fedt. Fordi jeg havde fri klokken fire, kunne jeg trods lang og besværlig bustur stadig være tidligt hjemme og nyde lidt alene-tid med New Girl. Buschaufføren var i øvrigt en frisk, ung fyr (hvor gammel er jeg lige), der bad os alle rykke helt tæt sammen (gys), så vi ikke skulle efterlade nogen ude i kulden. Det var ret sødt, og jeg fik desuden en plads ved vinduet allerede ved Christianshavns Torv, så alt i alt overskygger det gode ved denne dag klart det lidt trælse.  Jeg har virkelig fået en god start på min sidste friweekend inden jul, der også byder på oppyntning herhjemme og en tur i biografen. 

torsdag den 27. november 2014

now and again it seems worse than it is

Jeg tror lidt, at jeg glemmer at fortælle hvordan størstedelen af dagene forløber uden min mor. Jeg skriver tit, når jeg er meget ked af det, men heldigvis byder langt de fleste dage jo på savn og ikke sorg. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på hende eller snakker om hende, men det er ikke hver dag jeg lader mig selv tænke på den sidste, korte tid jeg havde med hende, og de helt store tudeture begrænser sig til et par gange om måneden nu. De dårlige dage kan jeg stadig ikke styre; jeg kan ikke bestemme hvornår de kommer, eller hvor voldsom min sorg er, men det er efterhånden sjældent at det varer ved hele dagen. Oftest kan jeg mærke det om morgenen - de fleste dage er helt normale, men af og til vågner jeg med en knude i maven og en klump i halsen, og ingen af delene forsvinder, før jeg anerkender dem og lader mig selv være ked af det. Tankerne om hende popper helt naturligt op i min bevidsthed - både de gode og de dårlige -  for selv de helt trivielle hverdagsritualer kan minde mig enormt meget om min mor. Jeg sætter virkelig pris på, at hun stadig fylder så meget i mit liv, selvom det medfører et par tudeture fra tid til anden.   

De næste uger bliver nok ikke ret sjove, og jeg kan heller ikke garantere, at der ikke kommer et sygt deprimerende indlæg engang. I dag er det to år siden min mor sidste gang var ved bevidsthed og sidste gang kaldte mig 'Tinemus', og jeg kan godt mærke, at det påvirker mig enormt meget at skrive om det, hvilket sådan set modbeviser hele min pointe med indlægget. Sådan er det nok bare, når man sidder alene og savner, men i weekenden besøgte jeg min onkel (min mors storebror), tante og to fætre, og der var det rart at snakke om hende og genopfriske gamle minder. Det gør mig så godt at være i selskab med mennesker, der kendte og holdt af min mor, og jeg vil altid gerne snakke om hende - også selvom det medfører blanke øjne og en grødet stemme. Jeg tror ikke jeg er i nærheden af at være afklaret omkring min mors død, og jeg lader i stedet den øverste følelse i rodebunken dominere min dag, men jeg prøver vist bare at sige, at den følelse langt det meste af tiden er god.     

tirsdag den 25. november 2014

Les Revenants

Efter tre fantasy/sci-fi-skuffelser med Invasion, Taken og Falling Skies, havde jeg brug for en succesoplevelse inden for genren og startede på den anmelderroste 'Les Revenants' fra Frankrig. Første sæson fra 2012 er på blot otte afsnit af hver en lille times længde, og anden sæson er stadig i støbeskeen, så det er bestemt ikke en serie, der har travlt. Det behøver den heller ikke have, for en af 'Les Revenants' største forcer er de helt langsomme og vidunderligt filmede øjebliksbilleder af livet i en lille, fransk bjergby, og jeg blev grebet lige med det samme. Skuespillet er troværdigt og godt over hele linjen; det franske sprog virker overbevisende for mig, og rammen om historien er så realistisk og jordnær, at det egentlig virker plausibelt da flere af byens afdøde beboere begynder at vende tilbage til de familier, de forlod mange år tidligere. 

Disse hjemvendte er naturligvis seriens omdrejningspunkt, og i første afsnit stifter vi bekendtskab med teenageren Camille. Først ser man hende blive dræbt i en voldsom busulykke på bjerget som trettenårig, og så ser man hende vende hjem fire år senere til den ældre tvillingesøster og et par forældre, der er blevet skilt. Camille føler sig lidt træt og går i seng, og moderen freaker lidt ud over det og ringer til lederen af den støttegruppe, hun er kommet i siden datterens død. Og så tager de det egentlig ret roligt. Indrømmet; af og til kan man godt sidde med følelsen af, at alle reagerer helt irrationelt - de må da for helvede sige til nogen, at deres døde datter er vendt tilbage!? Den manglende reaktion fra de efterladte er helt klart seriens største svaghed, men når det irritationsmoment er overstået, er det alligevel nogle meget rørende, hårde og hjerteskærende interaktioner mellem en pige, der ikke kan huske de sidste fire år og bare vil elskes, og hendes familie, der har virkelig svært ved at tackle situationen.  

Camille er ikke den eneste, der vender tilbage, og alle hjemvendte har deres helt unikke, spændende historie, der langsomt udvikler sig og afsløres. Og hvor man kunne savne en lidt større reaktion fra byens involverede indbyggere, reagerer den smukke natur i stedet ganske kraftigt; massedød blandt dyrene, strømafbrydelser og et alarmerende hurtigt faldende vandreservoir. Alle disse hændelser bliver præsenteret på en ganske underspillet måde, og min kæreste - der i øvrigt slet ikke var lige så begejstret som jeg - sagde, at hele stemningen virkede som noget fra en dansk krimi. Dem ser jeg nu ikke så mange af, men jeg tror godt, jeg ved hvad han mener med det, for der er skruet ned for alle special effects-parametre i serien, da historien er uhyggelig nok i sig selv. Det er helt klart en af grundene til, at den er så meget bedre end de tre serier jeg nævnte først - selvom det i virkeligheden er helt omsonst at sammenligne dem.

Uhyggen er som sagt en af seriens store forcer. Den lille dreng Victor er en af de mest skræmmende karakterer i nyere tv-historie, selvom og fordi han næsten aldrig taler, men bare kigger på én med kæmpestore, vidende øjne. Egentlig er disse hjemvendte døde jo zombier, men så langt fra de frådende, kødspisende monstre i The Walking Dead, at man ikke kan kalde dem det. Her opfører de sig næsten almindeligt og er sympatiske karakterer, der bare vil prøve at få et normalt liv tilbage. Man ønsker det bedste for dem, selvom der hele tiden er en uhyggelig undertone og en følelse af, at noget kommer til at gå helt, helt galt. Sceneriet og stemningen minder mig af og til om Twin Peaks, selvom Les Revenants overhovedet ikke har samme element af forløsende absurditet.   

Det er familiedrama med fantasyundertoner, så det veksler mellem at være rørende til at være underligt og uhyggeligt, og det fungerer meget bedre, end man lige skulle tro. Fantastiske Mogwai har leveret det dystre soundtrack, der passer perfekt som baggrundsmusik til den lille by ved de smukke bjerge, og overordnet set er det en virkelig godt sammenskruet serie. Jeg glæder mig vanvittigt til sæson to, da afslutningen på første sæson var en cliffhanger af dimensioner.    

fredag den 21. november 2014

let's make this easy and let time pass

Jeg har for travlt til at blogge i disse dage. Eller nej, det passer faktisk overhovedet ikke - jeg har for travlt med at arbejde til at opleve noget, der er værd at fortælle om, og arbejdet gør mig også så træt, at mine aftener mest bliver tilbragt på sofaen med en serie på skærmen. Og det er faktisk helt okay. Den næste måned bliver hård, men så længe jeg ved, at det er en begrænset periode er det ikke så slemt, og på de rigtigt lange dage med ømme fødder og dumme kunder, tænker jeg på den ferie, som de ekstra penge skal gå til. Jeg satser også på, at travlheden kommer til at overskygge alle de dumme mærkedage, der i øjeblikket insisterende minder mig om min mors død. I morgen tager jeg lidt væk - nemlig et smut til Jylland for at besøge min onkel og tante, hvor min far og søster også kommer. Jeg forudser en stor mængde god mad, lange gåture, hygge med fætrene og leg med hundene, og jeg glæder mig.  

Min kæreste er endelig kommet hjem efter to-en-halv uges eventyr og tour ned gennem Europa. Jeg havde overtalt ham til at tage mit gamle digitalkamera med, så jeg også kunne se noget af alt det han oplevede, og det har været virkelig hyggeligt at høre om hans tur og se billeder af de mennesker han har mødt. Næste gang kunne jeg godt tænke mig at komme med, selvom jeg ikke er så god til at sove nye steder hver nat og møde nye mennesker hele tiden. Det er så dejligt at have ham hjemme - i går efter arbejde lavede jeg mad til os, hvorefter vi snuppede de fire nyeste afsnit af American Horror Story, og det var rystende godt. Dette efterår har altså været ret fantastisk på tv-serie-fronten.  

mandag den 17. november 2014

dance 'round the room to accordion keys

Efter en sommer, hvor jeg stort set kun har lyttet til Neutral Milk Hotel og Conor Oberst, har jeg den seneste måneds tid tilføjet et par nye plader med gamle favoritter til samlingen. Flaming Lips har haft gang i et helt vanvittigt projekt, der har udmøntet sig i With A Little Help From My Fwends - en genfortolkning af HELE Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band-pladen med The Beatles, og på hvert nummer har de gæstemusikere med. Miley Cyrus og Moby er et umage makkerpar på Lucy in the Sky with Diamonds, og Tegan & Sara er skam også at finde på Lovely Rita. Hele projektet er måske mere interessant end egentlig godt, men jeg glæder mig til at give pladen nogle flere gennemlytninger. Peaking Lights er ægteparret Aaron Coyes og Indra Dunis, som jeg har skrevet om før, og Cosmic Logic er deres nyeste plade, der er meget mere rytmeorienteret end dens to forgængere. Numrene er stadig syrede og udsvævende, men man aner alligevel en noget strammere struktur, hvilket klæder musikken godt. Dog kan jeg godt nogle gange savne det helt langsomme og drømmende univers, men Cosmic Logic gør til gengæld mere opmærksom på sig selv, og fødderne begynder at vippe helt automatisk.  

En af mine yndlingsbloggere, omveje, har skrevet et fremragende indlæg om det nostalgiske forhold man får til sine cd'er og om hvor svært det kan være at smide dem ud, og de overvejelser er ledsaget af fine anekdoter med alt fra Suede til Aqua som soundtrack. Jeg har længe villet fortælle mere om 'min' musik, om hvad jeg er vokset op med og hvordan min smag har ændret sig, men det er mest blevet til sporadiske og begejstrede fortællinger om få af mine yndlingsbands. Hvis jeg nogensinde får tid, kunne det være jeg skulle få lidt struktur på den fortælling. Der er trods alt en grund til, at jeg kaldte bloggen 'MusicIsMySecret' i sin tid. Nederst er en liste over de femten kunstnere, jeg har afspillet mest på min iPod og computer det sidste år, men der mangler jo altså alt det, vi lytter til på vinyl og fra min kærestes computer. Om ikke andet giver den et godt billede af hvad jeg godt kan lide at lytte til i bussen og på arbejde - og så er jeg bare ret vild med lister generelt.    

søndag den 16. november 2014

Rutu Modan - The Property

Jeg opdagede israelske Rutu Modan ved en tilfældighed for nogle år siden, og jeg var så glad for 'Exit Wounds' fra 2008, at jeg hurtigt efter udgivelsen sidste år fik  fat i hendes nyeste graphic novel; 'The Property'. Den er delvist selvbiografisk og fortæller om den ældre israelske dame Regina, der sammen med sit barnebarn Mica rejser tilbage til Warszawa  for første gang siden Anden Verdenskrig. Bedstemoderen ejer tilsyneladende en grund i byen, men familien mistede den under krigen, og det er lidt op ad bakke at finde rundt i alle de gamle papirer, adresser og døde mennesker. Regina har desuden også et andet, hemmeligt formål med rejsen, men Mica kan ikke finde ud af hvad det er, for hun bliver hele tiden distraheret - både af et irriterende familiemedlem og af den flotte, polske tourguide Tomasz, der drømmer om en dag at skrive den polske 'Persepolis'. Historien er egentlig ret personlig og unik, men den er så fint beskrevet, at det samtidig er nemt at genkende almindelige familiemønstre- og relationer i forholdet mellem bedstemoderen og barnebarnet. Det er rørende at se Mica hjælpe sin bedstemor med at bade og blive klædt på, selvom denne til tider kan være ret strid og besværlig.  

Rutu Modan kom på idéen til historien da hun var til en familiemiddag hos en onkel. Begge hendes bedstemødre var kommet fra Warszawa til Israel før krigen, og selvom de angiveligt ejede et jordstykke i Polen, havde de ingen intentioner om at vende tilbage, da de så landet som 'én stor kirkegård.' Herfra udviklede historien sig, og forfatteren rejste til Polen for at besøge det land, som hendes far voksede op i, og hun blev overrasket over hvor hjemme hun egentlig følte sig. 'The Property' handler også meget om forholdet mellem polakker og israelere, men ligesom i 'Exit Wounds' bliver de politiske spørgsmål flettet elegant ind i plottet og føles ikke forcerede. Det er endda oplagt at drage paralleller mellem den nutidige situation mellem israeler og palæstinensere, hvilket forfatteren også kommer ind på i dette interview. Hun påpeger det paradoksale i, at mange israelere forsøger at få deres ejendomme i Polen tilbage, mens de ikke kan se, at palæstinenserne arbejder efter samme retfærdighedsprincip omkring deres gamle ejendomme i Israel. Det er ret interessant læsning.  

Modans streg er stadigvæk ualmindeligt fin, og hun har et skarpt blik for de små detaljer, akavede øjeblikke og den pinlige tavshed. Hun er ikke bange for at gøre det lidt grimt - flere paneler fanger karaktererne fra deres bogstaveligt talt værste sider, men det gør dem meget mere virkelige end andre tegnede karakterer. Historien bliver udelukkende fortalt igennem karakterernes dialog og kropssprog, så det er også vigtigt, at de er tegnet udtryksfuldt. Hendes landskabstegninger er SÅ flotte; farverne er enormt smukke og velbalancerede, og det er en rigtig flot hardback-udgave jeg fik med mig hjem fra Faraos Cigarer. Det trækker alt sammen op, og det er også en god graphic novel, den er bare ikke helt på samme høje niveau som den forrige, desværre, men bestemt en gennemlæsning værd.   

fredag den 14. november 2014

swimming through sick lullabies

Jeg er blevet ramt af en ondsindet influenza og har de sidste dage ikke kunnet foretage mig noget som helst - ikke engang filmhygge i sofaen er det blevet til; kun hosten, nysen og rysten under dynen inde i sengen. Jimmy er en afsindigt dårlig sygepasser, for i stedet for servering af varm the og sygegaver, har han højtlydt krævet snoreleg og andre opretstående aktiviteter. De sidste døgn har derfor været en sløret omgang af søvn, feberdrømme og usammenhængende tanker blandet med katteleg, og to ting er jeg vendt tilbage til igen og igen:

1, Tænk, hvis Jimmy nu i virkeligheden var en lille hunkat. Det ville fuldstændigt ændre mit syn på den lille mand (f.eks. skulle jeg nok holde op med at kalde ham 'lille mand'), og jeg tror, at noget af hans nuttethed ville forsvinde for mig, selvom det er strengt sagt. Det er nu heldigvis ikke noget, jeg behøver at bekymre mig om, for han er temmelig sikkert en lille knægt. Gamle Froy var en hunkat af den allerbedste slags, men når jeg tænker over det, har jeg ellers kun haft drengedyr i mit liv - startende med den blå undulat Pelle over pasningen af ponyen Fister og hesten Juvel, og nu Jimmy. Med min søster er det lige omvendt; både hunden Silke, katten Mille og hesten Serafina er af hunkøn, og de er nu også nogle særdeles dejlige damer. Det ville bare ikke passe til Jimmy at være en lille pige. 

2. Jeg bruger generelt alt for meget tid - og endnu mere nu, hvor jeg er syg og min kæreste er i Italien - på at tænke på værdien af forskellige hypotetiske handlinger. Hvor mange penge ville jeg give for at have halvanden liter cola stående på bordet lige nu (dette spørgsmål stiller jeg ofte mig selv, og svaret er ofte halvtreds kroner), eller hvor meget ville jeg betale for allerede at have været i bad, i fakta og på apoteket? Det er ret fjollet, for lige meget hvor højt jeg er villig til at sætte beløbet, sker der jo aldrig noget af sig selv. Men alligevel. Jeg ville godt give halvtreds kroner for en pose af de der lakridschokolader fra Tiger lige nu. 

onsdag den 12. november 2014

you’ve thoroughly blown their minds

I sidste uge var jeg på Zoologisk Museum sammen med Nanna. Vi har gang i et meget langsomt fremskridende projekt, hvor vi besøger alle Københavns museer (her er vi på Arbejdermuseet og her på Nationalmuseet), og jeg har glædet mig sådan til at besøge Zoologisk Museum, der er fyldt med nuttede, fascinerende og skræmmende dyr. I øjeblikket er hovedattraktionen den ældgamle og kæmpestore dinosaur Misty,  men den nyligt konserverede kaskelothval fra Henne Strand fyldte nu også en del. Altid dygtige Young har taget nogle vildt flotte billeder af opskæringen - det må være mærkeligt at være så tæt på et enormt, dødt dyr. Skelettet alene er lidt noget andet, selvom det nu stadig lugtede lidt af... et eller andet. Resten af museet imponerede mig næsten mest, for der var godt nok mange fine udstillinger. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har været på Zoologisk Museum, hvor der er gratis adgang med et studiekort fra Københavns Universitet, og bænken udenfor er også fremragende til venindesamtaler efter museets lukketid. 

tirsdag den 11. november 2014

here the shadows make things ugly

Min fars have i Mariager. 100% fri for homofobi.
Jeg har længe gerne villet kommentere på situationen med chikanen af det lesbiske par i min hjemby Mariager, men det har været lidt svært at vide, hvor jeg skulle starte og slutte. Mine følelser omkring det hele har også ændret sig lidt undervejs, for det har godt nok været svært at forholde mig objektivt til sagen, når der kommer en mediestorm og en bølge af had mod den lille by, jeg har boet i de første tyve år af mit liv. Min barndom i byen var helt perfekt. Tryg, med gode venner og uanede mængder af skønne legesteder i naturen. Min ungdom i byen var noget helt, helt andet, og jeg havde det ikke ret godt de sidste fire-fem år jeg boede der. Jeg følte mig meget anderledes, og folk følte altid, at det var okay at kommentere på mit udseende eller mit liv i det hele taget, og selvom det langtfra altid var negativt ment, opfattede jeg det sådan. Jeg er dog nået til den erkendelse, at min ungdom ville have været den samme i alle andre små byer - her er Mariager nok hverken værre eller bedre end andre byer med 2500 indbyggere, og jeg har altid vidst, at jeg hørte til i en større by. Efter jeg er flyttet fra den, nyder jeg meget af at vende tilbage, for det er et af de smukkeste steder i hele Danmark, synes jeg, og følelsen af klaustrofobi er for længst forsvundet.

Men en ting er slet skjult hovedrysten over blåt hår og piercinger, men piben får altså en helt anden lyd når det kommer til decideret chikane mod en lille familie. Jeg er virkelig rystet over den modbydelighed og ondskab der er blevet udvist mod familien i sagen, og kan slet ikke tro, at det virkelig kan foregå i Danmark i 2014. Hundelort på vinduerne, bibelcitater i postkassen der fortæller, at parret lever i synd og overstregning af den ene kvindes navn på barnets skab i børnehaven er bare virkelig ikke okay. Lillebitte Mariager er også Pinsekirkens hovedsæde i Danmark; en frikirke, der har tre efterskoler, en højskole og en kirke i byen, og selvom man ikke skal  sælge skindet, før bjørnen er skudt, er det nærliggende at drage den konklusion, at det er en fra pinsekirken, der står bag. Man kan aldrig dømme en hel gruppe på baggrund af et enkelt individs forkastelige handlinger, og jeg kender flere søde mennesker med en tilknytning til eller fortid i pinsekirken, der ikke tænker dårligt om homoseksuelle overhovedet, men når det så er sagt. er en lærer fra højskolen i forbindelse med sagen kommet med nogle ikke helt heldige udtalelser på facebook, hvor den efterfølgende debat i kommentarfeltet godt kunne tyde på, at gerningsmanden ikke er alene om at mene, at parret lever i synd. Og det er simpelthen så ærgerligt.

I folkeskolen gik jeg i klasse med en dreng, hvis forældre var tilknyttet pinsekirken. Til en børnefødselsdag var vi med kirkens imponerende flotte skib Agape ude og sejle på Mariager Fjord, på den anden side kunne vi hoppe i vandet fra skibet, og så var der slik og sodavand tilbage på dækket. Det er en af de bedste børnefødselsdage jeg kan huske, men idyllen går lidt i stykker når jeg læser, at Agape  i de senere år har budt på 'Pray The Gay Away'-lignende ophold, der skal kurere mænd for deres homoseksualitet. Skibet ejes vist af Indre Mission i dag, men tankegangen er den samme (selvom denne tekst skal nu ikke forstås som en hetz mod frikirkerne generelt, men mod dem, der finder det magtpåliggende at blande sig i andres liv). Det er ubegribeligt for mig, at man ikke kan være ligeglad med, hvordan andre mennesker lever - der er jo ingen der kræver, at man skal omgås hinanden, bare fordi man bor i den samme by. 

Mediernes dækning af sagen har langt hen af vejen været god, omfattende og vigtig, men måske en anelse unuanceret. Mariager er nu kendt i hele Danmark som denne middelalderlige by, hvor ingen tolererer homoseksuelle eller hjælper folk, der bliver chikaneret, og det er simpelthen ikke (hele) sandheden. Det er så skrækkeligt, at der bor folk i byen med en så fjendtlig holdning til andre mennesker, og jeg ville virkelig ønske, at de i det mindste ville holde den for dem selv, men langt de fleste af byens indbyggere er jo enormt søde folk, der er bedøvende ligeglade med, at det er to kvindenavne der står på postkassen. Derudover er familien blevet tilbudt hjælp med overvågning og opsætning af kameraer, hvilket medierne jo ikke har skrevet om. I sidste uge var også der fakkeloptog, og i næste uge er der en stort anlagt flagdag, og jeg håber det kan hjælpe den fine, gamle by med at få noget af sit gode rygte tilbage.     

søndag den 9. november 2014

Stephen King - The Green Mile

Efter et par halvlunkne læseoplevelser med de nyeste bøger fra Stephen Kings hånd - og som optakt til den nye 'Revival', som jeg har tårnhøje forventninger til - trængte jeg til at genlæse en af de allerbedste, nemlig 'The Green Mile' fra 1996, der sammen med filmatiseringen cementerede Kings status som en af de allerypperste historiefortællere. Næsten alle kender i dag historien om den kæmpestore, blide John Coffey (like the drink, only not spelled the same), der under tredivernes depression sidder på dødsgangen i  et fængsel i Louisiana, men det er så god en fortælling, at den alligevel fortjener et par ord og refleksioner med på vejen. Selvom det er tredje eller fjerde gang jeg læste bogen, kunne jeg alligevel slet ikke lægge den fra mig, og jeg måtte hele tiden liiige læse et par sider mere før jeg slukkede lyset om aftenen. Historien er på ingen måde ny for mig, men selv uden overraskelseseffekten er den altså bare så velfortalt og velskrevet, at hvert gensyn er en ren fornøjelse.  

Oprindeligt var 'The Green Mile' udgivet i seks dele - både for at lave et publicity-stunt, men også for at forhindre læserne i at bladre om til sidste side for at læse slutningen først; noget hans egen mor altid selv havde gjort. Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre! Slutningen var i øvrigt slet ikke skrevet eller færdigudtænkt, da første installation udkom, og det er en arbejdsgang der giver en perfektionist som mig sved på panden. Eksperimentet må dog siges at være en dundrende succes, og på trods af et par enkelte gentagelser, virker historien lige så godt som en enkelt, samlet udgivelse. Min far har alle seks, mens jeg må nøjes med den lidt mere skrabede paperback-udgave.  

Mange jeg kender har ikke læst bogen, men kun set den fremragende film fra 1999, og selvom Stephen King på dvd'ens ekstramateriale udtaler, at filmatiseringen er den, der kommer sit litterære oplæg nærmest, går man virkelig glip af noget ved at springe bogen over. Den noget langsommere pacing tillader en eminent god karakteropbygning af både fængselsbetjente og dødsdømte, og der var ikke noget, der var så sort/hvidt som det nogle gange kommer til at virke i filmen. Kun gennem bogen hører vi f.eks. hvilke grusomme forbrydelser franskmanden Eduard Delacroix faktisk har begået, og den sleske Percys hadfulde optræden over for ham er måske ikke mere forståelig, men i hvert fald mere nuanceret. Dels henrettelse er måske nok ubehagelig at overvære på film, men på skrift er det noget af det mest groteske, ulækre og ubehagelige, jeg nogensinde har læst fra forfatterens hånd, og derfor også virkelig, virkelig godt. Her viser King, at han ikke helt har glemt horroren.  
Selvom den har enkelte skønhedsfejl, vil jeg give Stephen King ret i, at den tre timer lange film fra 1999 er en af de allerbedste filmatiseringer af et King-værk overhovedet. Det er helt uvant at se en King-film med overbevisende, rørende skuespil, relativt gode special effects og en historie, der ikke forhastes for meget. Castingen er lige i skabet på alle fronter; mændene på begge sider af tremmerne spiller virkelig godt, og alle fangerne sidder i filmen på dødsgangen på samme tid, hvilket også skaber en fin dynamik. Den enormt skræmmende William 'Wild Bill' Wharton fik i filmen en lidt større rolle, flere replikker og mere klamhed, men med Sam Rockwell i rollen var det kun en god ting. Tom Hanks leverede en pragtpræstation i rollen som fængselsbetjenten Paul Edgecomb, og det er altså virkelig svært ikke at holde af både ham og hans kollegaer på The Green Mile. Filmen varer næsten tre timer, men tiden flyver afsted, og jeg kan på det varmeste anbefale både bog og film til alle - også til dem, der normalt holder sig fra Stephen King.  

fredag den 7. november 2014

floating through long wasted days

I dag har jeg cyklet næsten hele Amager rundt i det gode vejr, og nu skal jeg ikke lave ret meget andet end at flade ud på sofaen og se film. Jeg er for træt til at producere længere stykker tekst, så her er nogle ord, jeg godt kan lide:


heksehyl
tagetage
baryler
kålhøgen
tømmerlus (som vist hedder tømrerlus)
luskebuks

onsdag den 5. november 2014

take your shoes off curl your toes

I dag har været en af de der dage, der ikke behøver være så mange af. Jeg har ikke været ked af det overhovedet, men alting har lige været lidt op af bakke, og til sidst antog modgangen en næsten komisk karakter. Her er et hurtigt oprids:

 - Startede dagen med at blive totalt gennemblødt på min cykeltur til lægen. Som i fra-top-til-tå-gennemblødt. Havde ellers både gummistøvler og regnjakke på, men det regnede altså virkelig meget.
- Min ellers fantastiske læge havde lidt for travlt i dag under min medicin- og depressionsopfølgning. Jeg havde heldigvis ikke noget særligt at snakke med hende om, men turen føltes lidt forgæves.
- Var ikke blevet tør efter den første cykeltur, men det gjorde ikke så meget, for det pissede stadigvæk ned da jeg kørte hjem.
- Vel hjemme tog jeg et hurtigt bad, inden jeg skulle på arbejde. Måtte tage en anden jakke på ud i regnen, og selvom jeg var bevæbnet med en paraply, blev jeg stadig våd da jeg ventede på bussen. 
- Kunder. Åh, kunder. En skam, at min blog ikke er mere anonym. 
- Men helt ærligt. Hvorfor, hvorfor spørge mig om hjælp, når jeg i almindeligt tøj kommer baksende med en tung sækkevogn fyldt med film - og hvorfor blive fornærmet over, at jeg henviser til mine tre(!) kollegaer, der står klar til at hjælpe i informationen syv meter væk? 
- Til frokost skulle jeg have haft den lasagne, jeg lavede i går aftes. Men den glemte jeg hjemme. Selvfølgelig efter jeg havde stillet den klar på køkkenbordet.
- Efter arbejde ventede jeg på bussen med en kollega. Der var demonstration ved Christiansborg, og flere af de deltagende havde Anonymous-masken på, men jeg kunne ikke helt greje, hvad de demonstrerede for. Min uvidenhed provokerede åbenbart en lidt beruset deltager så voldsomt, at han følte behov for at råbe lige ind i mit ansigt (med maske på), at det var folk som mig, der var problemet, og at jeg skulle få mit hoved ud af røven. Okaaaaay..? I det mindste var det holdt op med at regne. 

Men nu er jeg hjemme, spiser aftensmad og ser Bonderøven, og om lidt skal jeg lege med Jimmy. En dårlig morgen blev til en bedre dag og en god aften. 

mandag den 3. november 2014

we partly messed it up

Denne sommer har budt på de allersidste sæsoner i tre af de serier, jeg godt kan lide og har skrevet om før; nemlig Wilfred, Californication og True Blood. For at starte med det bedste, var Wilfreds fjerde og sidste sæson en solid afslutning på historien om den depressive Ryan, der hænger ud med naboens hund Wilfred, som han ser som en potrygende, øldrikkende og vulgær australsk mand i en hundedragt. Sæsonen samlede alle tråde og opklarede de enormt mange ubesvarede spørgsmål, men først måtte vi igennem en række meget forvirrende afsnit, der ærligt talt var lidt trættende. Der var ikke nogen grund til flere sidehistorier, der bare trak tiden ud inden forløsningen kom, selvom jeg godt kunne lide idéen om en kult, der tilbad en hundegud hvis navn lød som Matt Damon.  De to finaleafsnit var dog det hele værd; faktisk var det noget af det mest rørende tv, jeg længe har set. SPOILERS. Okay, så den allermest åbenlyse forklaring på Wilfred er også den rigtige - han er faktisk bare en almindelig hund, og Ryan er ikke helt rask. Det var brutalt og rørende at se flashbacks, hvor situationer fra serien bliver vist i deres sande form - med en nuttet hund siddende på sofaen, mens en manisk Ryan puster røg i hovedet på den, og tror han snakker med en mand. Wilfreds endeligt var vanvittigt sørgeligt, Jenna er en bitch (men det ville have været forkert, hvis Ryan og hende var endt sammen), men slutningen er alligevel positiv, synes jeg. Ryan accepterer sin sindssyge og lukker en imaginær Wilfred tilbage i sit liv, men denne gang ved han godt, at Wilfred er en forsvarsmekaniske skabt af hans eget sind. Stærke sager. 
Californication var jeg meget begejstret for efter de første fire sæsoner, men de sidste tre har kørt lidt i tomgang og er faldet gevaldigt i niveau. Med syv sæsoner har serien haft en del mere skærmtid end Wilfred, men det har desværre også fået mig til at synes lidt mindre om Californication som helhed, selvom det bestemt stadig er god underholdning med mange lyspunkter. Især var jeg glad for Marilyn Mansons fantastiske gæsteoptræden i sæson seks, og Californications karakterer er jo altid ret sjove, men en serie af den slags burde kende sin besøgstid. I syvende sæson er Hank Moody stadig fucked og prøver stadig at overbevise Karen om sin kærlighed til hende, imens han knalder alt med en puls. Intet nyt under solen her. I mellemtiden har han fået job som manuskriptforfatter på den elendige tv-serie 'Santa Monica Cop', men har ret svært ved at acceptere, at arbejdspladsens regler og ordentlig omgangstone også gælder for ham.

Jeg binge-watchede hele syvende sæson sammen med Lærke, og vi blev enige om, at selvom det stadig var sjovt, var det også lidt forceret og allerede lettere outdated. Det er ikke længere nyt eller sjovt at folk instagrammer deres mad, og det er åndssvagt at Michael Imperiolis karakter bliver så overrasket og sur over det. Ellers et godt gensyn med en favoritskuespiller fra Sopranos. SPOILERS. Hank har altså en vildt irriterende, usjov Jonah Hill-lignende søn med Heather Graham. Ikke specielt overraskende, og deres forhold forløber ret forudsigeligt, men det er stadig en kærkommen afvigelse fra de samme gamle storylines, der ellers præger sæsonen. Slutningen er sådan lidt blah. David Duchovny har sagt, at han altid havde forestillet sig Hank Moody dø, når serien sluttede, og det ville faktisk have været en slutning, der var noget lettere at forholde sig til.
True Blood har jeg altid haft et lidt ambivalent forhold til, for jeg ville så gerne elske det, men blev aldrig helt grebet. Manden bag de første sæsoner er geniet Alan Ball, der også har skabt både American Beauty og verdens bedste tv-serie Six Feet Under, så jeg havde nok også urealistisk høje forventninger til denne vampyrserie, der skulle være alt det, som Twilight ikke var.  Det gik da også rimeligt i starten, men niveauet begyndte desværre ret hurtigt at styrtdykke med underlige, unødvendige subplots og nye, ligegyldige karakterer; men denne syvende og sidste sæson har heldigvis trukket helhedsindtrykket gevaldigt op igen med et fængende plot, der var spændende lige til det sidste. Modigt at slå en hovedperson ihjel i første afsnit! Ellers er det stadig de smukke billeder og de velskrevne karakterer, der er seriens force, og her var hele slænget endelig samlet igen. De irriterende karakterer var stadig irriterende, men mine favoritter var til gengæld både sjove (Jason, Pam & Lafayette) og lækre (Jessica & Eric), så det var det hele værd. Denne sæson har også lært mig at holde af Sookie,  og jeg synes at slutningen var præcis som den skulle være. Det er fedt, når serier lige leverer en sidste god sæson, for det gør det meget nemmere at huske alt det gode.  

lørdag den 1. november 2014

the sky was blue beyond compare

Nu er det en måned siden vores lille sviptur til Istanbul, og det er en måned, der har været meget bedre end jeg turde håbe på. Rejsen markerede ubevidst også sommerens slutning, og jeg var afklaret med, at de næste måneder ville blive fyldt med arbejde, mørke og udfladning i sofaen, men oktober har tværtimod budt på en stigning i gode venneaftaler, samvær med familien og lange gåture i dagslyset. 

Jeg har blandt andet set min gamle efterskoleveninde for første gang i ti år - dengang var vi ret uadskillelige, omend også ret forskellige, og hun var et klart lyspunkt i en ellers ikke fantastisk efterskoletid. Vi var stræberne, der også var venner med lærerne (der altså var nogle enormt søde mennesker i tyverne, der godt kunne lide musik og friluftsliv), men hvor min videre skolegang har været lidt sporadisk og halvhjertet, var min veninde anderledes målrettet og er i dag læge. Læge! Det var med til at gøre mig lidt nervøs før vores møde, for selvom jeg jo faktisk er ret tilfreds med mit liv, så er jeg måske ikke helt der, hvor mit sekstenårige jeg troede jeg ville være som næsten tredive-årig. Men det betød selvfølgelig ingenting da vi mødtes - jeg er stadig et helt og værdifuldt menneske, selvom jeg ikke har taget en kandidatuddannelse, og min veninde er stadig lige så sympatisk og sjov som dengang. Vi havde en virkelig hyggelig eftermiddag, hvor vi 'lige' fik vendt de sidste ti års tid, og det var ikke spor svært at snakke sammen igen. Der var heller ikke noget dramatisk 'brud' dengang- vi boede bare lidt for langt fra hinanden og fik nye udfordringer og venner i gymnasiet, men nu er hun flyttet til København, og jeg vil meget gerne se hende igen. 

Den sidste tid har også budt på flere hjemmedates med min kæreste, som jeg sendte på tour i går morges. Vi har begge arbejdet meget, men så har vi gjort lidt ekstra ud af aftenerne med hjemmebragt sushi, Risk-spil med Jimmy (der ville være sjovere, hvis man var tre mennesker; Jimmy er en meget passiv deltager) og Walking Dead-gys, og i torsdags så jeg ham spille koncert på Nørrebro. I går tog jeg S-toget til Herlev og besøgte Sine, der er flyttet ind på et værelse hos en sød pige og tre nuttede marsvin. Vi gik en lang tur i byen og fik snakket om alt det, der er sket de sidste par måneder, og det var som altid virkelig hyggeligt. Bagefter gik turen ind på arbejdet til et par afskedsøl med min yndlingslagermakker, der havde sidste dag, og så hjem til Jimmy, der også var glad og selskabelig. Og det stopper ikke her; i aften skal jeg sammen med mine to gymnasiepiger og deres mænd planlægge fælles rejse til Irland til sommer, i morgen skal jeg på Zoologisk Museum med Nanna, og mandag efter arbejde er det Rannvá-tid. Heldigvis er det hele gode ting, som jeg sagtens kan overskue, og efteråret virker slet ikke så slemt i år.