fredag den 23. januar 2015

Brian K. Vaughan - Y, The Last Man

Min store kærlighed for graphic novels stammer blandt andet fra min ven Chrelles kyndige introduktion til nogle af de allerbedste og forholdsvis let tilgængelige udgivelser fra Chris Thompson og Daniel Clowes, og nu har han altså også fået mig overtalt til at kaste mig over de mere regulære tegneserier, der udkommer i flere bind over en længere årrække. Jeg har læst mange tegneserier som barn - udover mine Anders And- og hesteblade læste jeg også min fars Tintin, Asterix og Lucky Luke, men fælles for alle de historier er, at de ikke nødvendigvis skal læses i rækkefølge. (Med Wendy var det dog en klar fordel at gøre, for der var altid en eller anden fortsat historie med hendes kusine eller bortløbne hund, ligesom Anders And også godt kunne være leveringsdygtige i historier delt ud over flere blade). De tegneserier, jeg læser nu, er én lang, spændende historie, så jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg har fundet det uoverskueligt at gå i gang. 

En af grundene til at jeg havde afskrevet disse længere serier var pga. prisen, for de samlede udgivelser af f.eks. Y, The Last Man - som dette indlæg skal handle om - eller The Walking Dead, kan nemt overstige flere tusinde kroner. Min redning blev selvfølgelig biblioteket, men jeg havde længe slet ikke overvejet, at de ville have så mange engelsksprogede tegneserier stående. Det var en helt fantastisk opdagelse at gøre, og jeg kan sagtens leve med at skulle vente lidt på den næste bog, for det afholder mig fra at sluge hele historien på én gang. Chrelle havde snakket enormt godt om tegneserien 'Y, The Last Man', så det blev den første, jeg lånte med hjem. Den er skabt af Brian K. Vaughan og Pia Guerra, og de tres hæfter blev udgivet mellem 2002 og 2008, men er nu også samlet i fem collections, der gør det lidt nemmere at bevare overblikket.
Y, The Last Man har et meget interessant udgangspunkt - lige pludselig dør alle hankønsvæsener i hele verden på særdeles brutal vis; alle voksne mænd, børn, fostre og dyr med y-kromosomet er på få minutter totalt udslettet fra jordens overflade. Det er nogle ekstremt grafiske og tragiske fremstillinger af hændelsen, og det er virkelig en stærk start på historien. Vi finder hurtigt ud af, at én mand har overlevet - nemlig den unge Yorick og hans tamme abe Ampersand (bedste navn nogensinde), der også er af hankøn. Serien igennem søger han og hans voksende følge efter sandheden bag udslettelsen og hemmeligheden bag Yoricks overlevelse (selvom Yorick i virkeligheden mest leder efter sin kæreste Beth), og det er en rejse, der bringer dem verden rundt og giver os et spændende indblik i den nye verden. Mange kvinder forsøger at opretholde en nogenlunde normal hverdag, på trods af de mange udfordringer og svære omstillinger - mens andre er gået totalt amok og patruljerer vejene i bevæbnede grupper. Jeg har efterhånden nævnt min fascination for det postapokalyptiske så mange gange, men denne historie har virkelig en interessant vinkel på det - for verden er jo sådan set ikke gået under, den har bare udslettet alle mænd. 
Historiens længde tillader en grundig karakterudvikling, og jeg er blevet meget mere involveret i de her mennesker, end jeg troede jeg ville blive - mine favoritter er søsteren Hero og Agent 355. En fortælling af denne type fokuserer naturligvis en del på plottet, men begivenhederne føles aldrig forhastede, og der er god plads til rørende sidehistorier og sjove bemærkninger - især Yorick bidrager til morskaben med sine skæve udtalelser og platte humor. Der er en ret stor mængde nøgenhed og sex i historien, og det er simpelthen så smukt tegnet, at det bestemt har sin berettigelse. Der bliver også brugt en del tid på at filosofere over mændenes forsvinden - det store spørgsmål er selvfølgelig stadig hvorfor, men det har også skabt grobund for, at kvinderne kan starte forfra uden at være bundet af alle de prædefinerede roller. Der er også flere ting, man måske kunne have forventet ville forsvinde med mændene, der stadig eksisterer - der er bordeller i alle dele af verden, og landene er stadigvæk i krig (dog mest med Israel), mens der modsat heldigvis (og selvfølgelig) stadig er statsoverhoveder, politikere og videnskabsmænd, samt filmproduktion og tegneserieudgivelser. Ud over det åbenlyse problem med reproduktion, er der faktisk en ret stor del af kvinderne, der er ganske tilfredse med at klare sig uden mænd.   
Y, The Last Man er fyldt med referencer til populærkulturen, hvilket jeg altid har været en sucker for - og her er de altså rigtig gode! Der bliver snakket om Coen-brødrene, Woody Allen, David Bowie, Seinfeld, David Lynch og Tolkien - og Lara Croft, der bliver betegnet som en 'teenage boy's masturbatory fantasy' (men hun er altså mere end det; hun er en af min ungdoms heltinder - bare ikke i Angelina-udgaven). De snakker også en del om Shakespeare (Yoricks navn stammer fra Hamlet-stykket), som de har mistænkt for at have været en kvinde. Omvendt bliver der nu også refereret til Y, The Last Man andre steder - i Lost læser Hurley en spansk udgave af tegneserien, hvilket jeg aldrig har bidt mærke i, selvom jeg har set serien fire-fem gange. 

En filmatisering af tegneserien har været i støbeskeen flere gange, men er hver gang blevet cancelled inden produktionen for alvor går i gang. Fans af tegneserien krydser fingre for en tv-serie, og jeg er helt enig i, at det er det helt rigtige format til dén historie. Hovedforfatteren Brian K. Vaughan må dog paradoksalt nok gerne holde fingrene fra den, for han er manden bag tv-serien 'Under The Dome' over King-romanen af samme navn, som han som instruktør har maltrakteret totalt. Men med de rigtige skuespillere og fokus på deres interaktion frem for et actiondrevet plot kunne det blive rigtig godt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar