onsdag den 11. februar 2015

in space all things are slow

Siden sidst har jeg:

- været på Jaguaren med mine kollegaer. Mit livs værste tømmermænd stammer stadig fra en tur på Jaguaren, så jeg var lidt mere mådeholden denne gang. Eller også var jeg bare ikke helt oppe i gear. Det var dog en rigtig hyggelig aften, men da jeg gik hjem ved halv to-tiden, glemte jeg at gå i seng, og spillede i stedet Xbox hele natten.

- glemt at tjekke ud med mit rejsekort. Jeg nåede at have det i lige præcis seks dage, før det skete, så det skal nok blive et rigtig godt bekendtskab. Kan i øvrigt overhovedet ikke nyde mine busture mere, da jeg hele tiden sidder med svedige håndflader og venter på det skæbnesvangre øjeblik, hvor jeg skal tjekke ud, hvilket ikke virker halvdelen af tiden. Oh the joys of progress! 

- i forbindelse med mit rejsekorts-mismod overvejet at begynde at cykle på arbejde igen. Min undskyldning har været noget med manglende cykellygter, og jeg ville derfor vente til der igen er lyst når jeg har fri lidt over seks, men jeg kan godt selv høre, at det er den ringeste undskyldning i verden.

- spist elg for første gang. Det var hos Lærke i Maos Lyst, og jeg tror faktisk det var forventningen om at skulle spise elg, der fik mig til at glemme at tjekke ud med rejsekortet. Elgen var god, i øvrigt, ligesom selskabet. 

- været i biografen og se 'Jupiter Ascending' som jeg havde så lave forventninger til, at jeg faktisk blev en lille smule positivt overrasket. Forstå mig ret, det er stadig en lortefilm, men i det mindste en okay underholdende én af slagsen. Channing Tatum spillede uden sammenligning bedst i filmen, og jeg må modstræbende erkende, at han nok egentlig er en okay skuespiller. Sidste år Matthew Mcconaughey, i år Channing Tatum.

- også set film derhjemme; den new zealandske vampyrdoku 'What We Do in the Shadows' har taget mig med storm, og det er virkelig længe siden jeg har grinet så meget af en film. Den er hysterisk morsom, og jeg har tænkt mig at prakke den på alle jeg kender. Sjoveste film siden 'Walk Hard!'  

- hygget gevaldigt med Jimmy, der bliver mere og mere selskabelig og nuttet. 

4 kommentarer:

  1. Super hyggelige billeder. Og hvor din kat bare flot (:

    SvarSlet
  2. Tusind tak! Det var da en skøn kommentar at få! Jeg synes også selv, at Jimmy er en ret flot fyr. :)

    SvarSlet
  3. Spændende blog med gode indlæg! Og en rigtig sød kat! :)

    www.DeluxeFashionista.com

    SvarSlet
  4. Mange, mange tak! Det er virkelig rart at få sådan nogle søde kommentarer. :)

    SvarSlet