tirsdag den 17. februar 2015

on a day so gray it's black inside

Jeg har en lidt underlig følelse i maven i disse dage. Det er jo ikke fordi jeg normalt prøver at undvige de tungere emner her på bloggen, men alt det frygtelige der er sket i København er bare noget helt andet end min depression og min mor, der døde. Der er også allerede mange, der har sagt og skrevet de ting jeg tænker (f.eks. seje Linda), og lige så mange, der har sagt nogle ting, som jeg aldrig kunne drømme om at tænke, og det fylder så meget overalt, at jeg næsten ikke kan rumme det længere. Fronterne er blevet trukket skarpt op, og mennesker diskuterer overalt omkring mig - i dag i bussen og i frokoststuen på arbejdet, og selvom der heldigvis også er gode samtaler imellem, er stemningen bare så hadsk nogle gange. Jeg suger al den negativitet til mig som en svamp, og jeg er så ked af, at det skal fylde så meget. Dette voldsomme og forfærdelige angreb har rystet os, men det er især reaktionen på det, der viser hvem vi er som mennesker og som samfund, og jeg håber inderligt, at det betyder mere sammenhold og åbenhed og ikke mistillid og intolerance.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar