lørdag den 21. februar 2015

stare straight at the sun and try not to cry for you

Det gjorde mig så glad, at jeg til min søsters fødselsdag for en lille måneds tid siden kunne skrive, at tingene endelig  er begyndt at se lidt lysere ud for hende. I dag må jeg igen slå opgivende ud med armene og konstatere, at nogle mennesker simpelthen bare bliver ramt af mere modgang end andre. Hele idéen om karma tiltaler mig meget, men jeg kan ikke for alvor tro på den, når livet uden grund bliver ved med at hælde lort i hovedet på min søster. Jeg er (eller prøver at være) af den overbevisning, at man så vidt muligt må  prøve at fokusere på de positive sider, og at man ikke kan skyde alverdens ulykke på hverken Gud, politikere eller andre mere eller mindre abstrakte størrelser, men hvis nogen nu skulle stå bag, skal vi så ikke lige aftale, at det er SLUT med at sende mere dårligdom min søsters vej?

Min søsters hest Serafina skal aflives. Hun har ikke haft det godt i en periode, og min søster har brugt en formue på massør, kiropraktor og dyrlæge, og de er desværre alle sammen nået frem til det samme resultat - en gammel skade (der burde være ubetydelig) på det ene bagben har fået hende til at overbelaste det andet, og dermed er hele bagpartiet blevet uopretteligt skævt. Serafina går ofte rundt med store smerter, kan ikke bruges som ridehest, og dyrlægen mener ikke, at hverken min søster eller hesten fortjener at lide mere. Min søster er den kærligste og mest betænksomme hesteejer, og selvom det er verdens sværeste beslutning, er hun ved at indstille sig på at sige endeligt farvel til det store, smukke dyr. 

Min søster og Serafina er ellers verdens bedste makkerpar. For seks-syv år siden arbejdede min søster på et stutteri (og hundekennel - hvis I ikke er dyrevenner, skal I prise jer lykkelige for, at jeg ikke havde bloggen dengang, for der var altså cuteness overload i form af femten-tyve sorte labradorhvalpe hver gang jeg var med min søster i stalden), hvor hun primært red på og knyttede bånd til hesten Sophie. Sophie kom i fol, og lillejuleaften i nul-otte tog jeg med i stalden for at hilse på det sødeste lille nyfødte hoppeføl, som min søster fik lov at navngive. Hun valgte Serafina efter den gode heks i 'Det Gyldne Kompas', og det var det helt rigtige navn til det lille myr. Min søster fik hende foræret efter et par år, da Serafina var blevet sparket på bagbenet og ikke kunne sælges dyrt - men alle troede, at skaden bare var kosmetisk.

Serafina har alle dage været en bestemt dame, men set i bagklogskabens klare lys, har hun nogle gange sikkert protesteret, fordi hun har haft ondt. Det er ikke så rart at tænke på nu, men for det meste har Laffe (Serafinas kælenavn) været glad og kærlig, og en stor støtte for min søster, når hun har haft det svært. Med Serafina har min søster også oplevet glæden ved et lille føl - da hun fik Laffe foræret, var der en ekstra bonus med i købet; fineste Willemoes lå nemlig inde i maven. Det blev til lidt mere end seks gode år med Serafina, men nu er det (alt for tidligt) blevet tid til at sige farvel. Det bliver ekstremt hårdt, men jeg er helt sikker på, at min søster nok skal klare det, og jeg glæder mig til at møde hendes nye kammerat, når hun engang finder den helt rigtige.   

1 kommentar: