onsdag den 1. april 2015

felt the blushing blood run through my cheeks

Jeg har været tredive år gammel i præcis otte dage, og min høje alder er allerede kommet til udtryk flere gange:

1. I Zoologisk Have sagde en kvinde (bemærk: en kvinde!) til sit barnebarn, at hun kunne komme til at se næsehornet, 'når damen har taget et billede'. Damen var mig. Semantics, people!

2. Var til optiker til kontaktlinsetjek i sidste uge (mit syn er dog heldigvis ikke blevet dårligere over natten), og efter endt eftersyn gav jeg selv, helt frivilligt, min optiker hånden og sagde tak for i dag. Jeg har aldrig før opfordret til et håndslag, og hun kiggede også lidt mærkeligt på mig. 

3. Jeg kan ikke længere springe bad og morgenmad over for lige at sove lidt længere inden arbejdet, da mine soverynker nu har brug for mindst en time før de forsvinder. Andre rynker har jeg ikke set så meget til endnu, heldigvis. Eller grå hår. Min mor var totalt gråhåret, før hun fyldte tredive, men der er jeg altså sluppet lidt billigere.

4. Jeg har købt en kjole af mærket Masai. Det ultimative (min) mor-mærke. Men den er altså ret pæn. 

5. Jeg smalltalker med ekspedienter nu. Jeg købte to kjoler i samme butik - den anden dog fra et af mine gamle favoritmærker Nümph - og spurgte faktisk selv ekspedienten om hendes mening i prøverummet. Plejer ellers aldrig at have lyst til at prøve tøj i små butikker, da jeg overhovedet ikke gider snakke med nogen eller have nogens mening. Og da jeg betalte, hørte jeg mig selv sige ting som: 'hvis man ikke må købe to kjoler når man holder fest, hvornår må man så?' og 'man fylder jo kun tredive én gang.' Dagen efter fortalte jeg den stakkels bagel-pige, at jeg skulle have en stor bagel, for 'det er jo torsdag'. Gys. FOLK ER LIGEGLADE! Jeg er selv ekspedient, og HADER smalltalk, men jeg kan åbenbart ikke stoppe mig selv nu.

Ellers har den første uge i trediverne nu behandlet mig meget pænt, og jeg skal nok blive glad for at være blevet rigtig voksen. I skrivende stund har jeg i øvrigt en t-shirt med katte på.  

2 kommentarer:

  1. Ad 1) Jeg har været 'manden' siden midt-20'erne. Det har altid givet mig en lidt sørgelig tilfredsstillelse.

    Ad 2) Det er classy at give hånd. Bliv ved med det.

    Ad 3) Hvad i alverden er en soverynke?!

    Ad 4) Er smalltalk i butikker ikke blot udtryk for at du er fra Himmerland?

    Og stort tillykke!

    SvarSlet
  2. Haha, tusind tak! Awesome kommentar. :)

    1. Jeg vil dog sige, at ordet 'mand' altså også konnoterer noget lidt andet end ordet 'dame', der bare er nederen. En mand er sej og maskulin og voksen, en dame er bare gammel, synes jeg.

    2. Jeg bliver ved med at give hånd, så.

    3. En soverynke opstår, når man sover rigtig tungt, og ansigtet lægger sig i trælse folder - eller man kommer til at ligge oven på noget, der efterlader en dyb fure i huden. Min aldrende huds manglende elasticitet gør så, at der går lidt længere tid før jeg ser normal ud igen.

    4. Og jo - det har du nok ret i. Teknisk set er jeg faktisk fra Kronjylland, eftersom Himmerland vist først starter nord for fjorden, men det gør ikke den store forskel i smalltalk-sammenhæng. ;)

    SvarSlet