fredag den 17. april 2015

I don't feel like doing much of anything

Det har været en virkelig hård og træls uge på arbejdet, og den har drænet mig for alt overskydende energi, fået mig til at aflyse gode veninde-aftaler og fået tårerne frem i øjnene på mig flere gange. Sådanne uger er dumme, men så længe de ikke dukker op alt for tit, er de også overkommelige. Jeg synes måske bare, at de efterhånden kommer liiiiige ofte nok, og så bliver det enormt svært at holde gejsten oppe. Og her rammer jeg ind i en af udfordringerne ved denne ikke-anonyme blogform jeg har valgt, for jeg synes ikke rigtig at mine frustrationer omkring mit arbejde hører hjemme her. De fleste af mine udfordringer tager desuden også afsæt i mine egne reaktionsmønstre, så jeg er heller ikke ude på at pege fingre - jeg kan bare mærke nogle symptomer på stress, som jeg ellers ikke har set noget til siden min depression for syv år siden, og det er ikke så rart. 

Jeg har prøvet at finde en sjovere, mere blog-egnet tilgang til helvedesugen - f.eks. må alle uger, der starter dagen efter et nederlag i overtiden mod hadeholdet FC Midtjylland pr. automatik være skrækkelige - men det ER altså bare ikke så sjovt at min OCD går bananas, fordi mit hoved er fyldt med bekymringer. Hvis jeg skal give situationen et positivt spin, må det være noget i retningen af, at så længe det er mit arbejde, der volder mig flest udfordringer, betyder det, at de andre ting i mit liv går ret godt. Jeg er stadig helt forundret over at være kommet så let igennem vinteren; jeg har det rigtig godt med både min kæreste, venner og familie, og jeg er blevet bedre til at sætte pris på de små ting i hverdagen - f.eks. de efterhånden meget omtalte morgencykelture. Nu håber jeg bare, at jeg kan blive bedre til at tage lidt lettere på tingene på arbejdet også, så jeg ikke skal være så sur og ked af det hele tiden.

Jeg kan heller ikke fuldstændigt afvise, at min tredive-års fødselsdag har haft noget med alt det her at gøre. Jeg er begyndt at affinde mig med, at jeg nok ikke er eller bliver akademiker, men hvad er jeg så? Jeg har aldrig haft andre karrieremæssige fremtidsdrømme end at gå i skole, for det var jeg glad for og god til - men hvad det skulle føre til, har jeg aldrig været klar over. Da jeg begyndte at læse tysk på Københavns Universitet var det med visheden om, at jeg ikke ville undervise, men 'måske arbejde i et firma med noget handel' - tættere er jeg ikke kommet, og hvis det havde været et brændende ønske, burde jeg nok have læst på CBS. I stedet valgte jeg litteraturen og historien, og det var langt hen af vejen godt og spændende; jeg lærte bare ikke tysk. Bevares, på skrift er jeg hæderlig, men jeg er virkelig ikke god mundtligt, og jeg dumpede også den afsluttende litteratureksamen, hvilket jeg aldrig havde troet skulle overgå mig. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke taler mere tysk i undervisningen, eller hvorfor der ikke var bedre tilbud om ekstra øvetimer i mundtlig sprogfærdighed, men det er en helt anden snak - faktum er bare, at det har afskrækket mig en del fra at tage kandidaten også, selvom det stadig ikke er helt udelukket. 

Nu har jeg en bachelor i tysk og film- og medievidenskab, der i praksis er ubrugelig (jeg har nu ikke fortrudt at jeg har taget den, for det var alt i alt en god oplevelse, der lærte mig meget om mig selv), og det ville være okay, hvis bare jeg havde fundet en god erstatning. Selvom jeg heldigvis er glad for mit arbejde det meste af tiden, er det ikke realistisk at min stilling overhovedet eksisterer om ti - eller måske bare om fem - år, så på et eller andet tidspunkt skal jeg videre. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal hen.      

7 kommentarer:

  1. Tror at dine livssituations- og karriereovervejelser er meget almindelige, især for os i primo/midt-30'erne. Jeg grubler selv alt for meget over om jeg mon er på den rette vej, om jeg læste det rigtige på uni og om jeg nogensinde bliver sådan rigtig tilfreds i de stillinger og jobfunktioner, jeg tilsyneladende altid havner i. Svarene ender som regel med at blæse i vinden, eller jeg undertrykker dem, fordi de gør mig trist.

    Det jeg selv bruger til at få lidt perspektiv på tankerne er, at livet er langt.

    I forbindelse med at man diskuterede pensionsalderen politisk for nylig, så jeg et skema med en oversigt over fremskrivningen af pensionsalder opdelt på alder. De af os, der er 33 år i dag skal således først regne med at blive pensioneret når vi er 72 år. Tror det er det samme for de unge på 30. Med andre ord skal du og jeg regne med knap 40 år mere på arbejdsmarkedet!

    Set i det perspektiv, så er der masser af tid og masser af chancer for at prøve noget nyt, karriereskifte og finde ud af hvad man vil. Ens fremtid er ikke i nærheden af at være prædefineret alene fordi man i slutningen af 20'erne ikke har fundet ud af, hvilken hylde man skal være på. For den hylde er med stor sandsynlighed en, der vil ændre sig adskillige gange de næste 40 år. Mulighederne er snart sagt uendelige.

    Så op med humøret. Du virker som en begavet, reflekterende og emotionelt særdeles intelligent ung dame, der skriver godt og tilsyneladende har masser af mennesker omkring dig, som elsker dig for den du er. Jeg er på ingen måde bekymret for din fremtid.

    SvarSlet
  2. Det var da bare en helt utroligt dejlig kommentar at få, og nok et af de bedste beviser på alt det gode, man kan få ud af dette blogmedie. Jeg blev virkelig glad og rørt over dine ord.

    Jeg ved jo egentlig godt, at denne tvivl er helt normal - jeg havde nok bare regnet med, at lige netop jeg ville være mere afklaret på dette tidspunkt i mit liv. Udsigten til fyrre år mere på arbejdsmarkedet har i den kontekst været skræmmende, for hvad nu hvis jeg aldrig finder den rette hylde? Så er fyrre år virkelig en evighed. Jeg har egentlig ikke, som du, vendt den om og tænkt, at jeg dermed har uendelig meget tid til at undersøge mulighederne, og at der er plads til at fejle (igen). Jeg har nok fået overbevist mig selv om, at det næste skridt jeg tager SKAL være i den rigtige retning, og det begrænser mig i virkeligheden mere end det motiverer mig.

    Tusind tak for peptalk.

    SvarSlet
  3. Ingen kloge ord herfra desværre Tine, men tunge tanker er bare trælse at gå med, og i nogle tider trænger de sig jo mere på end andre.
    Men hvor end du skal hen, så skal du nok finde det - det er jeg sikker på :) Du kan jo så meget, og har et skønt opland, det er jo hovedsagen for succes.

    - Anne

    SvarSlet
  4. Ville ønske jeg kunne gøre noget, for at gøre tingene lidt lettere for dig <3

    SvarSlet
  5. Tusind tak, Anne. Som jeg også skrev ovenfor, så er blogmediet virkelig velegnet til opbakning fra fremmede mennesker, som efterhånden ikke virker så fremmede mere. Tak.

    Mettemulling, du gør alt hvad du kan. :)

    SvarSlet
  6. Søde Tine. Nu har jeg læst dit indlæg en million gange. Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker. Jeg kan forestille mig det må være sindssygt skræmmende og måske en snært af at man mangler noget af ens indentitet. Men aller mest så vil jeg ønske du så dig selv med mine, og uden tvivl så mange andres øjne. Jeg har kendt dig altid. Jeg elsker dig og holder uendelig meget af dig. Jeg ser dine valg som styrke. Jeg ser dig som uendelig stærk. Jeg ved godt det lyder fjollet måske. Men seriøs Tine. Tænk på alle de valg du har gjort dig. På alt det du har gjort op med. Det vil have været så nemt at følge strømmen, at blive i noget som ikke føles rigtig og rart. Det er der tusindvis af mennesker der gør, og jeg havde helt sikkert gjort det samme. Tænk på lange teenage år i Mariager som virkede til tider uoverskuelige. Dine valg, din tid i København. Du turde tusindvis af ting andre kun turde drømme om. Du skal nok finde din rette hylde. Du rummer millioner af ressourcer, er vanvittig skarp og helt fantastisk. Jeg tror måske mere det handler om at du skal tro på din mavefornemmelse, og ikke se tingene som noget negativt, men som stærke valg. Jeg ser hvertfald enormt meget op til dig. Knus losepottemuld

    SvarSlet
  7. Åh, Louise. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal svare på sådan en sød kommentar. Det er da helt utroligt, så meget godt jeg fik ud af at skrive om min tvivl. Og det hjælper mig helt usigeligt at du, som har kendt mig altid, ser helt anderledes på tingene end jeg selv gør. Jeg er kommet rigtig langt, og måske har jeg ikke så travlt med at komme videre. Tusind, tusind tak for din besked, sødeste Louise.

    SvarSlet