søndag den 12. april 2015

we don't do the things you do

De første glimt fra den sidste uges tid er fra mine cykelture på arbejde, hvor jeg er begyndt at cykle gennem Christiania. Jeg har aldrig været fan af at vælte ud i morgencykelmyldretiden med kaos, larmende biler og sure mennesker, og nu har jeg altså fundet en løsning, der tilmed byder på fuglesang og illusionen af natur. Og så er ruten faktisk også et helt minut hurtigere! (Ikke på vej hjem, dog. Der skal man lige navigere gennem et menneskehav af turister, børn og mere eller mindre påvirkede mennesker, men det er også helt i orden. Ruten er stadig meget bedre end den skrækkelige Vermlandsgade/Torvegade-tur.)
Det meste af min fritid denne uge er blevet brugt på en af mine fødselsdagsgaver; mastodontpuslespillet med hele tre tusinde brikker, som både min kæreste, to veninder, mig selv og ikke mindst Jimmy har været involveret i. Sidstnævnte har over flere omgange forsinket processen, men jeg synes nu alligevel det er meget godt klaret, at vi næsten er blevet færdige på bare en uges tid. Næste gang køber jeg nok et puslespil, der ikke er fire centimeter for bredt til at være på bordet. 
Det har også været min kærestes 'fødselsdagsuge' - et begreb jeg måske brugte lidt for lemfældigt for to uger siden, da det var min fødselsdag, og som nu har fået min kæreste til at gøre det samme. Vi har hygget, har vi, og på selve dagen i torsdags var vi ude og spise på Madmanifesten, hvilket var en rigtig god oplevelse. Det var et super hyggeligt sted med overvejende økologisk mad og meget sød betjening, og min ufotogene risotto af perlebyg, Vesterhavsost og en glad kylling var vanvittigt god.

Den eneste dråbe malurt i bægeret har været savnet til min familie, der altid er lidt ekstra stort når jeg lige har været sammen med dem. Heldigvis er min søster og jeg gode til at sende snaps, og jeg blev SÅ glad for den af Silke, der træder på min OCD-sten. Jeg har først fået konstateret OCD efter jeg er blevet voksen, men har nok altid haft det (dog slet ikke i den invaliderende form, man ofte hører om.) Noget af det, jeg husker tydeligst, er mit behov for altid at træde på en bestemt sten på gårdspladsen. Den handling har forhindret mange ulykker i min opvækst, og selvom jeg sagtens kan lade være nu, træder jeg alligevel tit lige på stenen - bare for en god ordens skyld.  

4 kommentarer:

  1. Hov, den cykelrute vil jeg gerne kende!
    Åh shit hvor vil jeg gerne flytte tilbage til Amager!

    PS. jeg læser altid dine posts, men får ikke kommenteret så meget som før i tiden!

    SvarSlet
  2. Tusind, tusind tak, Pille. Det er altså en rar kommentar at få. Jeg er heller ikke selv helt lige så god til at kommentere som jeg var tidligere, men hvis andre bliver lige så glad for en kommentar som jeg selv gør, burde jeg nok gøre det lidt mere.

    Ruten er egentlig bare der, hvor den nye, udskældte supercykelsti skal gå. Første etape forbi Kløvermarken er belagt med det fineste, nye, rulle-klare asfalt, der gav selv mig lyst til at købe et par rulleskøjter. Jeg hepper på dig, og krydser fingre for en lille lejlighed til dig her på Amager - og jeg skal nok holde øje.

    SvarSlet
  3. Jeg er begyndt at træde på stenen hver gang jeg går forbi den - til ære for dig :)

    SvarSlet
  4. Årh, hvor er du sød! Bare det ikke har udviklet sig til OCD for dig. :D

    SvarSlet