torsdag den 14. maj 2015

all things being considered you'd call it a success

De forskellige poser chips til anmeldelse i denne omgang kommer fra så eksotiske steder som England og Sverige. De første fire, små poser havde min kæreste med hjem fra et besøg i London, og trods deres beskedne størrelse var de et fint bekendtskab - med de brede, riflede Cheddar & Onion-chips fra McCoy's som en af de to bedste. Chipsene var så dejligt tykke, at stort set ingen af dem var knækket i posen, og det var et stort plus, da jeg ikke er fan af smulder. Selve smagen var fin; med lidt mere løg end ost, men den kunne måske godt have været lidt mere dominerende. Jeg ender med karakteren syv (ud af ti) store pringlesrør.    
Min kæreste havde også tre små poser Walkers med hjem - Walkers er ejet af Frito-Lays Corporation og er derfor basically det samme som Lays, der er et af mine favoritmærker. Jeg var dog noget skeptisk over for disse tre eksemplarer, da jeg måske ikke synes rejecoctail og worcestersauce er oplagte smagsvarianter - men i England er de altså en del af det faste sortiment. Fælles for dem alle var en lækker konsistens og udformning af nogle tynde, smagfylde kartoffelskiver, der heller ikke går for meget i stykker i posen - og en fuldstændig ugennemsigtig varedeklaration, der ikke helt fortalte om indholdet i krydderierne, men lad nu det ligge.

Jeg tog det sikre valg og startede med Simply Roast Chicken-varianten, der faktisk var overraskende lækker. Den gode smag af grillkylling var ret autentisk og ikke tung eller overvældende; hvilket chips med kødsmag ellers godt kan have en tendens til at være, og posen var min anden, engelske favorit. De ender med karakteren syv ud af ti.  Famously Worcester Sauce-varianten var næste pose til bedømmelse, og her var smagen virkelig gennemtrængende. Jeg har aldrig smagt saucen irl, men internettet fortæller mig, at chipsene smager præcis sådan. De var ikke lige mig, men jeg må give point for en kraftig smag, og de får seks ud af ti pringlesrør. Definitively Prawn Cocktail var jeg mest forbeholden overfor. Jeg er egentlig glad for både skaldyr og fisk, men måske ikke i forbindelse med chips. Det skulle dog vise sig, at chipsene slet ikke smagte af rejer, men af det der dressing, der altid er i en rejecocktail - og så virkede det straks mindre ulækkert. I stedet var de bare lidt kedelige, og må også nøjes med seks rør.  
Posen med Hockeychips er denne rundes fineste, trods de associationer den giver til en vis forfærdelig fodboldklub. Men skriften er pæn, chipsene ligner sig selv, og farverne er trods alt flotte. De er bragt til København fra Malmø af min kollega og ven David, og jeg har forhåbninger om et fremtidigt samarbejde med henblik på at fremme interessen for svenske chips. Selve chipsen lever desværre ikke helt op til den smukke indpakning - det er en ganske reel grovchip, der minder om dem fra Netto og Fakta (som jeg åbenbart ikke har anmeldt.) De er altså ikke decideret dårlige - men bare heller ikke specielt spændende. Hockeychipsene kan lige akkurat snige sig op på syv ud af ti pringlesrør, også fordi de støtter det svenske hockeylandshold.   
Den sidste pose i denne omgang er også svensk - denne gang en gave fra min kæreste, der spillede en koncert i Lund tidligere på året. OLW er et udmærket mærke, der laver store, tykke, riflede chips, og denne gang skulle jeg prøve Grill Cheese & Onion-varianten. Jeg er meget ambivalent omkring varianten, for på den ene side er det nok det tætteste jeg er kommet den fabelagtige Queso Blanco-variant fra Den Dominikanske Republik, men på den anden side er der bare ikke nok pulver på chipsene. Smagen bliver nogle gange lige grillet nok, men alt i alt er de ret lækre, og jeg spiser meget gerne en pose igen engang, når nu jeg ikke kan få den bedste i kategorien. Otte ud af ti pringlesrør.    

2 kommentarer:

  1. Spændende med nye varianter! ;)

    SvarSlet
  2. Ja, ikke? Måske skal vi afprøve endnu en, når jeg kommer hjem.

    SvarSlet