onsdag den 3. juni 2015

and I will frame this moment in time

På festivalens anden dag startede vi med at se Patti Smith fremføre hele 'Horses'-pladen. Jeg kender egentlig ikke så meget til hendes musik, men havde varmet lidt op til koncerten ved at høre pladen nogle gange derhjemme, og jeg var ret spændt på at se, hvordan den nu 68-årige ville klare sig igennem sange, hun skrev for fyrre år siden. Godt, er svaret på dét spørgsmål, for hun fyrede den totalt af og havde en tilstedeværelse på scenen, jeg sjældent har set mage til. Hun er af den gamle skole og brugte tiden mellem numrene til at fortælle os om alt fra korrupte regeringer over frihedsbegreber til alle de venner, hun har mistet. Tårene trillede ned af kinderne på hende, da hun læste navnene på blandt andre Ramone-brødrene og Lou Reed op, og på det tidspunkt stod jeg selv og græd lidt inde bag solbrillerne. Der var ingenting ved hendes optræden der virkede forceret eller uægte, og det ramte mange, at hun pludselig stod og snakkede åbent og grædende om sorgbearbejdelse, og hvordan vi bærer de mistede med os i hjertet. Alle dem, jeg har snakket med efterfølgende har indrømmet varierende grader af gråd - min kæreste nøjedes med en klump i halsen, mens en af hans venner vi mødte dernede 'græd som pisket', så mine tårer var ikke (kun) fordi jeg er åndssvagt følsom og har mistet min mor. Det var en helt enestående oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. 
Bagefter stod jeg overfor festivalens største dilemma - skulle jeg tage det sikre valg og se Belle & Sebastian for tredje gang, eller skulle jeg gå efter Perfume Genius, som jeg også er ret glad for? Jeg valgte mine yndlingsskotter, og jeg har ikke fortrudt det et sekund, for det var som altid virkelig rart, fint og godt - at være til koncert med Belle & Sebastian er lidt ligesom at få et stort kram. Fra en man godt kan lide, altså. Da de spillede 'Another Sunny Day' som tredje nummer forsvandt al min tvivl, for det er, sammen med 'I'm Waking Up To Us', mit yndlingsnummer med B&S. De spiller til fredagsrock i Tivoli, og jeg kan kun anbefale alle at slå et smut forbi - jeg må springe over, da jeg er på ferie i Irland, men det er jo heller ikke så dårligt.                                 
Efter mørkets frembrud så vi et ultrakort noise-set fra amerikanske Pharmakon (øverste billede). 25 minutter varede det, men det var intenst og godt, og den absolutte modsætning til den melodiske og harmoniske koncert vi lige havde overværet fra Belle & Sebastian. Lige efter startede Ariel Pink på naboscenen, og det var som altid en besynderlig oplevelse. I starten var det mere specielt end egentlig godt (hvilket tit er tilfældet med Ariel Pink), men snart anede man en mening i galskaben, og så blev det rigtig fedt. 

Lidt i et var det blevet tid til mit absolutte hovednavn Death From Above 1979. Duoen fra Toronto spiller kun på bas, synth og trommer - trommeslageren er også forsangeren - og de udgav én fænomenal plade i 2004 og spillede en ligeså fænomenal koncert på Roskilde Festival for ti år siden, hvor jeg var at finde allerforrest. Men allerede i 2006 gik duoen i opløsning, og de var 'very sure the band won't happen again' - hvilket heldigvis skete alligevel i 2011, og i fredags fik jeg endelig chancen for at se dem igen. Denne gang så jeg koncerten alene og stod lidt længere tilbage, men det lagde ikke en dæmper på min begejstring. Det var SÅ FEDT! De havde igen en helt ufattelig energi, og jeg manglede på intet tidspunkt en guitar - eller flere mand på scenen for den sags skyld. Det var helt klart et af festivalens højdepunkter, og koncerten fik også lov til at afslutte vores fantastiske fredag aften på Primavera Sound. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar