fredag den 5. juni 2015

I wish two drinks were always in me

Lørdag startede med en halv times Swans-koncert i Auditoriet, hvor jeg ikke tidligere har været. Det var en rigtig god ramme om koncerten, men Swans havde tænkt sig at spille i hele tre timer, og det er mit liv altså for kort til. Jeg har desuden set dem før - to gange faktisk - til samme festival for fire år siden, og for to år siden i Polen. I stedet satte min kæreste og jeg os udenfor i græsset og hørte en glimrende Fucked Up-koncert, inden vi næsten faldt i søvn til Tori Amos. Det var slet ikke dårligt, og her så jeg også voksne mænd stå og græde, men det ramte altså ikke mig. 
Det gik i øvrigt dårligt med ikke at købe et nyt net. Jeg købte to. Og derefter startede min mainstream-indie-aften ved de store scener, hvor jeg kom så tidligt hen til Interpol, at jeg endte med at stå forrest. Alene. Jeg har hørt de første to Interpol-plader til døde, men det er altså over ti år siden, og deres nyeste plader er slet ikke lige så gode. Bandet har også ry for at levere nogle liiiidt kedelige koncerter, og det var måske også tilfældet lørdag aften i Barcelona, men jeg havde en lille fest med mig selv, da de spillede Leif Erikson, Slow Hands og Stella.

Mine forventninger var noget højere til The Strokes, der headlinede festivalen. For tolv(!) år siden da jeg boede i Jylland var jeg til min første The Strokes-koncert i København sammen med min veninde Christina, og vi havde en fantastisk tur, hvor vi blandt andet mødte trommeslageren tilfældigt på Rådhuspladsen - han ville gerne vide, hvor Christiania lå. Christina var også i Barcelona sammen med en bunke veninder, så vi skulle selvfølgelig se The Strokes sammen igen. Tre hurtigt drukkede vodka-red bull og generel gensynsglæde med både veninde og band trak koncerten lidt op, men det var helt ærligt ikke nogen stor, musikalsk oplevelse. Vores elskede Julian Casablancas var klædt i en grim, neongulgrøn bluse og havde farvet sit hår en mærkelig rød farve, så ham kunne vi heller ikke crushe på. Men jeg fik danset til og skrålet med på Heart in a Cage, Juicebox og Last Nite, og vi havde en fest.   
Bagefter mødtes jeg med min kæreste igen til Dan Deacon på Ray Ban-scenen, og selvom vi havde glædet os, havde vi ikke forventet, at koncerten ligefrem ville blive festivalens ultimative højdepunkt. Det er umuligt at beskrive hvor fedt det var; alt gik op i en højere enhed, og efter bare et enkelt nummer var der gang i en kæmpe fest blandt publikum. Han afholdt dansekonkurrencer og konfiskerede badedyr og fik folk til at sætte sig på hug, og publikum var med på det hele. Koncerten kulminerede med en vanvittig god version af The Crystal Cat, og bagefter kunne vi ikke helt forstå, hvad vi lige havde overværet.  
Klokken var så småt blevet to, da noiserock-drengene fra HEALTH indtog Pitchfork-scenen. Jeg hørte en del HEALTH for nogle år siden, men de har ikke lavet noget nyt længe (bortset fra et soundtrack til et computerspil), og jeg havde næsten glemt dem lidt. Jeg har tidligere set dem live, men det er ikke noget, der har gjort stort indtryk på mig, og jeg var slet ikke klar på den superskarpe energiudladning, der pludselig kom fra scenen i den spanske nat. Jeg har snakket meget om energi og tilstedeværelse i mine omtaler af festivalens koncerter, men det har altså også været en god fællesnævner næsten hele vejen igennem, for de fleste bands har været opfyldt af en kæmpe spilleglæde og, for mange af de mindre navnes vedkommende, taknemmelighed over at få lov til at spille sådan et enestående sted. HEALTH spillede sig også ganske uventet ind på en top fem over de bedste koncerter dernede. 
Det samme gjorde Hookworms, der med en starttid klokken tre om natten blev vores sidste koncert. Jeg var stadig totalt høj fra de to forrige koncerter, og forventede egentlig ikke det store af gruppen fra Leeds, som jeg kun kendte af navn i forvejen. Men det kunne jeg roligt have gjort, for her blev jeg igen blæst totalt bagover.  Hele gruppen var formidabelt tight - men i særdeleshed imponerede frontmand Matt Johnson, hvis vokal var lige i skabet, hvad enten han sang eller skreg. Det er nok den koncert, der endte med at gøre størst indtryk på mig, og siden jeg kom tilbage til København i søndags, har jeg hørt Hookworms non-stop. Åbningsnummeret Away/Towards på den forrige plade er ni minutter i himlen, og nu er et af mine største musikønsker at komme til at opleve Hookworms live igen.

Lørdagen startede altså lidt tøvende ud, men endte med at blive festivalens bedste dag, pga. den fantastiske slutspurt fra Dan Deacon, HEALTH og Hookworms. Jeg har set så meget godt musik i år, at jeg stadig er helt forpustet, og jeg kan slet ikke overskue tanken om ikke at skulle afsted igen næste år. Så det skal vi nok. Nu må vi se. 

2 kommentarer: