mandag den 1. juni 2015

screamed I just completely love you

Jeg har haft en helt forrygende festival til Primavera Sound i Barcelona, og jeg er stadig fuldstændig mættet af indtryk og overvældet af antallet af ekstremt fede koncerter - det er længe siden, at jeg har oplevet en så stor glæde ved musik som tilfældet har været det i weekenden. Byen har jeg beklageligvis næsten ikke set noget af i denne omgang, for vi havde med vilje valgt et hotel, der lå lidt uden for centrum - og dermed tættere på festivalen. Det betød, at vi kunne gå derhen (og hjem igen) på en halv times tid - langs stranden hele vejen -  og jeg har dermed kunnet overskue SÅ meget mere end hvis jeg skulle med en overfyldt bus eller vente en time på en taxa klokken fire om natten. På billedet kan man se festivalområdet i højre side. Jeg har prøvet at begrænse mig bare lidt i fortællingen om min tur, men jeg kan lige så godt sige med det samme, at det er gået rigtig dårligt.
Jeg har tidligere vist billeder fra festivalen (og i år måtte jeg ikke have mit kamera med), men der er sket en del på de fire år, hvor vi har været i Polen og i Portugal i stedet for. Der er kommet et nyt, kæmpestort område med to scener, der begge er større end ATP-scenen, der var den største i 2011, og nogle af de mindre scener har også fået nye placeringer helt nede ved havnefronten. Men på trods af omrokeringer og udvidelser, føltes det stadig ligesom at komme hjem, og for mig er der ingen tvivl om, at Primavera Sound er den bedste festival i verden (selvom jeg stadig er sur over, at man til nogle af koncerterne skulle hente billetter monstrøst tidligt på dagen - farvel Panda Bear, Battles og The Vaselines)
Inden festivalen havde jeg været moderat begejstret for programmet, men manglen på de helt store (for mig) hovednavne gav mig muligheden for at tjekke nogle koncerter ud, som jeg ellers aldrig ville have set. Torsdag eftermiddag på Pitchfork-scenen (billedet) blev spanske Ocellot dermed det band, der åbnede ballet for os, og det gjorde de rigtig godt. Det var psykedelisk popmusik et sted mellem Peaking Lights og Gang Gang Dance, og det var helt perfekt til en kold øl i eftermiddagssolen. Hiss Golden Messenger leverede en solid omgang countryrock på favoritscenen Ray-Ban, inden post-punkede Viet Cong indfriede mine forventninger til en tight og velspillet koncert tilbage på Pitchfork. Samme sted og i samme boldgade var canadiske Ought, som jeg blev meget positivt overraskede over - men de bliver også udgivet på Constellation Records, hvilket altid er et godt tegn.
På en af de nye, store scener så vi mørket falde på over Antony, der var uden The Johnsons (tror jeg?) men med strygerkvartet, og det var helt ufatteligt smukt. Jeg var ret glad for den første plade, men har ellers ikke hørt det meget, og det var første gang jeg så hende live. Det var meget intenst og rørende, til tider direkte kuldegysfremkaldende, og jeg kom vist til at småtude lidt i tusmørket (i øvrigt ikke for sidste gang på festivalen) fordi det var så fint. Altså, hvordan kan man IKKE blive rørt til Cripple and the Starfish? Bagefter fladede vi ud til Chet Faker, som egentlig er alt for groovy og soulet til mig, men til en festival i Barcelona var det ganske passende. 
Første aften sluttede med Sunn O))), der ganske uventet viste sig at være en af festivalens højdepunkter. Jeg så dem på Roskilde for ti år siden, og selvom det var en meget interessant omgang drone metal, savnede jeg noget vokal. (jeg kan helt ærligt ikke huske, om der var vokal dengang. Jeg bekymrede mig mest om de toner, der var så dybe, at man tilsyneladende kunne skide i bukserne af det, hvilket heldigvis ikke skete). Lo and behold, mine bønner er blevet hørt, for denne gang var den ekstremt uhyggelige og dygtige ungarske Attila Csihar med (han er åbenbart kun en del af bandet, når de spiller live), og han gav musikken en helt ekstra, vanvittigt fed dimension. Han skreg og growlede sig igennem koncerten, iført en maske, der allermest fik ham til at ligne Sauron (troede, at jeg havde fået et godt billede af det. Det havde jeg ikke. Men det er altså ham der til venstre med en krans på hovedet.), og musikken var så høj, at jeg faktisk var oprigtig bekymret for at få en høreskade. Det var awesome! Bagefter var vi totalt mættede af musik og gik derfor 'allerede' hjem ved to-tiden - men det var heldigvis kun enden på den første dag.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar