tirsdag den 9. juni 2015

we are all just scarred and we're hating

Jeg har lidt travlt i øjeblikket, men det er med gode, selvvalgte ting, og så kan jeg sagtens overskue at være lidt ekstra træt om aftenen. I torsdags var jeg til Waxahatchee-koncert i BETA med tre venner fra mit arbejde, og selvom der var afsindig dårlig lyd, og bandet balancerede på grænsen mellem at være charmerende sjuskede og decideret elendige til at spille på deres instrumenter, var det en fin aften. Weekenden stod på venneaftaler og Copenhagen Comics, og i går aftes var det allerede blevet tid til at se Marilyn Manson spille i Vega. 
Jeg fulgtes med to gode veninder, der også var med, da vi så Manson for tre år siden på Copenhell. Dengang væltede vi rundt i mudderet, blev gennemblødt af mini-skybrud og smadrede rundt blandt andre mennesker i moshpittet foran scenen, og vi havde en fest. På de tre år der er gået, er vi åbenbart blevet gamle, for gårsdagens koncert blev set fra anden række på balkonen. Det var noget med at have været på arbejde hele dagen, have afleveret eksamen, ikke at kunne overskue de vilde teenagere og slet ikke at kunne overskue opvarmningsbandet, der hed Pop Evil og var endnu mere horrible end de lyder. Jeg var også sur over sætlisten, som jeg havde tjekket inden, for hvis man tager på tour for at promovere sin fremragende nye plade, er det altså for usselt kun at spille de to singler. Især når man stadig spiller det dødssyge 'Personal Jesus'-cover - og har vi ikke også hørt 'Rock is Dead' nok nu?
Men så blev lyset dæmpet, røgmaskinerne kom på overarbejde og vi blev alle tre teenagere igen, da den sortklædte Manson trådte frem på scenen. Til Primavera Festival har jeg set så mange gode koncerter, hvor musikken virkelig var i fokus, og hvor f .eks. Dan Deacon spillede foran 10.000 mennesker i en beskidt t-shirt, men i går aftes var det showet, det handlede om. Og det er godt på en helt anden måde. I går var der desværre så meget show, at der blev holdt cirka et minuts pause mellem hvert nummer, og det tog fuldstændig flowet og energien ud af koncerten - hvorfor ikke bare lade Twiggy klimpre lidt løs imens Manson skiftede tøj? Men han var i hopla, Manson, der fyrede lidt mindre lort af end normalt, men han væltede stadig rundt, gjorde sig til for kameraerne... og dansede? Da han spillede den glimrende 'Third Day of a Seven Day Binge', dansede han rundt med en fucking tamburin - hvilket betyder, at jeg nu har set alt, der er værd at se i denne verden. Han spillede heldigvis også Tourniquet, Lunchbox  og Coma White blandt alle de åbenlyse hits, og Beautiful People blev leveret med så fed en energi at jeg godt kunne tilgive hitparaden. Det var kun i dag, da jeg så på sætlisten at han også skulle have spillet Irresponsible Hate Anthem (men ikke gjorde det) at jeg blev lidt bitter, for det er en af mine all-time faves. 

Igen har jeg ikke tid eller plads til at fortælle om Marilyn Mansons betydning i både min musikalske opvækst og i min ungdom generelt, men tag ikke fejl - jeg elsker den mand. Koncerterne behøver ikke være perfekte længere, jeg dukker troligt op hver gang, og jeg ville SÅDAN ønske, at jeg kunne se en af de koncerter han spiller sammen med Billy Corgan i USA de næste par måneder. 

2 kommentarer:

  1. Og der var ingen killinger der skulle dræbes inden han ville spille? :D

    SvarSlet
  2. Nej, og han gav ikke engang sig selv et blowjob. Jeg var meget skuffet.

    SvarSlet