tirsdag den 21. juli 2015

raised on a diet of broken biscuits

I Schapbach midt i Schwarzwald bor der et par tusinde mennesker, nogle hundrede køer, en bunke geder - og såmænd også ni bjørne. Lige uden for byen lå nemlig den mest fantastiske lille bjørnepark, hvis beboere tidligere har levet under forfærdelige forhold i små betonindelukker og i cirkus, hvor de har levet af alt for lidt hundetørfoder, er blevet slået, tvunget til at cykle og danse - og jeg kunne blive ved. I Danmark har dyr som bjørne, tigre og løver været forbudt i cirkus siden 1962, men så længe vi tillader elefanter og søløver, synes jeg ikke der er så meget at råbe hurra for. Det var et sidespor, og heldigvis findes der parker som den i Schapbach, hvor man kæmper aktivt for at fjerne bjørne fra cirkus for at give dem et værdigt og dejligt otium midt i en kæmpestor skov. 
Som skiltet måske antyder, er parken ikke nogen stor, strømlinet turistattraktion, og der var heller ikke specielt mange gæster denne varme julidag. Til gengæld er der virkelig meget plads, og flere af bjørnene så vi kun på laaaang afstand - eller slet ikke - og det er sådan det skal være. Bjørnene har dog været så afhængige af mennesker hele deres liv, at flere af dem paradoksalt nok føler sig tryggest i nærheden af mennesker, så vi fik mulighed for at se nogle af de store bamser close-up. I det første indelukke var et par charmetrolde med behov for ekstra pleje - nemlig Schapi og Poldi. Schapi er blevet helt blind efter femten år i en kold og fugtig betongarage, og den overvægtige Poldi er ret gigtplaget, men meget interesseret i gæsterne. De var SÅ søde og glade, og deres historier rørte mig dybt. Jeg ville ELSKE at arbejde et sted som her - om jeg så skulle skovle lort hele dagen lang. 
Jeg tror, at det her er Kaja. Hun er et år ældre end mig - enogtredive - og har rejst rundt med et cirkus indtil 2011, hvilket næsten ikke er til at holde ud at tænke på. Nu er hun dog blevet et rigtigt fjollehoved, der rullede rundt i sin solplet og gnaskede æbler i stor stil da vi besøgte hende. Hendes søster Leoni blev aflivet for en måned siden, da hun udviste for meget tvangsadfærd og ikke kunne finde ro, og selvom det er umådeligt trist at hun aldrig fik et godt liv, er jeg glad for at parken ikke holder bjørnene i live for enhver pris. Nogle gange er en aflivning bare det mest humane.
I parken bor der faktisk også tre eksemplarer af mit yndlingsdyr ulven, hvis tilstedeværelse hjælper bjørnene med at finde tilbage til deres naturlige instinkter. De gemte sig dog så godt, at jeg end ikke fik et glimt af dem, men det kan jeg godt leve med. I stedet fik vi en lille snak med Bien-Erich (der har den sejeste hjemmeside i verden), hvilket var enormt interessant - jeg har aldrig været så tæt på bier før. Vi købte et glas honning med hjem og gik videre rundt i den store park, hvor jeg kunne være blevet i dagevis - men dyrlægen kaldte, og bjørnene fik et 'på gensyn' fra min søster og jeg, der gerne vil vende tilbage til Schwarzwald og bjørneparken en dag. 

4 kommentarer:

  1. Øj, nogle megamega fine billeder - jeg ville elske-elske muligheden for at besøge sådan en park. Og så minder bierne mig sådan om min gode barndomsveninde, hvis far havde bier i haven. Honning bliver jeg aldrig fan af, men at få lov at følge processen er alt så fin :D

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anne! Det var virkelig en dejlig oplevelse. Jeg er heller ikke kæmpe fan af honning, men en enkelt mad af og til kan jeg godt lide - især, når jeg har set hvor honningen kommer fra. :)

      Slet
  2. Ville gerne lige en tur i bjørneparken i morgen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Også mig! Vi må tage derned en anden gang. Eller måske besøge deres søsterpark næste år? :)

      Slet