torsdag den 23. juli 2015

there's a mountain waiting for me

I Schwarzwald har man en yderst besynderlig hat som en del af folkedragten, nemlig den iøjenfaldende 'Bollenhut' (tjek lige linket - det er virkelig bizart), som jeg forelskede mig i lige med det samme. De var overalt - på biler, souvenirs og vinflasker - men min favorit var nok manden fra Påskeøerne.
Schwarzwald er også hjemstedet for kukure, og jeg har set uendeligt mange flotte, skøre - og kæmpestore eksemplarer. En aften kørte vi tilfældigt forbi intet mindre end verdens største kukur(!), og der stod en hel busfuld turister klar med fotografiapparater, for klokken var næsten halv syv. Den mulighed kunne vi ikke lade passere, så vi stillede os også klar, og det var bare spændende. På slaget halv kiggede fuglen ud, pippede én gang og bakkede ind igen, og det var det. Og det er måske det største antiklimaks, jeg har oplevet siden Modest Mouse-koncerten, men det var samtidig også et af de sjoveste øjeblikke længe. Folk så bare SÅ skuffede ud, indtil de begyndte at grine, og så stod vi der og følte os dumme sammen, hvilket var ret fantastisk. 
For vores vedkommende kom skuffelsen nok også af, at vi tidligere på dagen havde set  et kæmpestort klokkespil, der måske ikke var verdens største, men med sine fine figurer og 'Edelweiss' som lydside alligevel noget mere imponerende end kukuret. Som I kan se har Schwarzwald meget at byde på - stay tuned for bedømmelsen af den berømte Schwarzwälder Torte og noget om at spise is til frokost.

2 kommentarer: