søndag den 19. juli 2015

things will end before they start

Efter en lang dag på de tyske motorveje og en times kaos ved grænsehandlen sammen med resten af Danmark, nåede vi til Mariager tids nok til at kunne se anden halvleg af AGF - Brøndby fra sofaen. Det har været en virkelig god, afslappende og VARM ferie; vi har haft temperaturer i sluttrediverne det meste af ugen (den lille pool var guld værd), og først den sidste nat eksploderede himlen i gigantiske tordenbrag, der sendte os hjemad i går med et tiltrængt regnvejr. Vores skønne ferielejlighed lå næsten midt i idylliske Schwarzwald i et område med det fantastiske navn Bad Rippoldsau-Schapbach, og der var skov så langt man kunne se. Starten af ugen var som nævnt fyldt med tre dyrlægebesøg, så vores tyske eventyr var liiige kort nok, men jeg har heldigvis forlænget min ferie med et par dage hjemme hos min far i det jyske. I morgen skal jeg sove længe, sortere billeder og se AaB tæve Esbjerg (i fjernsynet, dog, da vi bytter stadion ud med grill på terrassen), og i løbet af ugen vil jeg vise jer lidt mere af alt det seje, Schwarzwald havde at byde på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar